Christine går sig i godt humør: Du kan ikke være sur, når du går tur
Hver uge vandrer Christine Riis omkring 30 kilometer i alt. Når hun bevæger kroppen, sætter det fut i det gode humør og giver hende en lang række af helt gratis oplevelser i bonus.
Nyudsprungne blade danner en grøn port over et stykke af Gendarmstien i Sønderborg.
Christine Riis sætter den ene fod foran den anden i et rask tempo, mens hun beundrer vilde gule tulipaner i skovbunden til den ene side og udsigten over et blåt Alssund til den anden. Et træskib vugger i vandet, og i det fjerne troner Dybbøl Mølle.
"Er her ikke flot? Og du kan både dufte alt det grønne og Østersøen," siger hun og stopper op et øjeblik, inden hun vandrer videre. På ryggen bærer hun en rygsæk med termoflaske, siddeunderlag og en ekstra trøje, og på fødderne har hun solide vandrestøvler.
70-årige Christine Riis kalder sig selv et rigtigt udemenneske. Hun stortrives under åben himmel – og den behøver ikke være blå med lammeskyer.
Christine kan lide at være ude i al slags vejr – lige med undtagelse af storm og torden – og hun er vild med at vandre i naturen omkring sit hjem i den sønderjyske hovedstad. Hun går både alene og sammen med andre og holder lige meget af begge dele. Hun beskriver det som at få et skud livsenergi, når hun går.
"Det gnistrer i mig af glæde. Jeg tømmer hjernen for tanker, når jeg går, og jeg får også mange idéer. Det er bare sådan, at du ikke kan være sur, når du går en tur," siger hun og sætter sig et øjeblik på en bænk.
"Man skal holde pause i ti minutter for hver time, man går. Det tømmer kroppen for affaldsstoffer, og så er man klar igen," forklarer hun.
Nye bekendtskaber
Da Christine var yngre, var hun en passioneret sportskvinde inden for både squash, basketball og håndbold. Hun har et indbygget konkurrencegen og kunne lide at give sig selv fuldt ud i kampe. Men flere skader indhentede hende, og til sidst måtte hun lægge sportsgrenene på hylden. Hun var ikke længe om at kaste sig ud i vandring.
"De første længere ture var på 18 kilometer ud og hjem. Så havde jeg en madpakke med i rygsækken. Jeg arbejdede som folkeskolelærer dengang, og på turene fik jeg mange idéer til undervisningen," fortæller Christine, som omkring år 1999 mødte to kvinder, som også elskede at vandre og ville genetablere den sønderjyske afdeling af Dansk Vandrelaug.
Christine var med på initiativet, og i mange år var hun med med til at facilitere et stort antal guidede vandreture om året. Indtil for nylig var hun også formand for lauget.
"Det holdt mig i gang og gør det stadig. For jeg vandrer i lauget, selv om jeg ikke er formand mere. Det har givet mig så mange oplevelser og bekendtskaber," siger hun og beretter om, hvordan vandreture er blevet kombineret med besøg på gallerier, historiske fortællinger og smukke syn af marsvin, fugle, ræve og små bitte blishønskyllinger helt tæt på.
Annonse
"Naturen er jo helt vidunderlig og fyldt med gratis oplevelser, hvis man bare har øje for dem," siger hun og smiler ved tanken om, at naturen og vejrliget også kan skabe nogle overraskelser.
Som for eksempel den dag, hvor regndråber så store som ribs faldt ned fra himlen og truede med at gøre Christine og hendes vandregruppe gennemblødte på nul komma fem.
"Vi kunne se et skur med et halvtag lidt længere fremme på stien, så vi satte i løb og sad under halvtaget helt tæt sammen, mens regnen væltede ned. Så drak vi kaffe og spiste småkager og havde det bare hyggeligt."
Annonse
Deler historier og tips
Vandreturene sammen med andre har også givet hende tætte venskaber og menneskelige oplevelser, hun sent glemmer. Under en vandretur på Gendarmstien engang mødte hun en kvinde, som gik alene, men gerne ville slutte sig til Christines gruppe. De faldt hurtigt i en personlig snak.
"Kvinden fortalte, at hun for nylig havde mistet et familiemedlem. På det tidspunkt havde jeg lige mistet min lillebror til tarmkræft i en alt for ung alder. Det gav os en snak om, hvad der er vigtigt i livet," fortæller Christine, der også deler mindre sårbare emner med sine medvandrere.
Det kan være tips til en god bog, anbefalinger af en skøn koncert eller en spændende udstilling. Udlandet har også haft besøg af Christine og hendes vandrestøvler. Hun har været i Slovenien, Wales, Irland og på Færøerne. Den berømte Caminoen i Spanien har hun ikke oplevet, og det har hun heller ingen intentioner om.
Hun siger det med et grin: "Nej tak. Det er alt for varmt!"
Til gengæld er det sikkert, at hun fortsætter med at vandre. Hun er blevet gladere og gladere for aktiviteten gennem årene og kan ikke forestille sig livet uden.
"Du lever bedre i længere tid, når du går. Og jeg regner da med at have mindst 20 gode år tilbage."
