Cecilie Beck: "Jeg ser en stærk dame på 52 år, når jeg kigger mig i spejlet"

Når Cecilie Beck skal ned og købe ind, svinger hun tit forbi den nærliggende Litauens Plads, hvor der står et træningsstativ. 

"Og så tager jeg lige fem chin-ups. Jeg elsker det."

Hun griner højt.

Bare for lige sådan at vise, at wow, jeg kan det her?

"JA! Det giver sådan en fed følelse i kroppen af, at jeg er stærk."

Er der ikke nogen, der lige kigger en ekstra gang, når du kommer der med indkøbsposerne? 

"Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har aftalt med Nico, min træner, at jeg på et eller andet tidspunkt skal tage en grå paryk og sådan noget gammelkonetøj på – og måske medbringe en stok – og så skal jeg gå ned og lave de chinups i den mundering, haha …"

Da jeg skrev til Cecilie og spurgte, om hun havde lyst til at stille op til interview i FIT LIVING og fortælle om sundhed og træning, svarede hun lynhurtigt: ”Det vil jeg fandeme gerne. Bliver spurgt om et hav af ting for tiden, som jeg ikke orker at tale om/ikke har noget at sige om, men træning, så er jeg på!!!”

"Det går jo ikke, tænkte jeg, det er ikke fair overfor min krop, at den skal kæmpe så meget, og så begyndte jeg til styrketræning for at træne skaden væk. På det tidspunkt var jeg blevet sendt fra den ene ende af sundhedssystemet til den anden, og jeg var blevet behandlet med binyrebarkhormon, og hvad ved jeg, men fra jeg begyndte at styrketræne ude hos Nico, gik der otte uger, og så var skulderskaden stort set væk."

Og så var du hooked?

"Ja. Jeg blev også inspireret af min veninde, Sara Bro, som tog mig med til nogle styrketræningstimer, hvor jeg prøvede at dødløfte, og det blev jeg ret bidt af. Jeg har altid godt kunnet lide at konkurrere med mig selv. Stille en udfordring op, som ikke har noget med noget ydre at gøre, men som kun handler om noget inde i mig. Og det gør dødløft jo hundrede procent."

"Min ambition er, at jeg gerne vil kunne løfte 150 kilo i løbet af det her efterår, og det er virkelig sjovt at gå og udfordre mig selv på det. Og så er dødløft jo sådan en kraftpræstation, som ikke varer ret lang tid, så er det overstået, ha ha, og så har du faktisk trænet rigtig mange muskler i kroppen på én gang."

"Nico er fysioterapeut, og han har fuldstændig styr på, hvilket tempo min træning skal foregå i, så der ikke opstår skader. Det er vigtigt, for det ville gøre mig fuldstændig sindssyg, hvis jeg fik en skade, som jeg selv havde pådraget mig. Jeg træner med Nico en gang om ugen, og så får jeg ”lektier” for og styrketræner for mig selv en til to gange om ugen."

Læs også

Cecilie Beck: "Det er forbandet sundt ikke at tage sig selv for alvorligt"

Bliver det aldrig kedeligt at træne så hardcore muskler? 

"Det er i hvert fald ikke kedeligere end at løbe. Jeg er meget fascineret af det her med hele tiden at kunne presse mig selv lidt længere. Jeg er 52 år nu, og jeg synes, det er vildt interessant at prøve at se, hvor længe kan jeg blive ved med at blive stærkere. Lige nu er jeg stærkere, end jeg nogensinde har været."

"For 10 år siden kunne jeg ikke løfte 132 kilo, som er min rekord lige nu, og så må vi jo se, hvor langt jeg kan komme. Jeg laver alle mulige øvelser, der træner hele kroppen, f.eks. at hoppe op på en 90 cm høj kasse med samlede ben. Det er vildt scary, men det er også en barriere, der er ret sjov at bryde. Man tror ikke, at man kan, men det kan man godt."

Nogle kvinder er lidt bange for, at styrketræning går ud over det feminine – tænker du over det?

"Nej, nej, det gør jeg ikke. Jeg er så heller ikke i typen, der kommer til at ligne en bulgarsk vægtløfter, vel?"

