EMS-træning: Er det en hypet trend eller genial træning?
Du er sikkert stødt på dem i dit Instagram- eller Facebook-feed: Videoer af kvinder og mænd, som træner med egen kropsvægt i en dragt med elektroder sammen med en personlig træner. Træningsformen kaldes EMS, og den kan efter sigende hjælpe dig med at opbygge muskler, styrke vævet og reducere din fedtprocent på relativt kort tid. Men er EMS-træning virkelig så smart og effektiv, som videoerne lover? Vi har spurgt to eksperter.
”Det behøver ikke være en lang, sej kamp at opbygge en balanceret og sund krop”
Sofie Juhl Husfeldt, der står bag kæden EMS:SHAPE og underviser instruktører i EMS, betegner træningsformen som den perfekte kombination af effektiv styrke- og cardiotræning til dem, der ikke ønsker at træne tungt og længe i fitnesscentret.
Hvorfor er EMS så god en træningsform?
"Kort sagt, fordi det virker så vanvittigt godt og hurtigt. EMS-træning handler overordnet set om at skabe en sund balance i kroppens muskulatur, så man hverken har for stærke eller for svage muskler. De fleste af os har nemlig en tendens til kun at lave de samme øvelser, når vi styrketræner, og så bliver nogle af musklerne i kroppen automatisk meget stærkere end andre."
"Det gode ved EMS-træning er, at man kan gå ind og genskabe kontakten til de muskler, man ikke normalt har adgang til eller giver fokus, og det giver virkeligt gode resultater. En balanceret muskelsætning giver en bedre holdning, og dermed får man mindre ondt, og de holdningsbaserede skader og skavanker forsvinder."
Hvem er EMS-træning særligt velegnet til?
"Det er velegnet til næsten alle i alderen 18-80+, og det er især velegnet til kvinder over 40 år, som ikke har lyst til at løfte vægte, selvom vi ved, hvor vigtigt det er at styrketræne."
"Mange kvinder har nemlig en teori om, at de får store muskler, hvis de løfter vægte, men det får man ikke. Derimod er det vigtigt at have en stærk krop, for jo ældre vi kvinder bliver, jo hurtigere nedbrydes vores muskelmasse. Modne kvinder kunne have glæde af EMS, fordi de får styrket deres muskler og knogler uden at føle, at de skal lægge et stramt program nede i fitnesscenteret."
Hvilke muskelgrupper træner man?
"80% af musklerne i kroppen aktiveres under EMS-træning, og det smarte er, at man ikke kan snyde, fordi dragten går ind og stimulerer muskulaturen overalt."
Er EMS-træning mere effektiv til at fremme muskelvækst end traditionel styrketræning er?
"Ja, det kan man sådan set godt sige. Med EMS kan man i hvert fald få, hvad der svarer til 90 minutters intensiv styrketræning på kun 20 minutter. Hvis man har flere timer om dagen til at træne og ved præcis, hvordan ens krop fungerer, kan man godt få de samme resultater af at styrketræne normalt."
"Men det er der desværre ikke ret mange mennesker, der har, og derfor er EMS et rigtigt godt valg til alle os, der ikke har tiden, en personlig træneruddannelse og som ikke synes, at træning er det fedeste i verden."
Kan EMS-træning erstatte andre ormer for træning, eller skal den bruges som supplement?
"Hvis man træner EMS, anbefaler jeg, at man træner to gange om ugen, og at man holder pause imellem træningerne. Med EMS træner man nemlig musklerne hårdt, og derfor kan det ødelægge resultatet, hvis man tilfører andet træning ved siden af. Det er i restitutionsfasen, magien sker."
"Der er mange, der tror, at når de står nede i fitnesscenteret, så bygger de kroppen op, men i virkeligheden nedbryder man sin muskulatur, når man træner. Det er først efterfølgende, når kroppen får ro, at den bygger sig stærkere op. Derfor er en lille fordel ved EMS også, at man kan hvile med god samvittighed, de dage man ikke træner."
Er der nogle risici forbundet med langvarig brug af EMS?
"Ikke umiddelbart. Gennem alle mine klienter og min egen erfaring med træningsformen har jeg kun set positive resultater, når man overholder de givne retningslinjer."
"Der er dog nogle situationer, hvor du skal holde dig helt fra EMS-træning. Det gælder blandt andet folk med pacemaker, gravide kvinder og folk, der har cancer. Der er træningsformen ikke gennemtestet nok, og derfor bør man holde sig fra det. Generelt er det altid en god idé at snakke med sin EMS-træner om sit helbred, inden man går i gang."
Er der nogle etiske bekymringer i forhold til brugen af elektriske impulser til træning?
"Nej, det har man brugt i årtier, da EMS har rødder i fysioterapien, hvor teknologien bliver brugt til genoptræning. Når vi ser tech indtage alle dele af vores liv, hvor det effektiviserer og forbedrer vores livskvalitet, så ser jeg det også som et naturligt element at indføre i vores træningsrutiner. Jeg ser det kun som et kæmpe fremskridt, at det nu ikke længere skal være en lang, sej kamp at opbygge en balanceret og sund krop."
Sofie Juhl Husfeldt er EMS-mastertræner og ejer af EMS:SHAPE-kæden. Har startet EMS Works i London samt hjulpet med at starte over 200 XBODYstudier op i Storbritannien, New York, Schweiz og Skandinavien
”Hvis EMS-træning kan få folk til at være aktive og bruge deres krop, så kan jeg etisk stå 100% på mål for det”
Fysioterapeut og fysiologisk træner Mark Abildhauge ser ikke EMS-træning som et mirakelmiddel, men som et godt krydderi til almindelig bevægelse og træning.
