”Jeg kunne nå et stadie, hvor jeg prøvede at slå mig selv ihjel med alkohol”
Sangerinden Kat Stephie har haft et svingende alkoholmisbrug, siden hun var meget ung. Det blev brugt som et skjold mod ensomhed og mindreværdskomplekser, og i dag forsøger hun at tilgive sig selv for alle de år, hun var destruktiv, i stedet for at elske sig selv.
Første gang, Kat Stephie var påvirket af alkohol, var hun kun to år gammel.
En nytårsaften, hvor forældrene var uopmærksomme et øjeblik, bundede hun et stort glas champagne, og kort efter væltede hun ned ad stolen, fordi alkoholen ramte den lille krop så hårdt.
Næste gang, hun blev fuld, var hun syv. Hendes skoleklasse var på besøg på et ølbryggeri, hvor alle børn måtte smage en lille sjat øl. De andre børn kunne ikke lide smagen, så Kat Stephie drak alle deres efterladte slanter. På vej ud fra bryggeriet væltede hun ned ad stentrappen, fordi hun var så beruset, og da forældrene hentede hende, kan hun huske, at hun fik skældud. Hun forstod dog aldrig alvoren af det, hun havde gjort.
”Fra jeg var helt lille, har jeg haft en lyst til alkohol, som jeg ikke kan forklare. Hvis jeg fik mulighed for at drikke i smug, så gjorde jeg det. Det er især smagen, jeg altid godt har kunnet lide, men med alderen fandt jeg jo ud af, at alkohol også kunne fjerne fokus fra de ting i mit liv, som var svære.”
I størstedelen af Kat Stephies liv har hun haft et usundt forhold til alkohol, men for snart fem år siden valgte hun at lægge sit liv om. Og nu har hun taget hul på en proces, hvor hun skal bearbejde de år, hvor alkoholen har haft magten og styret hendes liv.
”Jeg er ved at tilgive mig selv for alle de år, jeg ikke var god ved mig selv, for der er jo enormt meget skam og sørgmodighed forbundet med at være alkoholiker.”
Drak for at passe ind
Kat Stephie mindes, at hun brugte en stor del af barndommen i sit eget selskab og i sine egne tanker. Hendes far var frømand og var ofte væk i lange perioder ad gangen, og hendes mor var karrierekvinde og arbejdede sent hver dag. Storesøsteren var tit hjemme hos legekammerater, så Kat følte sig alene, når hun gik rundt derhjemme.
I skolen var hun ikke særlig populær, og det var derfor ikke en selvfølge, at hun havde nogen at lege med. Først da hun blev teenager, ændrede tingene sig.
”Som 12-årig blev jeg både højere og tabte mig, så lige pludselig blev jeg kønnere og mere spændende i andres øjne. Jeg fik en masse opmærksomhed og blev inviteret med til fester, og der begyndte jeg ret tidligt at drikke. Jeg ville så forfærdeligt gerne passe ind, så jeg ikke længere skulle være ensom, men det var en ond cirkel, fordi jeg følte, at jeg hele tiden skulle drikke for at passe ind og blive accepteret. Jeg kæmpede med et virkelig dårligt selvværd, fordi jeg før havde fået at vide, at jeg ikke var noget værd, var grim og ulækker, men når jeg drak mig fuld, var jeg cool. Og der bliver det jo kompliceret med alkohol, for hvornår bevæger noget sig fra at være hyggeligt og socialt til at blive et decideret problem?”
I sine ungdomsår festede Kat Stephie rigtig meget. Og i starten af 20'erne var hun involveret i et trafikuheld, der fremprovokerede en langt mere voldsom periode med alkohol. Trangen til at drikke blev kun yderligere forværret, da hendes kæreste gennem flere år forlod hende.
”Jeg burde jo have søgt noget hjælp og talt med en psykolog, men i stedet for gik jeg bare i byen. Det udviklede sig efterhånden til, at jeg også drak mig fuld i hverdagene – også når jeg var alene. Jeg har altid drukket mest i de perioder, hvor jeg har haft det dårligt mentalt, og den her periode var virkelig voldsom for mig. Når jeg vågnede om morgenen, gik jeg ned i supermarkedet og købte en flaske spiritus, som jeg så kunne tømme i løbet af dagen. Hvis du er misbruger på et niveau, hvor du drikker en hel flaske rom eller vodka om dagen, så har din krop vænnet sig til det, og det slår dig ikke ud på samme måde, som det ville gøre for én, der kun sjældent drikker. Det lyder voldsomt, men det var det, jeg gjorde.”