Hun kigger på sine bare arme og spænder musklerne lidt. 

Skulle vænne sig til at være alene

Cecilie træner som udgangspunkt hver dag. Udover styrketræning står programmet på løb eller cykelture, padel og somme tider tennis. 

"Når jeg skal løbe, skal det være om morgenen, jeg gider ikke gøre det senere på dagen. Jeg skal stå ud ad sengen, tage løbetøjet på, og så opdager jeg først, at jeg er vågen, når jeg er i gang. Jeg skal overrumple mig selv for at gøre det. Man er jo nødt til at lave noget cardiotræning også, men nogle gange er det virkelig en lidelse at komme igennem en løbetur, synes jeg. Eller, det synes jeg faktisk tit, det er."

Så løb er noget, du tvinger dig selv til at gøre?

"Ja, hundrede procent. Fordi jeg ved, at jeg får en bedre dag."

Har du aldrig kunne lide at løbe? 

"Jo, jo, jeg har nydt det mere, end jeg gør i øjeblikket. Det kan også være, at lysten kommer tilbage. Jeg erstatter nogle gange løb med en 10-15 kilometers cykeltur rundt på Fælleden."

Hvad betyder det sociale for dig i forhold til træning?

"Jeg har fået en hel masse nye venner ved at spille padel. Jeg har en gruppe, jeg spiller rigtig meget med, men der er også sådan nogle åbne turneringer, hvor man bare melder sig til og dukker op, og så bliver man sat i grupper efter niveau. På den måde får man flere nye padelvenner. Men jeg er ikke sådan en, der skal have en aftale for at træne. Jeg er meget selvmotiverende og træner tit alene."

Læs også

Cecilie Beck: Sådan løber du tidligt om morgenen

Slapper du også af en gang imellem?

"Ja, ja, jeg er sygt god til at slappe af."

Hvordan slapper du af?

"Jeg sover."

Hun griner højt. 

"Jeg kan virkelig, virkelig, virkelig godt li’ at sove. Jeg tror, at min rekord var engang i foråret, hvor jeg sov i Odense. Jeg skulle først møde på Kvægtorvet kl. 12, så jeg havde ikke stillet uret. Der vågnede jeg efter 11 timer og 10 minutter og var fuldstændig groggy."

"Men ellers slapper jeg vel af på samme måde som alle andre. F.eks. lå jeg nærmest et døgn på sofaen og så Netflix efter Smukfest i sommer. Og der fik jeg sgu ikke trænet. Det kan jeg lige så godt sige ligeud. Så det er ikke fordi, jeg ikke sagtens kan skeje ud og afvige fra mit normale program."

"Jeg slapper også af ved at høre podcasts og ordne ting. Eller ved at lave negle. Jeg har købt en hel lille negleklinik og kan sagtens få halvanden time til at gå med det. Det er faktisk ret hyggeligt. Det er måske en slags hobby."

Hun griner og viser sine stylede pink negle frem. 

"Jamen, det tror jeg også, jeg gør."

Er det blevet forstærket hen ad vejen?

"Ja, hundrede procent. Nu har jeg jo været alene i nogle år, sådan parforholdsmæssigt. Plus, at begge mine børn er flyttet hjemmefra. Jeg var 26 år, da jeg fik Astrid, min ældste datter, og indtil for to år siden, hvor Frida, min yngste datter, flyttede hjemmefra, havde jeg stort set aldrig boet alene. Og det er klart, at det rykker ved nogle ting. Man skal vænne sig til at være alene, og man skal finde ud af, hvor man skal putte al sin omsorg hen, når børnene er flyttet, og når man heller ikke bor sammen med en mand."

"Selskabet er der ikke længere bare af sig selv. Men det er jo også en kæmpe gave, at man kun har sig selv at tage sig af. Det skal dog lige siges, at begge mine piger bor her i ejendommen, og jeg ser dem meget. Så det er ikke sådan, at jeg bare er en eremit. Overhovedet. Men jeg har det også godt i mit eget selskab."

Hvem har du så fundet ud af at give al omsorgen, nu hvor du bor alene?

"MIG SELV!"

