Som psykolog oplever Maja det igen og igen: ”Flere møder op for at få en bestemt diagnose”

I starten regnede psykolog Maja Vain Gilbert med, at det blot drejede sig om enkelte tilfælde. 

Men efterhånden oplever hun det oftere og oftere. Unge og deres forældre, der møder op til en psykologsamtale hos hende, og allerede fra starten er fast besluttede på, hvilken diagnose de skal udredes for. 

”Først havde jeg en oplevelse af, at det var fedt, at de unge og deres forældre var velforberedte og havde sat sig ind i tingene. Det gav også en åbenhed fra deres side, så vi hurtigt kunne komme dybere ind i tingene. Men så gik det op for mig, at mange diagnoser og begreber bliver brugt forkert, og at det betyder noget andet for de unge, end det gør for os som psykologer,” siger Maja Vain Gilbert, der til daglig er leder af UngTerapi, som er en privat psykologpraksis for unge. 

”Det bliver særligt svært, når de unge bevidst eller ubevidst styrer deres fortællinger om dem selv omkring den diagnose, de går ud fra, at de har. Så er det svært at vide, om den unge havde sagt det samme om sig selv og sine oplevelser, før vedkommende havde vidst, at det kunne være symptom på en bestemt diagnose. Og det kan være rigtig, rigtig udfordrende på flere måder.” 

”For det første bliver det svært at finde ud af, hvad der virkelig gør sig gældende i den unges liv og situation. For selvom vi bruger de samme ord, taler vi som ung og som psykolog to forskellige sprog om de her diagnoser. Derudover står man som psykolog overfor den udfordring, at man skal være varsom med at rette på den unges vurdering af sin situation, fordi relationen mellem psykologen og den unge er baseret på tillid.” 

Læs også

Lisa for vild i livet på grund af sin lunefulde mor: "Jeg frygtede konflikter, og det var ved at koste mig dyrt"

Som et eksempel bruger Maja Vain Gilbert diagnosen ADHD, som hun oplever, at flere unge og deres forældre hurtigt regner med, at den unge lider af. 

”Hvis jeg fx taler med en pige på 14 år, der er sikker på, at hun har ADHD, fordi hun har nogle ting, hun kæmper med, kan den overbevisning gøre, at hun er mindre tilbøjelig til at gå andre veje. Og så bliver det svært for os i stedet at se på hendes sociale problemer udefra og måske se, om nogle omstændigheder i hendes liv har ændret sig. For det kan jo i nogle tilfælde forklare nogle udfordringer, som ikke behøver skyldes en diagnose som ADHD. Men når først den unge og forældrene tænker, at de har en bestemt diagnose og vi eventuelt skal hjælpe dem videre til nogen, der kan give dem medicin, bliver det svært at flytte den unge væk fra den tanke.” 

Diagnosen som en forløsning 

De seneste 10 år er antallet af børn og unge, der får stillet en psykiatrisk diagnose stedet med 37 procent. Det viser de nyeste tal fra Landspatientregistret. 

For Maja Vain Gilbert er det vigtigt at understrege, at psykiatriske diagnoser kan være vigtige for de børn og unge, der opfylder kriterierne for dem, fordi det giver mange børn og unge muligheden for at kunne få den rette hjælp.

Til gengæld ser hun det som problematisk, at diagnosen har fået en så central placering i vores samfund, at mange glemmer, at mennesket også kan blive udfordret i løbet af sit liv, uden at det nødvendigvis skyldes en diagnose. 

”Jeg oplever, at der ikke længere er plads til, at man som moderne menneske kan være udfordret, uden at det enten skal kunne løses eller forklares med det samme. Og på den måde bliver diagnosen en forløsning for den unge og forældrene,” fortæller Maja Vain Gilbert. 

Læs også

Da Kristina Trolle brækkede nakken, lærte hun en vigtigt lektie

”Det kan virke som en lettelse for den unge at få at vide, at diagnosen er årsagen til, at man har det svært. Der er mange, som fortæller mig, at der ikke er nogen god undskyldning for at have det dårligt, hvis der ikke er noget diagnostisk galt med én. Det er derfor vigtigt, at det her ikke læses som hverken bashing af unge eller forældre. Der ligger jo nogle logiske årsager til, at det kan virke attraktivt at søge en diagnose, også selvom grundlaget kan være tyndt. Vi er nødt til at spørge os selv, hvilke incitamenter der kan ligge i samfundet for det.” 

I sit arbejde oplever Maja Vain Gilbert, at også den unges forældre kan finde en lettelse og måske endda trøst i, at den unge får en diagnose.

”Forældre kan være for sensitive over for den unges mistrivsel, og kan blive utålmodige for at finde løsninger. Det giver jo god mening, fordi forældrene bare vil have, at børnene har det godt. Men nogle gange oplever jeg, at det skaber et hastværk, hvor man kommer til at kigge i diagnosernes retning, hvis ikke den unge hurtigt nok kan bringes i trivsel."

”Glemt, hvordan det er at være et almindeligt menneske” 

En del af forklaringen på, at diagnoser og begreber om psykiske lidelser er så centralt for de unge i dag, skyldes ifølge Maja Vain Gilbert, at de unge i dag var børn i en tid, hvor vi i Danmark begyndte at tale mere og mere åbent om psykiske lidelser. 

”Der har været så mange oplysningskampagner omkring psykiske lidelser, og jeg har også selv været en del af det. Fra psykiatriens side har man gerne villet afstigmatisere og gøre det mindre tabubelagt at tale om psykiske lidelser, og det er jo en rigtig god ting,” siger Maja Vain Gilbert og tilføjer, at der særligt kom et større fokus på diagnoser under folkeskolereformen, hvor børn med særlige behov skulle inkluderes i klasserne i folkeskolen.

”Og så er de unge blevet bevidste om, at der findes visse diagnoser, og at man kan søge hjælp. Men det, der kan være en udfordring, er, at mange unge måske har spejlet sig for meget i nogle af de begreber og lidelser, der bliver talt om. S, der er ungt, og som også kan have det svært.” 

”Der er en opfattelse i vores samfund af, at mennesket bør kunne klare hele verden. Det er sejt, at man kan håndtere og opnå enormt meget. Men vi glemmer jo, at vi forventer sindssygt meget af mennesket,” siger Maja Vain Gilbert, som mener, at noget af problemet ligger i de fortællinger om livet, som voksne fortæller deres børn. 

Læs også

”Jeg kunne nå et stadie, hvor jeg prøvede at slå mig selv ihjel med alkohol”

”Vi er så idealistiske i alle vores kommunikationer til børn og unge om, hvordan tilværelsen skal være. Og derfor er det jo logisk, når de oplever, at der er noget galt med dem, hvis de ikke kan leve op til den fortælling.” 

”Jeg ser en tendens, hvor vi ikke giver plads til det almindelige menneske længere. Hvor vi skal optimere på alt og alle hele tiden, og hvor man skal præstere på et højt niveau for at følge med. Og så længe vi lever i et accelerationssamfund, hvor alting går så stærkt, vil vi også have et behov for diagnosticering i den grad, som vi har nu. For det samler jo alle de mennesker op, som ikke kan være med. Men jeg forestiller mig, at vi ville have bedre gavn af at være kritiske overfor de krav og bevægelser, der sker i samfundet – og samtidig finde frem til forståelsen for, at menneskets sind er indviklet, og at det er naturligt at møde modgang, uden at det nødvendigvis skyldes en diagnose.”