Annonse
I den periode arbejdede Kat Stephie i udlandet, og når hun var hjemme i Danmark, tilbragte hun ofte dagene alene.
”Jeg var ensom og ked af det, og så blev det nemt for mig at udfylde tomhedsfølelsen med rusen af alkohol. Førhen havde jeg mange gode venner, men jeg havde lært dem at kende gennem min ekskæreste, så da vi gik fra hinanden, måtte jeg også sige farvel til min omgangskreds. Og på det tidspunkt føltes det nemmere at flygte gennem alkoholen end at arbejde med mig selv og mit liv.”
En dag ringede telefonen. Det var en producer, og han spurgte Kat, om hun havde travlt for tiden. Han opfordrede hende til at gå til audition i forbindelse med dannelsen af en ny popgruppe ved navn Sukkerchok, og det valgte hun at give en chance.
Annonse
Altid videre til morgenfest
Da Sukkerchok gjorde sit indtog på den danske popscene i 2009, var Kat en del af trioen, og det betød, at hun måtte lægge alkoholen på hylden i hverdagene. Men fra torsdag til søndag, når hun blev inviteret til branchefester og ind på diskoteker, faldt Kat automatisk tilbage i sine gamle mønstre.
”Jeg drak aldrig, når vi i Sukkerchok skulle arbejde eller optræde, men hvis vi havde spillet et sted i Nordjylland, så kunne jeg sidde oppe foran ved chaufføren på vej hjem og drikke, fordi jeg ville direkte i byen i København, når vi kom tilbage, uanset hvor meget klokken var. Jeg var ofte inviteret gratis ind på klubber, som gav bordpakker med flasker, og det sagde jeg aldrig nej til. Dengang kunne jeg slet ikke se, hvor stort mit problem var.”
Ikke nok med, at Kat Stephie ofte drak sig fuld, blev alkoholen indtaget i så store mængder, at hun mistede bevidstheden over sine egne handlinger.
”Jeg var styret af alkohol, og havde desværre ikke en naturlig stopknap. De fleste mennesker stopper jo med at drikke, når de bliver svimle eller føler, de har fået nok. Jeg havde det lige omvendt. Når jeg blev svimmel, tog jeg lige tre shots mere, og fik ofte et blackout. Jeg plejer at sige, at det var min indre dæmon, der slap ud. Når jeg var på det stadie, var det en anden person, der tog over indeni mig, og den prøvede at slå mig ihjel med alkohol. Jeg var ligeglad med alt. Også selvom min krop sagde fra i form af synlige bivirkninger som for eksempel eksem og mavesår.”
En af fordelene ved at drikke var, ifølge Kat, at hun ikke fik mareridt, når hun var fuld. Og når hun drak i selskab med andre, forsvandt hendes ensomhed. Derfor tog hun tit videre til morgenfester, når klubberne lukkede, eller hun tog med en fremmed hjem for ikke at skulle sove alene.
”Jeg havde det altid godt, når jeg drak, men dagen efter fik jeg det selvfølgelig dårligt. Når jeg blev ædru, skammede jeg mig over de ting, jeg havde gjort – eller endnu værre – de ting, jeg ikke kunne huske, om jeg havde gjort. Men når jeg gik ud ad døren igen, så tog jeg mit pokerface på. Der var ingen, der lurede, at jeg var ked af det eller havde et misbrug, og hvis nogen spurgte ind, svarede jeg bare, at alt var fint. Jeg tror dog, at hvis nogen havde presset mere på og spurgt, hvordan jeg sådan virkelig havde det, så ville jeg nok have åbnet mig. For det hele udsprang jo af en enorm ensomhed.”
Forandringen i Aarhus
Det er ikke til at sige præcist, hvad der udløser et alkoholmisbrug. Det er forskelligt fra person til person, men Kat Stephie har selv en idé om, hvad der har været den drivende faktor for hende.
”For mig handlede det om, at jeg virkelig godt kunne lide smagen. Så i stedet for at drikke vand, så drak jeg en øl eller et glas vin, og når flasken først var åbnet, så tømte jeg den. Det var ikke noget, jeg gjorde bevidst – det blev bare en vane. Man kan sammenligne det med mobilen og de sociale medier, hvor mange bruger flere timer om dagen på at scrolle. Det er jo ikke noget, man gør bevidst, men fordi man plejer og det er nemt. Det var vel også der, mit problem lå: Fordi jeg ikke var bevidst om mine mønstre, så kunne jeg ikke ændre på dem.”