Hvad er det tiltalende ved EMS-træning?
"Det, der gør EMS spændende, er, at man kan træne mange muskelgrupper på én gang og derved også forkorte sin træningstid. En træning tager kun cirka 20 minutter, og det bliver mange tiltrukket af."
"Derudover er det også interessant, at man kan træne sin krop på en skånsom måde, hvis man har skader eller lider af andre skavanker. EMS-dragten er nemlig programmeret til at give kroppen modstand med elektriske impulser under træningen, frem for at lægge ekstra vægt på kroppen, som man ofte gør i et træningscenter med tunge vægte."
Hvem henvender træningsformen sig til?
"Målgruppen kan være dem, som måske synes, de har for travlt til at træne i hverdagen, eller som ikke har motivation til det. Her kan EMS være en effektiv og sjov mulighed for at prøve noget nyt. Det er også oplagt til dem, der skal genoptrænes fra en operation eller anden skade."
Hvilke muskelgrupper trænes ved EMS?
"Dragten aktiverer i princippet alle de store muskelgrupper. Den dækker og sender impulser til overarmene, både på forsiden og bagsiden, skuldrene, hele brystet og maveregionen."
"Den aktiverer de store rygmuskler og fortsætter hele vejen ned langs ryggen til baldemusklerne, lårmusklerne på for- og bagsiden samt lægmusklerne. Når man træner med dragten på, får man altså trænet stort set alle de store muskelgrupper på én gang. Hvis man for eksempel laver en øvelse, som normalt kun træner forsiden af overarmen, sørger dragten for, at bagsiden af armen også bliver aktiveret, og dermed bliver træningen mere intensiv."
Er EMS-træning mere effektiv til at fremme muskelvækst end traditionel styrketræning?
"Der er ikke noget forskning, der viser, at EMS er mere effektiv end almindelig styrketræning. Dog ser man ofte, at de, som ikke styrketræner, inden de starter på EMS-træning, oplever hurtigere resultater end dem, som har trænet meget i forvejen. Med mine egne klienter har jeg dog oplevet, at topatleter og sportsfolk kan forbedre deres præstationer, selvom de er trænede i forvejen."
"For eksempel kan en golfspiller få et bedre sving og en tennisspiller en stærkere baghånd. Hvis vi kun kigger på almindelig styrketræning, kan en tur i fitness og til EMS dog være det samme for mange. I hvert fald så længe, man har tiden til at stå længere i et træningscenter, fordi der ved normal styrketræning skal kæmpes lidt hårdere for resultaterne. Der kan det måske være sjovere at træne med EMS, men begge dele kan give samme resultat i sidste ende."
Kan EMS-træning erstatte anden træning, eller skal den bruges som supplement?
"Både og. Hvis EMS er det eneste, en person gider, er det bedre end ingenting. Men overordnet set vil det være bedst at supplere sin almindelige træning med EMS, hvor man får bevæget sig."
"Jeg synes, det er vigtigt, at man får rørt sig, og så kan EMS være et ekstra krydderi. Hvis man har en person, som normalt ikke gider at træne, så er det nemt og fint bare at bruge 20 minutter på EMS. Men det er udfra min betragtning ikke et mirakelmiddel, hvor man bør smide alt andet motion væk."
Er der nogle ulemper ved træningsformen?
"Ja, det er der i princippet ved næsten alle træningsformer. Umiddelbart er ulempen her, at stimuliene kommer udefra. Normalt skal musklerne aktiveres via hjernen, så hvis man f.eks. løber på en fodboldbane og sparker til en bold, så er det hjernen, der sender signaler ned til musklerne og siger, at nu skal du spænde hårdt, og nu skal du slappe af."
"Ved EMS-træning bliver centeret i hjernen ikke aktiveret på samme måde, fordi impulserne kommer udefra via dragten, og det er først, når man begynder at udføre øvelserne, at hjernen aktiveres. Men det er ikke skadeligt eller farligt. Elektrisk muskelstimulation er jo noget, der er blevet brugt i mange år i forbindelse med fysioterapien."
Er der nogle risici forbundet med langvarig brug af EMS?
"Nej, det har jeg ikke hørt om, hvis man er sund og rask. Der bør ikke være nogen risiko, så længe man sørger for at have totre dages pause mellem hver træning og tager sine forbehold i forhold til sit helbred."
"Hvis man vil afprøve EMS-træning, er det vigtigt, at man finder et sted, hvor man kan få god vejledning af certificerede folk. De kan gennemgå din profil med dig og finde ud af, hvordan du udfører træningen bedst muligt, uden den giver dig gener."
Er der nogle etiske bekymringer i forhold til brugen af elektriske impulser til træning?
"De etiske overvejelser er en meget skæg diskussion, som jeg også har snakket med andre fysiologer og træningseksperter om. Men der er mit standpunkt, at hvis vi kan få folk til at være aktive og bruge deres krop, så kan jeg etisk stå 100% på mål for, at de kan bruge den her træningsform. Hvis alternativet er, at de ligger hjemme på sofaen, så er EMS langt bedre end ingenting. Etisk kan jeg ikke se, at der skulle være et problem."
Mark Abildhauge er uddannet fysioterapeut og fysiologisk træner med over 25 års erfaring. Han er medejer af FysioDanmark A-fys i Solrød og er bl.a. træningsekspert i ”Go’ Morgen Danmark” og tv-programmet ”Fem fede kokke”.