Døjer du med hævede ben? Sådan slipper du af med generne

Døjer du med hævede ben? Sådan slipper du af med generne

Det kan være meget generende og smertefuldt, når benene hæver og føles tunge. Få gode råd til hvordan du undgår hævede ben - og hvordan du slipper af med generne.

Det er helt almindeligt at benene og fødderne ind imellem hæver. Når benene hæver eller føles spændte skyldes det, at der siver væske ud gennem blodkarrene og samler sig under huden. Det skaber såkaldte ødemer eller væskeansamlinger i benene og får dem til at hæve op og føles tunge.

Udover at varme og de høje temperaturer kan give væskeansamlinger, oplever mange også, at benene og fødderne hæver op, hvis de sidder stille i længere tid fx på flyveturen, eller hvis de kører langt i bil eller tog.

Men også overvægt, for lidt motion eller for meget salt i maden kan få benene til at svulme op, ligesom mange gravide døjer med hævede og tunge ben særligt sent i graviditeten, hvor blodet har svært ved at komme fra benene og tilbage til hjertet på grund det øgede tryk på blodkarrene i maven.

Kan være tegn på sygdom

Væskeansamlinger i benene kan være meget ubehageligt men er som regel helt ufarligt og forsvinder af sig selv. I sjældne tilfælde kan hævede ben skyldes fx åreknuder eller være tegn på alvorlig sygdom, bl.a. nyresygdom eller problemer med hjertet.

Hvis du oplever, at det kun er det ene ben, der hæver op, kan det desuden være tegn på en blodprop, og her bør du straks søge læge.

Når du døjer med væske i benene, er det vigtigt, at du sørger for at drikke tilstrækkeligt væske og i øvrigt holder igen med saltet, da det er med til at binde væsken i kroppen. Desuden er det vigtigt, at du bevæger benene og eventuelt laver venepumpeøvelser, der sætter gang i blodcirkulationen og kan få væskeansamlingerne til at forsvinde.

Kilder: Netdokter, Sundhed.dk

Gode råd: Sådan slipper du af med hævede ben og fødder

  1. Bevæg dig
    Væskeansamlinger i benene opstår typisk, hvis du er inaktiv og sidder stille i længere tid. Sørg derfor for at bevæge dig så hyppigt som muligt i løbet af dagen, så du sætter gang i kredsløbet. Rejs dig og gå ofte omkring. Gå en lille tur, hop på stedet eller sæt dig på hug og rejs dig op nogle gange.
  2. Smid benene op
    Tyngdekraften gør, at der ophobes væske benene, og sidder du fx længe med benene nedad, kan væskeansamlingerne blive være. Sørg derfor for ind imellem at smide benene op på en stol eller læg dig på ryggen med benene op ad en væg, så væsken kan ”løbe fra”.
  3. Hold igen med saltbøssen
    Da salt er med til at binde væsken i kroppen, er det en god ide at holde lidt igen med saltet, herunder saltede madvarer og chips og i øvrigt drikke rigeligt med væske.
  4. Massage lindrer
    Massage af ben og fødder kan være meget afslappende. Samtidigt stimulerer det blodomløbet og hjælper med at reducere væskeophobninger. Massér dine hævede ben og ankler med æterisk olie, fx pebermynte eller eukalyptus, der samtidigt virker kølende. Masser med jævne faste bevægelser og altid i retning mod hjertet.
  5. Lav venepumpeøvelser
    Særligt hvis du sidder ned i længere tid, fx i en flyver, kan benene hæve, fordi du er passiv i længere tid og ikke bevæger kroppen tilstrækkeligt. Sørg derfor jævnligt for at lave forskellige øvelser, der får væskeophobningerne til at slippe vævet. Tegn fx små cirkler med fødderne, bevæge dem lidt op og ned eller bøj og stræk vristen for at få gang i blodcirkulationen til ben og fødder.

3 effektive øvelser

Hævede ben og fødder er meget almindeligt på længere flyve-, bus-, bil- eller togture. Væskeophobningen kommer som følge af inaktivitet og kan sætte sig i både fødder, ankler og ben pga. tyngdekraften.

For at undgå, at dine ben og fødder hæver op, kan det være en god ide at lave disse nemme øvelser på turen, der sætter gang i venepumpen og dermed blodcirkulationen.

  1. Lav cirkler og ankelvip
    Sid ned, tag skoene af og stræk benene frem foran dig. Tegn små cirkler med hver fod – først den ene vej og så den anden. Lav herefter små vip med fødderne, hvor du henholdsvis bøjer og strækker dine fødder. Spred og krum dine tæer.
  2. Stræk benene
    Rejs dig op og ryst benene lidt. Løft dig herefter op, så du står på tæer og sænk så fødderne langsomt, så du igen står på flad fod. Gentag øvelsen 10-15 gange.
  3. Spænd i låret
    Stræk det ene helt ud og spænd op i låret alt hvad du kan. Hold spændingen i ca. 20 sekunder og skift herefter til det andet ben. Gentag øvelser 3-4 gange på hvert ben.

De mest almindelige årsager til hævede ben

Der kan være mange forskellige årsager til, at du får hævelser i begge ben og ankler. Her kan du se nogle af de typiske grunde:

  • Varme
    Du har måske oplevet, at du har fået hævede ben, fødder og ankler på en rigtig varm sommerdag. Dette er helt naturligt og ufarligt og noget, som de fleste har prøvet.
  • Graviditet
    Hævelser i fødder og ankler er ret almindeligt i graviditeten. Det skyldes, at kroppen holder på mere væske, og den voksende livmoder lægger stadig større pres på blodårerne i benene, som fører blodet tilbage til hjertet (venerne). Disse hævelser forsvinder næsten altid efter fødslen.
  • Passivitet
    Har du et meget stillesiddende job, eller har du været på en lang flyrejse, så er det ikke unormalt at opleve, at ben og fødder hæver. Det skyldes inaktivitet og dermed væskeansamlinger i benene, som får dem til at hæve.
  • Menstruation
    Mange kvinder oplever væskeophobning i kroppen i forbindelse med menstruation. Det kan fx være hævede ankler, ben og fødder, men også hænder og fingre. Det er helt normalt og ufarligt og forsvinder af sig selv
  • Overvægt
    Overvægtige mennesker har let ved at få hævede ben og det er helt naturligt. Folk med et tykt fedtlag på benene, kan opleve reduceret blodcirkulation og dermed væskeansamlinger i fødder og ben.
  • Medicin
    Noget medicin kan medføre hævede ben, fx blodtrykmedicin
  • Sygdom
    I sjældne tilfælde kan visse sygdomme, herunder alvorlig nyre- eller hjertesygdom forårsage væskeansamlinger i benene