Der var heller ingen i Kats omgangskreds, som hjalp hende med at ændre de dårlige vaner.
Annonse
”Hvis nogen var bekymrede, så betød det, at jeg ikke havde gjort mit arbejde godt nok med at skjule det. Derudover har jeg også haft tendens til bare at skifte mine venner ud. Jeg kunne altid finde nye mennesker at feste med, og fordi jeg i en periode var et kendt ansigt, så var der masser, der gerne ville lege og drikke gratis på diskotekerne. Men da Sukkerchok gik i opløsning i 2011, og jeg ikke længere havde nogen fordele i nattelivet, så forsvandt vennerne helt af sig selv.”
Da Kat mødte sin nu eksmand efter Sukkerchok var gået i opløsning, så hun det som en mulighed for at starte på en frisk. Hun flyttede til Aarhus, hvor han boede, så hun kunne få afstand til det vilde liv i København.
Men de arbejdede begge i underholdningsbranchen, og hendes komplicerede forhold til alkohol fortsatte – dog i en anden form.
”Vi levede lidt af et cirkusliv, hvor vi var meget på farten, og her var det helt normalt at tage en bajer, når vi satte teltet op og én igen, når forestillingen var overstået. Og når vi havde fri, drak vi rigtig mange øl. Det var et andet slags misbrug end det, jeg havde i København. Nu havde jeg en kæreste, jeg elskede virkelig højt, så jeg havde ikke brug for at finde en ny elsker eller ven hver weekend, jeg kunne drikke med. Til gengæld arbejdede han rigtig meget, så jeg havde mange perioder, hvor jeg var alene, og der kunne jeg igen godt finde på at åbne en flaske vin og drikke det hele selv.”
Mod slutningen af deres ægteskab i 2019, arbejdede Kat Stephie 50 timer om ugen, både i samarbejdet med sin mand og samtidig på en musical i Aarhus.
”Jeg kunne mærke, at jeg mistede kontrollen. Mit liv flød sammen i alkohol og arbejde, og jeg havde følelsen af at glemme mig selv. Det betød, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvem jeg var, hvad jeg ville og om jeg egentlig havde det godt. De ting havde jeg ikke spurgt mig selv om siden 2013, hvor jeg flyttede til Aarhus.”
Overvældet af skam
I perioden, hvor Kat Stephie for alvor begyndte at tage sit liv op til revision, fik hun et råd, der ændrede alt. Instruktøren på den musical, hun arbejdede på, rådede hende til at søge ind på en filmskuespillerskole, og kort tid efter blev Kat optaget på skolen i København.
”Det var enormt overvældende og grænseoverskridende at starte på skolen. Især fordi jeg netop var blevet skilt, var tilbage i København og skulle starte helt forfra. Vi skulle arbejde meget med os selv, og derfor blev jeg tvunget til at se mig selv dybt i øjnene. Vi skulle bryde os selv ned for at bygge os op på nye autentiske måder, og der fandt jeg ud af, at jeg havde nogle seriøse problemer.”
Et halvt år inde i studiet arrangerede skolen en dag, hvor alle elever måtte invitere en ven eller et familiemedlem på besøg. Kat Stephie valgte at invitere en veninde med, men da det foregik en søndag, havde Kat været i byen aftenen forinden.
”Dagen inden havde jeg ikke bare festet – jeg havde også været til morgenfest, og jeg vågnede op til 12 ubesvarede opkald fra min veninde. Hun havde siddet og ventet på en café med en kæmpe buket blomster til mig, og jeg havde brændt hende af. Jeg blev ramt af en overvældende følelse af skam, og der gik det op for mig, at mit alkoholproblem ikke kun gik ud over mig selv. Hun havde siddet i halvanden time og følt sig glemt og udstillet, mens jeg bare havde ligget og sovet rusen ud.”
Da Kat nåede frem til sin veninde, og senere hen på skolen, forsøgte hun at skjule sin promille og lugten af alkohol, der stod som en dunst omkring hende. Hun deltog passivt i arrangementet på skolen, uden at holde øjenkontakt med nogen, fordi hun var skamfuld og fordi hun åbenlyst stadig var påvirket. Det blev et wake-up call for hende.
