Elisabeth ignorerede advarselstegnene – men så fik hun en nyhed, hun måtte tage alvorligt
Elisabeth levede sit drømmeliv og kunne ikke klage over noget som helst. Hendes psykolog var ikke enig. Her er de advarselstegn, du skal være opmærksom på.
Denne artikel er første gang udgivet hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
For seks år siden var 56-årige Elisabeth Østreng udbrændt. Hun var bare ikke selv klar over det. Hun var vant til at mestre alt og lyttede ikke til sin krops signaler. Hun tog simpelthen ikke advarselssignalerne alvorligt.
”Jeg levede med et meget højt stressniveau over tid, hvor jeg følte mig overvældet af livet, men jeg forstod bare ikke hvorfor,” siger Elisabeth.
Konstant høj puls
Alt så ud til at være i orden. Elisabeth havde en familie, hun elskede, et smukt hus, sit drømmejob og en solid indkomst.
Annonse
Alligevel var der noget helt galt. Hun fik mere og mere svært ved at koncentrere sig, glemte ord, havde konstant høj puls og sov dårligt. Det var, som om hun med egne ord gradvist ’holdt op med at fungere’.
Elisabeth arbejdede som mellemleder i et krævende job, der involverede arbejdsret og arbejdsmiljø. Hun elskede sit job og var ikke klar over, at hun var ved at slide sig selv op.
”Jeg havde hørt, at stress ikke var farligt, så længe det var positivt.”
Elisabeth opfattede sig selv som en rolig person, ikke som én, der var stresset. Hun har altid følt sig stærk og har nydt at være den, der ordner tingene og tager ansvar.
Stolt af rollen
Hun husker en episode fra sin barndom, som hun mener definerer hendes eget selvbillede.
”Vi var fem børn, der sejlede ud på en båd for at svømme, men vi havde kun fire redningsveste. Min far sagde: ”Elisabeth har ikke brug for en redningsvest, fordi hun er så god til at svømme”. Jeg kan stadig mærke, hvor stolt jeg var af de ord – og hvor rart det var at være én, som andre kunne læne sig op ad.”
Annonse
Elisabeth voksede op og blev advokat. Hun var den, der håndterede og udholdt alt – og som ikke havde brug for en ’redningsvest’.
”På arbejdet var jeg drivkraften bag mange spændende projekter,” fortæller hun.
Krybende følelse
Derhjemme havde hun to børn, som efterhånden blev teenagere. Der var altid nok at se til, altid noget at bekymre sig om. Elisabeth fortæller, at hun var perfektionist. Alt skulle gøres hurtigt og 110 procent.
Annonse
”Jeg elskede følelsen af at være inde i en effektiv ’reparationsboble’. Ikke et sekund tænkte jeg på, at det kunne skade mig. Jeg var ikke klar over, at det var adrenalin, der skabte energien.”
Langsomt men sikkert sneg en følelse af utilstrækkelighed sig ind. Hun blev også mere og mere bekymret for sit helbred.
For at få det hele til at hænge sammen begyndte Elisabeth at skære de ting væk, som var mindst nødvendige i hendes liv. Det var fx frokostpauser på arbejdet, hobbyer og venner. Der blev mindre og mindre tid til Elisabeth.
En dag i 2018 sad hun i bussen på vej hjem fra arbejde. Følelsen af ikke at kunne trække vejret sneg sig ind på hende, og hendes hvilepuls lå konstant på 100. Elisabeth gik til lægen og blev henvist til en hjertespecialist.
”Dit hjerte er helt fint, det er nok bare stress,” sagde hjertespecialisten.
”Det bekræftede mig i, at ’bare stress’ ikke er så slemt.”
Den hårde nyhed
Elisabeth fortsatte sit stressede liv. Hun nærmede sig de 50 år og havde på det tidspunkt udviklet tre autoimmune sygdomme.
”Jeg gik til en psykolog for at få hjælp til at håndtere sorgen efter et dødsfald, og efter et par timer sagde psykologen, at ”den sorg, du går igennem, er helt normal! Men du har et andet problem, som er meget større. Du er udbrændt”-
Elisabeth var ikke umiddelbart enig. Hun var trods alt heldig og havde alt, hvad hun drømte om.
