Hjertekarsygdom
Dårlig mundsundhed og tandløsning kan medvirke til hjerteanfald og åreforkalkning. En undersøgelse fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet tyder på, at hjertekarsygdom hænger sammen med paradentose (tandkødsbetændelse), da bakterier fra munden kan føres med blodet, trænge ind i hjertets kranspulsårer og skabe betændelse. Forskere har også påvist, at risiko for at blive ramt af et første hjerteanfald øges knap 30% hvis du samtidig lider af alvorlig tandløsning.
Lungesygdomme
Der er ikke påvist en direkte sammenhæng mellem KOL og tandsygdom, men undersøgelser viser, at dårlig mundhygiejne og tandsygdomme er forbundet med forværring af KOL, ligesom der er en sammenhæng mellem lungebetændelse og skadelige bakterier fra mundhulen, særligt hos svagelige og ældre med dårlig mundhygiejne.
Alzheimers
Nyere forskning viser, at der muligvis er sammenhæng mellem paradentose og Alzheimers. Det skyldes muligvis en særlig bakterie, der forårsager paradentose, og som er fundet i hjernen på afdøde Alzheimerspatienter.
Diabetes
Det er velkendt, at folk med diabetes har øget risiko for paradentose, tandløsning og andre sygdomme i munden. Men nu viser undersøgelser, at risikoen for at få diabetes øges, hvis man har betændelse i munden. Det skyldes, at betændelsen kan påvirke blodsukkerreguleringen hos ellers raske mennesker og være en medvirkende årsag til, at man får diabetes.
Knogleskørhed
Knogleskørhed øger risikoen for paradentose og udtynding af knoglerne i bl.a. kæben. Men undersøgelser har vist, at risikoen går begge veje, og at paradentose i sig selv kan øge risikoen for at få knogleskørhed.
For tidlig fødsel og lav fødselsvægt
Undersøgelser viser, at dårlig mundhygiejne kan resultere i for tidlig fødsel og lav fødselsvægt. Ifølge forskerne skyldes det, at dårlig mundhygiejne giver grobund for bakterier, der fra munden kan trænge ud i blodet, og muligvis moderkagen, og sprede sig til fostret.
Leddegigt
Er du disponeret for leddegigt og har samtidig alvorlig paradentose, kan en bestemt bakterie i munden øge risiko for at udvikle leddegigt. Ifølge forskerne fordi begge lidelser er kroniske inflammatoriske.