interview med Ellen Hillingsø

Ellen Hillingsø: "En bagdel falder 12 centimeter i løbet af et liv – og dét kan man altså godt gøre noget ved … "

Erfaring, styrke, overskud og mildhed er en overset skønhedseliksir, siger Ellen Hillingsø, der tror på at holde sig i form fysisk og mentalt med hård motion og en god „morfar”. Mød den 48-årige skuespiller, der lige nu er aktuel på den nye sæson af „Rita” på TV 2, og hør, hvorfor hun har meget mere energi i dag, end da hun var i 20’erne.

En dag kiggede Ellen Hillingsøs 10-årige datter på sin mor og stillede spørgsmålet: „Mor, hvorfor får man rynker?”

– Jeg nåede ikke engang at tænke, det fløj bare ud af munden på mig: „Det er for, at man kan se, hvem der er den gamle”.

Klar logik. Men hvad så, hvis ingen af os dybest set har lyst til at være den gamle? Vi bliver jo alligevel indhentet.

Ellen Hillingsø er lige blevet 48 år. Hun er slank, trænet, et kraftværk af energi og store armbevægelser med en stemme, der stiger og daler i intensitet og fylder rummet. Hun kan snildt gå for at være 40 år. Eller måske 38. Eller … netop 48 år.

Betyder det noget? Ja, på sin vis, siger hun. Det udløser i hvert fald nogle overvejelser omkring, hvordan hun egentlig har det med ikke længere at være … ung.

SE OGSÅ: Dit ansigt afslører alt om din sundhed

De samme tanker, som er genkendelige for alle, der har prøvet at stå foran spejlet og tænke: „Hvornår faldt det der ned?” eller „hvor kom den der rynke fra?” Pludselig trænger overvejelsen sig på: Sku’ man forsøge at trække den lidt - løfte og skære?

– Selvfølgelig har jeg den diskussion, både med mig selv og mine veninder. Jeg kan sagtens se, at jeg ikke ligner en ung pige længere, jeg ligner en moden kvinde. Nogle gange har jeg da også bare lyst til at trække det hele op, men så tænker jeg: „Okay, er der noget, jeg går glip af her? Noget, jeg kan lære om mig selv?” Shakespeare siger jo: „Der er kun ét mørke – det er uvidenhedens mørke”. Så jeg forsøger at tænde lyset og undersøge, hvad det i virkeligheden handler om?

– Er der noget, jeg er bange for at miste – og er det sandt? Er jeg bange for, at jeg ikke længere bliver inviteret til de sjove fester? At jeg skal sige farvel til min ungdom? At jeg ikke længere er lækker? Og er det overhovedet vigtigt? Jeg synes, at vi skylder os selv at lave hele det psykologiske bevidsthedsarbejde og tage samtalen med os selv. Før vi begynder at „rette”. Og lur mig – hvis du tager diskussionen med dig selv længe nok, når du frem til, at det ikke er så vigtigt.


Det gør da altid ondt, når vi skal udvikle os

– Hvordan tager du selv den samtale?

– Jeg spørger mig selv, om der måske er en anden type skønhed, en sårbarhed og et mod i at være og repræsentere den alder, jeg er. Også som skuespiller. Selvfølgelig vil jeg gerne være velplejet. Jeg har ikke lyst til at se hærget, træt og rynket ud. Men hvorfor skal jeg ligne en ung kvinde? Jeg er ikke en ung kvinde og har heller ikke lyst til at være det. Den erfaring og styrke, den mildhed og det overskud, man får med alderen – skal man ikke kunne se dét? Modebrandet Celines nye muse er den 80-årige forfatter og journalist Joan Didion, hun ligner grauballemanden, det er helt crazy. Men hun er supercool – for hun har noget andet, noget helt andet.

– Så ingen løft og botox til dig i fremtiden?

– Alle ser, hvor gammel du er, uanset hvad du gør.

– Mener du det?

– Jeg tror, at øjet er så sensitivt, at det opfanger alt. Måske ikke på et bevidst plan, men det registrerer, at noget er „forkert”. I virkeligheden er det en pil, der peger direkte på dit ømme punkt. Og det er helt okay, at det er sårbart, for det er da en sorg, når vi lukker døren til ungdommen, også for mig.

SE OGSÅ: Lotte Arndal: Sådan træner du din krop 10 år yngre

– Men al udvikling, al transformation indebærer smerte i en eller anden form. Det gør altid ondt, når vi smider en gammel ham og forandrer os. Hvis vi vil være tynde, gør det ondt, fordi vi ikke må spise slik. Hvis vi vil være stærke, gør det ondt, fordi vi skal træne. Hvis vi vil være dygtige, gør det ondt, fordi vi skal arbejde for det. Der er ingen genveje - og vi kan i øvrigt slet ikke undgå, at ting ændrer sig.

Mark Twain har sagt det så klart: „Den eneste konstant er forandring”. Vi kan ikke holde fast i noget som helst. Vi prøver alle sammen at undgå de kriser, som forandring udløser, men det fantastiske ved kriser er jo, at de netop lægger op til en anden adfærd. Du har én adfærd, nu dur den ikke, krise! Indtil du har fundet en ny adfærd, som virker et stykke tid.

