Sundt at have kæledyr

Derfor er det så sundt at have et kæledyr

Det er ikke kun trygt og hyggeligt at have et kæledyr. Faktisk viser undersøgelser, at kæledyr kan have en positiv indflydelse på din sundhed og ligefrem gavne både dit mentale og fysiske helbred og øge både livskvaliteten og livslængden betragteligt.

Kæledyr er populære. Faktisk viser tal fra Dyrenes beskyttelse, at næsten halvdelen af alle danske husstande holder et eller flere kæledyr, og det er der mange grunde til.

Undersøgelser viser nemlig, at foruden at man bliver generelt gladere af at tilbringe tid med et kæledyr, da det både skaber tryghed og trøst, så styrker kæledyr også ens sociale relationer. Og ud over at kæledyr har en gunstig effekt på dit humør og mentale helbred, viser en række undersøgelser faktisk også, at kæledyrene gavner din generelle sundhed og beskytter mod en lang række alvorlige sygdomme. Endelig har forskning vist, at kæledyr kan bruges terapeutisk og være med til at gavne livskvaliteten og det mentale helbred hos bl.a. ældre, demente og udviklingshæmmede.

7 gode grunde til at anskaffe dig et kæledyr:

Giver god motion

Hunde er altid klar til en god gåtur eller lidt leg. Hvis du har en hund, får du typisk mere motion, end hvis du ikke har hund. Et forskningsstudie fra Minnesota University viser, at hundeejere gennemsnitligt går 300 minutter om ugen, hvor resten af befolkningen gennemsnitligt går 168 minutter om ugen. Og udover at motion bidrager positivt til dit mentale velbefindende og booster humøret, så er en rask gåtur i den friske luft også med til at sænke stress niveauet, ligesom det er godt for hjertet, kredsløbet og den generelle sundhed - både for dig og din hund.

Læs også: Fit med hund: 8 tips til at løbe med din hund

Mindsker stress

Undersøgelser viser, at dyr har en beroligende og afstressende effekt. Bare det at være i samme rum som dit kæledyr, kæle med det eller blot kigge på det reducerer niveauet af stresshormonet kortisol i kroppen. Samtidigt frigives der en lang række af forskellige signalstoffer i hjernen, der skaber fysisk og mentalt velvære. Det gælder blandt andet dopamin, der virker smertelindrende samt oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet – der, sænker det blodtrykket, pulsen og mængden af stresshormoner i kroppen og giver en god nattesøvn. Hormonet er desuden med til at stabilisere humøret og give en følelse af lykke og samhørighed.

Modvirker depression

Forskere ved British Psychological Society har fundet ud af, at kæledyr, særligt hunde, har en positiv indvirkning på dit mentale helbred og en direkte terapeutisk virkning, hvis du føler dig trist eller er deprimeret. Dette skyldes bl.a., at hunde er med til at skabe en fast rutine, hvilket kan medvirke til at gøre hverdagen mere positiv og meningsfyldt. Derudover er samværet med dyr med til at forstærke din selvtillid og give en følelse af selvstændighed og kompetence.

Læs også: Hunde er bedre sengepartnere end kærester, viser forskning

Styrker hjertet

Flere forskningsresultater peger på, at kæledyr som fx hunde og katte kan sænke ikke bare blodtrykket, men også omfanget af stressrelaterede hjertekarsygdomme. Desuden har det vist sig, at kæledyrsejere, har et lavere kolesteroltal end mennesker uden er kæledyr. Også når der tages hensyn til vægt, kost og rygevaner. Endelig er der noget der tyder på, at risikoen for at få et hjerteanfald er reduceret hos personer, der har et kæledyr, og at mennesker, der har haft et hjertetilfælde, kommer sig hurtigere, hvis de har et kæledyr. Ifølge forskerne skyldes det formentlig, at dyrene får stressniveauet til at falde, og at særligt hundeejere jævnligt kommer ud og gå og derved bevæger sig mere og får mere motion.

Modvirker demens

Daglig kontakt med dyr har vist sig at have en positiv indvirkning på ældre mennesker med demens og demenssygdommen Alzheimers. Ifølge undersøgelser skyldes det bl.a., at ældre, der har kæledyr, er mere sociale, mere nærværende og opnår en bedre effekt af eventuelle behandlinger.