”Men fortjener du ikke at have det godt?” spurgte psykologen.
Kaotisk tid
Elisabeth måtte dog indse, at hun havde brug for hvile og gik med til at blive sygemeldt. I de første dage var hun overvældet af skam og frygt.
”Jeg følte mig uduelig og utilstrækkelig. Hele min identitet var på spil. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke arbejdede?”
Midt i det hele blev hun skilt, og hun måtte etablere sig på ny i et nyt hjem.
Samtidig indså hun, at hun var nødt til at vælge sit helbred først og prioritere hvile frem for alt andet. Hun måtte lære at trække vejret med maven.
”Det lyder enkelt, men det er svært at hvile, når man er i den kaotiske tilstand, som udbrændthed er. Jeg vidste ikke noget om, hvordan stress og hvile aktiveres i nervesystemet. Der er stor forskel på at ligge stille og på at hvile på en måde, der genopretter balancen i kroppen,” forklarer hun.
Skammen ved at være syg
Elisabeth indså, at hendes selvbillede afhang af præstationer og bekræftelser fra andre.
”Jeg var nødt til at tage fat på min frygt og mine bekymringer og indse, at jeg havde fastlåste tankemønstre, som skulle omprogrammeres, og en ret hård og kritisk indre stemme, som skulle øves,” siger hun.
Langsomt og med stor tålmodighed lykkedes det Elisabeth at give slip på utilstrækkeligheden, frygten og skammen over at være syg.
”Jeg måtte genopbygge min selvtillid, tage kontrollen tilbage og begynde at arbejde igen.”
Hun var også nødt til helt at genoverveje, hvem hun var, og hvilken plads hun havde i verden.
Lyst til at dele
Elisabeth begyndte at dele de billeder, hun tog, på Instagram. Og mens hun lå på sofaen, lavede hun kunstneriske udtryk af billederne. Efterhånden som hun lærte mere om sig selv, tilføjede hun små visdomsord og information om udbrændthed til sine billeder. Sådan voksede Instagram-kontiene @livpaalur og @ustoppelivet.
”At tage billeder og skrive var virkelig god terapi og en måde at bearbejde tanker og følelser på,” siger hun.
Elisabeth fik flere følgere og indså, at der var mange andre som hende derude. Hun fik det gradvist bedre og vendte tilbage til arbejdet i en 30 procents stilling. Den procentsats arbejder hun stadig på, og det fungerer godt i dag. Men vejen dertil har været krævende og lang.
Råd fra psykologen
Rudi Myrvang er psykolog og specialist i arbejds- og organisationspsykologi. Han siger generelt, at folk, der er udbrændte eller tror, at de er det, bør få hjælp til at finde ud af årsagen.
”Hvis man føler sig træt og oplever, at opgaver og ansvar, som tidligere var engagerende, begynder at virke som en sur pligt, er det et tegn på begyndende udbrændthed. Måske er kravene i jobbet steget som følge af en omorganisering, ringe støtte fra lederen, en sygemeldt kollega eller uklare ansvarsområder.
Myrvangs råd er at tale med din nærmeste leder om, hvordan din jobsituation kan forbedres ved at tilpasse din arbejdsdag.
”Din situation kan forbedres både ved at reducere kravene i dit job og ved at øge dine jobressourcer, det vil sige de ting, der motiverer og bidrager til engagement og energi.
Sygefravær uden en god opfølgning er lidt som at sætte sin bil i garage, når den bryder sammen, selvom det rigtige er at få den på værksted. Hvis man ved, at man kommer tilbage til den samme arbejdsdag, som man forlod under sygefraværet, har sygefraværet mindre værdi,” siger psykologen.
”Derfor er det vigtigt at identificere årsagerne til, at presset blev for stort. Og ikke mindst hvilken form for organisering, der skal til for at opnå balance igen.
Ifølge Myrvang er hvile, yoga, mindfulness og andre stressreducerende tiltag en god ting. Men ikke hvis det kun er for at kompensere for en arbejdsdag, hvor der ikke er balance mellem krav og ressourcer.