– Hvis vi altid er i forandring, så er der også altid udvikling – og smerte i større eller mindre omfang?

– Ja, det er min hjemmestrikkede tilgang til det. Én ting er sikkert: Ungdommen har altid været en luksus. Altid! Det, der er forbeholdt de få, er pr. definition en luksus. Vi lever i en kultur, der dyrker ungdommen, men vi mister den før eller siden.

Jeg var simpelthen så træt, da jeg var 22 år

Ellen Hillingsø kan komme i tanke om adskillige fordele ved ikke længere at være purung. Personligt er hun for eksempel meget mindre træt, siger hun med et stort smil, der er helt blottet for ironi.

Det er sandt. Hun har meget mere energi nu, end da hun var 22 år, siger hun. Og det på trods af, at hun i flere måneder har haft ekstremt travlt med teater i Aarhus samtidig med optagelser i København til tredje sæson af „Rita”, som netop har haft premiere på TV 2.

Der har været masser af 14 timer lange arbejdsdage, masser af timer i tog frem og tilbage. Og masser af anledninger til at falde i sukkerskålen og slikposen sidst på eftermiddagen for at hente lidt hurtig energi. Det kender man ligesom godt …

– Hvad gør du så?

– Jeg er virkelig en sukkergris. Så jeg lader være. Præcis af den årsag, for jeg ved af erfaring, at jeg ikke kan holde til det. Jeg passer på med alt det, der er for raffineret; hvede, sukker, stivelse. Når der virkelig er pres på, så disciplinerer jeg simpelthen, hvad jeg spiser.

– Det er jo ellers der, hvor vi andre typisk giver los – bare for at kunne komme igennem det.

– Ja, og det har jeg da også gjort masser af gange. Da jeg var i 20’erne og startede som elev på Aarhus Teaters Elevskole, levede jeg af en diæt bestående sort kaffe og cigaretter. Jeg var netop altid træt, simpelthen så træt.

SE OGSÅ: 10 myter om sukker

Ellen Hillingsøs nuværende energiniveau handler både om, at hun de sidste 20 år har spist efter ayurvediske kostprincipper, for længst er stoppet med at ryge og generelt holder sig til masser af grønsager og protein.

Men det handler i høj grad også om hendes mentale tilgang til alt det, man altså bare skal, når man er voksen. Og har en familie og et arbejde og et ansvar for, at hele menageriet fungerer.

– F.eks. alt det, som det kræver at være mor. Nu har jeg været det i 12 år, og jeg har da været offeragtig og syntes, at det var hårdt og virkelig synd for mig. Men det ændrer jo ikke på virkeligheden. Uanset hvilken tilgang du har, så skal du stadig op klokken seks, smøre madpakker og gå med hunden.

– Så med tiden har jeg fundet en styrke i bare at gøre det, bare gå igennem det. Disciplin er virkelig interessant. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg er i stand til at afstå fra fristelser og mobilisere nogle kræfter.

– Alder har i øvrigt også den fordel, at jeg kender mig selv på en helt anden måde nu. Jeg ved virkelig, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg har brug for. Og jeg kender mine begrænsninger.


Jeg bliver en skygge af mig selv, når jeg sover for lidt

En af Ellen Hillingsøs store, røde lamper er for lidt søvn. Vi sover generelt for lidt i det her land, siger hun og knaser et par mandler, der er meget-meget-bedre end Matadormix, når hun er flad på energi sidst på eftermiddagen.

– Min opskrift er: nødder, rosiner, vand og „get over it”. Og så tidligt i seng. Især, når der er stress eller følelsesmæssige konflikter på arbejde eller familiemæssigt. Alt det, der trækker tænder ud. Vi er lynhurtige til at sige: „Du er træt, skat” til vores børn, når de er hysteriske, men vi har sjældent den samme omsorg overfor os selv.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt?

– Jeg er blevet meget opmærksom på, hvor fuldstændig afgørende min søvn er. Jeg kan godt klare tre dage med fem timers søvn, men så begynder det også at gå ud over humøret. Det er sådan nogle mærkelige, irrationelle og mindreværdsagtige sider, der dukker op, hvor jeg bliver en skygge af mig selv. Hvis jeg skulle male et billede af mig selv, hvor jeg er udhvilet og et, hvor jeg er udkørt – du ville ikke tro, at det er det samme menneske.

Ellen Hillingsø er gift med Christoffer Castenskiold, som hun har været sammen med i 17 år. Parret har Thomas og Anna på 12 og ti år sammen. En af familiens vigtigste leveregler er: Ingen diskussioner efter klokken 21.

– Og det er præcis af samme årsag. Noget, man synes er et kæmpe problem klokken halv elleve om aftenen, er bare ikke et problem, når man er udhvilet. Det er virkelig noget, vi arbejder på i vores familie: Ordentlig tid i seng og ingen iPad og telefoner lige før, man sover. Det gælder både os og børnene. Ingen diskussioner om noget fodbold og mig, der er hysterisk over en sok, der er blevet væk. Bare i seng, i seng, i seng.