Råber hun og griner. 

"Nej …, altså jo, dels mig selv. Jeg tror, at man overser sig selv lidt i den fase af livet, hvor man har hjemmeboende børn. Jeg gjorde i hvert fald, for jeg tilsidesætter i høj grad mine egne behov for mine børns skyld. Men nu, hvor de ikke længere bor hjemme, har det været sjovt at prøve at finde ud af, hvad der egentlig er mine egne behov."

Har det været svært?

"Det syntes jeg, det var, inden pigerne flyttede. Men jeg er også sådan en, der ligesom prepper mig på tingene og tager sorgerne lidt på forskud. Og nogle gange finder jeg så ud af, at ”nå, men det var slet ikke så slemt, som jeg troede, det ville være”, og så har jeg sørget og bekymret mig lidt forgæves."

"Omvendt er det også meget smart at være sådan, for så har man jo taget det hele up front. Jeg havde i hvert fald forberedt mig på det, og jeg havde tænkt over den nye fase allerede et par år, inden pigerne flyttede. Og jeg synes faktisk ikke, at det har været så svært. Men igen – det havde nok været noget andet, hvis de var flyttet til Aalborg."

Læs også

Ærlige Cecilie Beck: "Jeg vil ikke havne i den store ulykkelige kærlighed”

Har træningen taget noget af den plads, du før brugte på omsorg for andre?

"Ja. Men det begyndte allerede de sidste år, hvor børnene boede hjemme og kunne klare sig selv. Da de var små, havde jeg stort set ikke tid til at træne, og det var en kæmpe, kæmpe luksus, hvis jeg fik løbet en tur. I dag kan jeg træne lige, når jeg vil. Det er kun mig selv, der sætter begrænsningerne. Og der er ingen undskyldninger."

Vinterbadning og saunagus

Når Cecilie taler, kommer ordene hurtigt, bestemt og uden slinger i valsen. Hun er dog stille i meget, meget lang tid, da hun skal svare på, hvad der for hende ligger i begrebet mental sundhed. 

"Øhm …, det tænker jeg sgu åbenbart ikke ret meget over. Nu skal jeg lige …"

Hun tænker videre i lang tid.

"Giv mig lige et øjeblik …"

Pause igen. 

"Jamen, øhm, for mig handler det nok om at have et liv i balance. Hvor man har noget energi, nogle ressourcer og noget omsorg, man kan give til sig selv. Hvor der er plads til at lege og have det sjovt, men hvor der også omvendt er brug for en. Et liv, hvor man foretager sig nogle ting, som man synes er væsentlige og nyttige. Så ja, en balance mellem de ting er mental sundhed for mig."

"Det kan jeg ikke engang forklare. Jeg kan bare mærke det."

Har du nogensinde gået til f.eks. meditation eller den slags for at komme i kontakt med dig selv?

"Nej, jeg har dyrket en hel del yoga, men jeg har aldrig mediteret. Eller jo, jeg har faktisk prøvet det en enkelt gang. Det var i Mexico i foråret, hvor jeg skulle prøve sådan noget isbad efter Wim Hof-metoden. Der skulle man først have et vejrtrækningskursus for at kunne kontrollere åndedrættet, når man kommer ned i isbadet. Det blev jeg fuldstændig vanvittigt iltskæv af. Jeg var helt ude i galaksen."

"Det er nok det nærmeste, jeg er kommet på at meditere, tror jeg. Herhjemme dyrker jeg også vinterbadning og går i saunagus. Det er genialt, for det sætter gang i hele kroppen, kan jeg mærke, og jeg har det så godt bagefter."

Den geniale grønne grød

Hvis vi holder fast i det mentale, hvad tror du så på? 

"Jeg er inkarneret ateist. Jeg tror dybest set kun på ting, der kan bevises. Jeg tror på videnskab. Der er nok nogle, der vil tage anstød af det, jeg siger nu, men jeg mener faktisk, at religion er opfundet for at kontrollere folk. Det er jo ikke en eller anden gud, der har lavet alle de regler, der følger med religion, det er nogle magthavere, som har fundet på det, fordi det så er nemmere at få folk til at gøre, hvad de synes, er hensigtsmæssigt."