”Den dag bestemte jeg mig for, at det skulle slutte. Der var så mange personlige grænser, jeg havde overskredet, og jeg var efterhånden desperat. De fleste, der har en afhængighed – om det er til sex, mad, stoffer eller et usundt parforhold – de ved godt, inderst inde, at de har et problem. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan gøre noget ved det, før man selv er klar. Når folk holder såkaldte interventions, hvor man beder en person om at stoppe med en dårlig vane, så tror jeg ofte, det er dømt til at fejle. Andre kan sagtens have gode intentioner på ens vegne, men hvis idéen ikke kommer fra én selv, så holder det sjældent. Jeg havde brug for selv at ramme et punkt, hvor nok var nok.”
Den efterfølgende periode var hård for Kat, og hun havde et enkelt tilbagefald, hvor hun drak sig fuld. Hun aftalte derfor med sine studievenner, at hun kunne række ud til dem og snakke, hvis hun fik lyst til alkohol, så hun ikke faldt i. Og i 2020 drak hun sin sidste tår.
Finder ind til Kat på fire år
I dag er det mere end fire år siden, at Kat Stephie lagde alkoholen på hylden. En gang imellem drikker hun en alkoholfri øl eller cocktail, når trangen bliver for stor, og det er tilstrækkeligt til at tilfredsstille hendes behov. Men det har været en hård og daglig kamp at nå dertil.
”Jeg har de sidste år været på en rejse, hvor jeg skulle lære mig selv at kende. Jeg har jo været styret af alkohol, siden jeg var helt ung, så jeg har spurgt mig selv nu: Hvad vil jeg? Jeg er et sundt sted i dag, og jeg omtaler min energi som ”Kat, fire år”, fordi den minder om den umiddelbarhed, man har, inden man bliver ramt af virkelighedens hårde realiteter. Den selvkærlighed og uskyld, der findes i én, når man er et lille barn, er den energi, jeg har fundet frem i mig selv igen. Jeg vælger at være glad og positiv, for min fortid skal ikke have lov til at definere min fremtid.”
Kats måde at tackle misbruget på har altså været ved at lære at elske sig selv.
”I virkeligheden havde jeg behov for at dyrke mig selv for at komme tilbage til livet. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi mennesker kan holde vores eget selskab ud. Det kunne jeg ikke tidligere. Der skulle jeg konstant flygte fra noget i mig selv. Én ting var ensomheden, noget andet var, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Det lyder som en kliché, men jeg føler, at jeg har givet mig selv en chance mere i livet: Jeg har fået en ny selvkærlighed, så det føles som om, at jeg starter forfra. Jeg øver mig i at slippe vreden. Jeg har simpelthen ikke tid til at slå mig selv oven i hovedet længere, for jeg har så meget, jeg skal indhente.”
Efterhånden kan Kat Stephie godt deltage i sociale sammenhænge, hvor folk drikker alkohol. Men det provokerer hende, når folk ikke godtager et nej, når hun venligt afviser en drink.
”Hvis jeg siger, at jeg enten ikke har lyst til et glas vin eller at jeg skal køre hjem eller tidligt op, så anerkender folk det ikke umiddelbart. Så spørger de hvorfor, og om det er, fordi jeg er gravid? Som om man altid skal retfærdiggøre det overfor andre. Det er jo helt vanvittigt og et tegn på, hvor vild en alkoholkultur vi har i Danmark. Hvorfor skal jeg afgive forklaring, når jeg allerede har sagt nej tak? Derfor begyndte jeg simpelthen at sige, at jeg har et alkoholproblem. Så blev folk pludselig meget stille og akavede – men når folk reagerer sådan og bliver forbavsede, så bliver jeg glad indeni, for så betyder det, at én mere har lært, at et ‘nej’ betyder ‘nej’.”
Selvom det med tiden er blevet lettere for Kat Stephie at tale om sit alkoholmisbrug, føles det stadig som at prikke til et sår, når hun skal sætte ord på det.
”Jeg har det svært med alkohol, og det tror jeg, at jeg vil have resten af mit liv. Nogle dage kan det være hårdt bare at gå forbi et værtshus, og det er en følelse, jeg skal lære at rumme. Der er gået 20 år af mit liv, hvor jeg har haft trang til alkohol, og nu er der gået næsten fem, uden jeg har drukket. Jeg tror, jeg skal have været ædru i 20 år, før jeg overhovedet skal overveje at drikke noget igen. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg tænker, at jeg faktisk aldrig skal have noget at drikke igen.”