En røv falder jo 12 centimeter på et liv

– Du har også mediteret i mere end 20 år?

– Ja, og det kan jeg ikke undvære. Jeg skal helst meditere 20 minutter morgen og eftermiddag. Når jeg har meget travlt, når jeg det ikke altid, og det første stykke tid mærker jeg det måske ikke, men jeg ved af erfaring, at jeg skal passe på mig selv og komme tilbage på sporet. Ellers minder min mand mig om det.

Da børnene var små, havde jeg en periode, hvor jeg ikke havde tid, og til sidst sagde han: ”Kan du ikke gøre mig en tjeneste og begynde at meditere igen?” Han syntes simpelthen, jeg var så pissesur.

Hun griner. Så er det i hvert fald helt legalt at tage en „morfar”, som hun egentlig hellere vil kalde meditation.

– Meditation er ikke et særlig inkluderende ord, det lyder som noget fint og kompliceret for de særligt indviede, og det har aldrig været meningen. Meditation er et hvil. En pause fra stress, tankemylder, koffein og for meget gang i den. Det handler helt grundlæggede bare om at lukke øjnene og søge indad. Mærke kroppen, trække vejret og se tankerne. De kan være et mylder, men på et eller andet tidspunkt falder de til ro.

– Mit hoved kan være så fyldt af tanker, at det føles som sådan et stort heliumhoved, der er ved at lette, og så ved jeg, at jeg skal groundes. Det kan sagtens tage de første 17 minutter af en meditation, hvor det hele bare kører rundt, og jeg tænker: „Det var lige godt utroligt”, men det er altså meget normalt.

Motion er en anden af Ellen Hillingsøs strategier til at lukke luften ud af det store heliumhoved. Alt fra hård styrketræning med vægte til yoga, løb og gåture med familiens hund – gerne fem timer om ugen, når hun har tid. Fordi det er vidunderligt at mærke kroppen, siger hun. Og så er der de meget travle perioder, hvor der kun lige er tid til at rulle yogamåtten ud.

– Jeg har et lille bitte program, jeg altid laver om morgenen. Det tager fem minutter, og du ville dø af grin, hvis du så mig. Men jeg starter dagen med et par soløvelser, nogle armbøjninger, mavebøjninger, en planke og et par øvelser med en blå elastik. Vi ved jo, at en røv falder 12 centimeter i løbet af et liv – og lige præcis dét kan man altså godt gøre noget ved …

ELLEN HILLINGSØ: MINE BEDSTE SUNDE TIPS

Intens sukkertrang kan skyldes, at du ikke har fået nok protein fra morgenen. Hvis du har tendens til at falde i de søde sager sidst på eftermiddagen, så prøv at fylde godt op med f.eks. æg eller kylling til din morgenmad.

Dyrk din disciplin. Alle abstinenser aftager, hvis du bare holder ud. Det går over. Tag dig selv i hånden, afstå fra det, du ikke har godt af, og slæb dig selv igennem. Husk at fejre og klappe dig selv på skulderen både undervejs og bagefter.

Sov nok. Gå tidligt i seng, når der er pres på i dit liv. Uanset om du bare har travlt, eller der er følelsesmæssige konflikter, der trækker tænder ud, så har du langt større modstandskraft, når du er udhvilet. Den bedste søvn får du tidligt på natten. Jeg kan sagtens finde på at gå i seng kl. 21.

Mærk kroppen. Med meditation eller motion eller endnu bedre – begge dele. Det handler om at få kontakt til din krop og få en pause fra dine tanker og følelser. Tag en morfar på sofaen eller en hård omgang med vægtene i fitnesscentret. Tag en pause fra det store hoved.

Udvid perspektivet. Jeg følger bl.a. NASA på Instagram. Fordi det minder mig om, at vi bare er en lille bitte del af verdensrummet og lever midt i evigheden. Det sætter tingene i perspektiv i forhold til alle de små overskudsbekymringer, man kan gå og have. Jeg bliver i godt humør af det.

Tal til hjertet. For et år siden fik vi en gul labrador, og det er ren kærlighed på fire ben. Når jeg kommer ind ad døren, står det her væsen, som bare appellerer til min omsorg. Det betyder, at jeg hele tiden bliver forbundet til mit hjerte, det er en ret dejlig øvelse.

SE OGSÅ: 7 smarte slanketips til travle kvinder

Fakta

Navn: Ellen Hillingsø.

Alder: 48 år.

Profession: Skuespilleruddannet på Århus Teaters Skuespillerskole i 1994. Har medvirket i: En lang række film, teaterstykker og tv-serier. Lige nu er hun aktuel i tredje sæson af ”Rita” på TV 2 og på Bellevue Teater med komedien ”Perpleks”.

Privat: Gift med Christoffer Castenskiold og mor til Thomas på 12 år og Anna på 10 år. Bor i hus i Gentofte.

Sport: Dyrker yoga, løber og træner styrketræning med en personlig træner. I alt fem timer om ugen.

SE OGSÅ: Flotte lår og stramme balder på to måneder

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor stresset er du egentlig?