Mindsker ensomhed

Forskning viser, at et kæledyr for mange skaber tryghed og livsglæde og fungerer som et fast holdepunkt i deres tilværelse og giver et positivt fokus i hverdagen. Samtidigt bidrager kæledyr med selskab og kan derved mindske følelsen af ensomhed og isolation. Hunde er også med til at øge den sociale kontakt, fx når du går en tur og sludrer med andre hundeejere og være en effektiv måde at møde nye mennesker og opbygge fælles interesser, fx gennem forskellige foreninger og hundetræning.

Vi elsker kæledyr 🐾

På ALT.dk elsker vi kæledyr – de pelsede og de bløde, dem med skæl og dem med fjer – og vi er ikke alene! Efterspørgslen på kæledyr er nemlig steget markant under coronapandemien.

Derfor sætter vi fokus på menneskets allerbedste venner. Du kan blandt andet læse 10 bud på de bedste hunderacer, hvis du bor i lejlighed og om, hvilke hunderacer der er de mest børnevenlige. Du kan også blive endnu klogere på kæledyr lige her.

God læselyst!

Virker livsforlængende

Noget tyder på, at du lever længere, hvis du har en hund. Ifølge forskellige studier skyldes bl.a. det den øgede sociale kontakt, som etableres mellem hundeluftere, og som er med til at øge livskvaliteten hos dem, der kan føle sig alene og ensomme. Den forøgede livskvalitet har igen en positiv effekt på det fysiske helbred, ligesom der er noget, der tyder på, at ældre, der har hund, er mindre syge, tager mindre medicin og sjældnere går til lægen end ældre, der ikke har hund.

Kæledyr og corona

Under corona-krisen er kæledyr for alvor blevet populære og meget tyder på, at kæledyr spiller en vigtig rolle, når vi skal tackle kriser og ensomhed.

En undersøgelse foretaget blandt 900 danskere af dyreforsikringssleskabet Agris viser, at hele 98,1% føler, at deres dyr har hjulpet dem gennem nedlukningen og haft en positiv effekt både på deres mentale og fysiske helbred.

Kæledyr som terapi

Et forskningsprojekt fra Århus Universitet har vist, at besøgshunde har en positiv effekt på det mentale helbred og livskvaliteten hos ældre og demente og er et vigtigt supplement som hjælp til sårbare mennesker samt i behandlingen af patienter med psykiatriske diagnoser.

Herhjemme er implementeringen af besøgshunde på plejehjem steget markant de seneste år. Trygfonden har derfor oprettet en besøgshundeordning, som plejecentre og hundeejere over hele landet kan tilmelde sig, og senest er ordningen udvidet til at omfatte andre institutioner, herunder bosteder for udviklingshæmmede. I USA har man positive erfaringer med brug af miniheste som terapidyr på plejecentre og andre institutioner, ligesom brugen af servicehunde til bl.a. krigsveteraner er i vækst. 

61% svarer, at deres kæledyr har hjulpet dem med at få deres daglige motion. 56% at deres dyr har en positiv indvirkning på deres mentale helbred, og 57% fortæller, at kæledyret medvirker til at opretholde de daglige rutiner.

62% har følt sig opmuntret, og 48% har følt, at deres kæledyr gav dem tryghed. Hele 64% svarer, at deres kæledyr har fået dem til at grine, mens 42% svarer, at de har fået fokus i hverdagen af at skulle tage sig af deres kæledyr.

Her er danskernes foretrukne kæledyr

Hund: 23%

Kat: 21%

Kanin 5%

Fugl 4%

Fisk 4%

Hest 2%

Krybdyr 2%

Andre dyr 2%

Sådan får du lodne venner

Hvis du elsker dyr, men ikke har penge eller overskud til at anskaffe dig et kæledyr, så findes der heldigvis forskellige muligheder for at få et kæledyr ind i dit liv.

Du kan fx tage på besøg på dyreinternater, hvor der er hunde, katte, kaniner m.m., som vil elske at blive kælet for og få lidt omsorg. Du kan også vælge blive frivillig hjælper på et internat for dyr.

En anden mulighed er at blive hundelufter. Der er mange hundeejere, der har brug for hjælp til at lufte hunden i hverdagen.

Kilder:

Dyrenes Beskyttelse

Trygfonden

anicura.dk

Sundhed.dk

Århus Universitet, seniorforsker Karen Thodberg