Der er jo andre ting, man kan bekende sig til, noget mere spirituelt?

"Jeg tror, det er rigtig vigtigt for os mennesker at være forbundet med naturen. Og jeg tror også, at man på et tidspunk vil kunne føre bevis for, at det gør os godt. Så hvis det kan betragtes som spirituelt, ja, så bekender jeg mig til det. Og det hænger sammen med min overbevisning om, at det er godt for os mennesker at være forbundet med vores kroppe."

"Jeg tror, der er masser af ting, som er gode for os, som endnu ikke er videnskabeligt afdækket. Jeg spiser f.eks. ”professorens grønne energigrød” hver morgen, som tarmprofessor Oluf Borbye Pedersen har lavet en opskrift på. Der er videnskabeligt bevis for, at det er godt for os at spise meget grønt, men vi har endnu ikke fuldt ud fået afdækket tarmenes betydning for vores fysiske og mentale helbred. Det kommer."

Hvad spiser du resten af dagen?

"Jeg spiser masser af grøntsager og lever overvejende vegetarisk. Jeg spiser også fisk indimellem, men jeg spiser primært plantebaseret af hensyn til klimaet, og fordi jeg kan mærke, at jeg har det bedst sådan. Jeg går også udenom det meste stivelse, hvide ris, hvid pasta og den slags, for det bidrager ikke rigtig med noget."

Hvor længe har du spist på den måde?

"I første omgang fra jeg var 15 til 35 år. Jeg begyndte i midt 80’erne, hvor jeg boede i Jylland, og hvor der var stor økonomisk krise. Man fik simpelthen så meget ulækkert kød i dårlig kvalitet – jeg får helt kvalme bare ved at tænke på det – og derfor begyndte jeg at sige, at jeg var vegetar, for at være sikker på, at jeg ikke fik alt det kød. Det greb om sig, og så var jeg vegetar i 20 år."

"Jeg stoppede i en periode i de år, hvor fine dining blev en ting i København, for det ville jeg gerne prøve. Dengang var det ikke så grønt, som det er nu, så man var altid lidt besværlig, hvis man ikke spiste kød, og det gad jeg ikke være. Men for fem år siden blev jeg så igen vegetar, fordi mine piger blev det af klimahensyn, og så faldt det mig meget naturligt at genoptage det."

Kunne du så mærke forskel på din krop, da du droppede kød igen?

"Nej, ikke rigtig, men det er også, fordi jeg kun spiste ret begrænset med kød i de år. Men jeg har kunnet mærke forskel, efter jeg begyndte på den grønne grød. Den gør mig godt. Virkelig, virkelig, virkelig godt."

Har du en guilty pleasure?

"Nej, ikke spisemæssigt. Men hvis der er noget, så er det alkohol. Altså, jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen har sat antallet af genstande op, for der var nok en del uger, hvor jeg ikke lige overholdt det med syv genstande. Det er lidt nemmere med 10, men jeg drikker nogle gange mere end fire genstande ad gangen."

Hvorfor er det vigtigt for dig at holde fast i alkohol, når du ellers lever så sundt?

"Det er ikke vigtigt for mig at holde fast i det, jeg kan bare ikke lade være."

Hun griner højt. 

"Jeg kan virkelig, virkelig godt lide en god øl og et godt glas vin. Det kan jeg bare. Der er noget socialt i det, men jeg kan også godt drikke et godt glas vin alene, når jeg går og laver mad. Det er skidehyggeligt."

Kan godt lide at være lidt skør

Cecilie er med sine 52 år formentlig mere end halvvejs gennem livet. Hun har endnu ikke mærket noget til overgangsalderen, men hun tænker heller ikke særlig mange tanker om, at den måske banker på om nogle år. I det hele taget går hun ikke og bekymrer sig. 

"Det er en del af livet, at kroppen ændrer sig. Det er ikke noget, jeg jubler over, men omvendt gider jeg ikke slås mod det uafvendelige. Det kan simpelthen ikke betale sig."

Nu gør du jo også, hvad du kan, for at optimere dig selv med kost og træning?

"Ja, for hvis jeg lige pludselig syntes, at min knæ var vildt grimme, og lægen sagde, at det var min egen skyld, så ville jeg synes, det var virkelig irriterende. Men de alderstegn, der bare kommer, er jo ikke noget, man for alvor kan gøre noget ved, og så kan man lige så godt favne det. Det er lidt som regnvejr. Man kan vælge at være sur over det, men man kan også vælge at gå indenfor og hygge sig med pandekager."

"Både og. Både og. Jo, det gør jeg langt hen ad vejen. Men jeg er også nogle gange ude af balance, og jeg er også lidt plim-skør."

Hvornår er du plim-skør?

"Det er jeg bare, altså … Men det gør ikke noget. Jeg kan godt lide at være lidt skør."

Hvordan giver det sig udslag? 

"Øhm, jamen, jeg gør nogle gange skøre ting som at drikke mig stjernefuld to dage i træk på Smukfest sammen med mine børn."

Hun griner højt.

"Altså, vi gjorde ikke nogen skade på os selv eller andre, vi havde det bare sjovt, men der er da nok nogle, der vil kigge og tænke: Nå … alligevel …!"

Hvornår hviler du ikke i dig selv?

"Jeg kan sagtens blive bragt følelsesmæssigt ud af balance, ligesom alle andre mennesker, og være ked af det, rasende og alt muligt andet."

Hvad gør du så for at hive dig selv op?

"Ikke noget. Det skal gennemleves. Hvis man er ked af det, skal det ikke skubbes væk. Men hvis jeg vågner en morgen og tænker, årh, hvad er meningen da også med det hele, så hjælper det at løbe en tur. Det gør det bare. For mig i hvert fald."

"Meningsløshed kan godt skubbes væk med fysisk aktivitet, synes jeg. Men hvis jeg er rigtig ked af det eller helt ude af balance af en eller anden årsag, så er der ikke andet for end at leve det igennem. Der er sgu ikke noget lavt gærde der, man kan springe over. Det er bare et livsvilkår."

Du virker meget ”no bullshit”-agtig og ”sådan er jeg bare”?

"Ja, men det er, fordi jeg kan mærke det så tydeligt. Det er ikke rigtig til diskussion, hvordan jeg er. Men, altså, nu skal det endelig ikke lyde som om, jeg bare vandrer gennem livet fuldstændig centreret om mit eget stabile tyngdepunkt. Det gør jeg bestemt ikke. Det, jeg mener, er bare, at jeg føler mig i stand til at navigere igennem alt det, jeg bliver budt som menneske. Og ja, nogle gange mister jeg da overblikket, men overordnet set føler jeg, at jeg nok skal klare det meste på en eller anden måde."

Du sagde før, at du var glad for den tid, du har fået til dig selv – er du ikke i markedet for en kæreste?

"Nej. Jeg kan ikke rigtig se det for mig lige pt."

Fordi …? 

"Du må lige vende den rundt. Hvorfor skal man have en kæreste? Jeg har reproduceret mig selv, og jeg har så mange andre givende relationer. Så svaret er: Fordi jeg ikke mangler en kæreste."

Så du drømmer ikke om, at der sad en ved siden af i sofaen en fredag aften?

"Jo, men så kan jeg jo ringe efter en veninde."

Det fylder behovet ud?

"Fuldstændigt."

Du føler dig ikke ensom? 

"Nej. Ikke mere end, at det er et grundvilkår, at vi fødes alene og dør alene. Jeg har ikke noget imod at være alene. Jeg er ikke bange for at være alene. Det betyder ikke, at jeg ikke sagtens kan savne selskab, og nogle gange er der så ikke lige nogen, der har tid til at ses, når jeg har det sådan. Men sådan er det jo også, når man har en kæreste, der er fraværende."

"Jeg synes, at parforholdet er vidunderligt og alt muligt, jeg holder bare lige en pause."

Og du savner ikke den intimitet, der er i et parforhold?

"Altså sex?"

Ja, blandt andet? 

"Sex kan man altid få."

Hun griner højt.

"Det er nemt. Breaking news: Man behøver ikke at være kærester for at have sex."