”Er skilsmisse den eneste rigtige reaktion på hans utroskab?”

”Er skilsmisse den eneste rigtige reaktion på hans utroskab?”

Du tog den svære beslutning. Du sad sammen med din snart eksmand og fortalte børnene, at I skulle skilles. Du solgte det fælles hjem og startede et nyt liv – men så kom tvivlen. Var det den rigtige beslutning? Læs med, når Daisy Løvendahl taler om tvivl efter skilsmissen med en kvinde, der har genopdaget det, hun elskede ved sin mand, og som stiller sig selv spørgsmålet, om utroskab nogle gange kan tilgives?

"Det var så simpelt, da Thomas kom hjem og sagde, at han havde været mig utro. Jeg pakkede mine ting. Ugen efter havde vi talt alt igennem om skilsmissen. Det var utilgiveligt, og jeg skulle skilles."

Sofie holder en pause, og jeg spørger hende, om det stadig er simpelt.

Hun svarer: "Nu er det svært. For jeg har tænkt meget på os det sidste år. Thomas og jeg har talt meget mere sammen end de sidste 10 år. Han bliver ved med at sige, at det var en fejl. At han gjorde det, fordi han sad fast i livet med mig. Og jeg har erkendt, at vi ikke længere var kærester."

Jeg spørger ind til, hvad de er nu.

"Jeg ved ikke, hvad vi er længere. Vi er skilte forældre, der spiser sammen ugentligt, fordi det er godt for børnene. Som taler godt om alt muligt, og som kender hinanden. Han er stadig den, jeg har lyst til at dele min dag med, men han er også en, der har såret mig virkeligt meget."

Mens Sofie taler, popper en anden af mine klienter op i mine tanker. Hun oplevede også sin kæreste være utro og var tæt på at gå fra ham. Men hun blev klar over, at den reaktion kom fra en forventning om, at det skal man gøre, når ens mand er utro. For at tilgive er at miste sin selvrespekt. Da hun fik stillet skarpt på den tanke, valgte hun at blive en tid for at finde ud, hvad hun reelt følte – og det blev et vendepunkt for dem som par.

Jeg tænker på hende, fordi jeg hører ekkoer af samme historie hos Sofie. Der er en norm om, at utroskab er utilgiveligt. At når det sker, så er der kun en løsning, og det er skilsmisse. Stor respekt for den beslutning, men hvad hvis den ”automatreaktion” ikke er sand for alle? Jeg bruger de næste samtaler på at støtte Sofie i at stille ind på, hvad hun føler, og hvilke livsprincipper, der støtter hende.

Par- eller selvudvikling?

Den hyppigste årsag til, at vi søger hjælp hos en psykolog eller terapeut, er udfordringer i de nære relationer, og individuel terapi kan bringe dig langt. Men ifølge Center for Familieudvikling søger 90-95% af par aldrig hjælp til forholdet, og det er en skam, for det er mere effektivt at arbejde sammen som par om udfordringerne end individuelt. Ligesom der er forskning, som konkluderer, at hvis man søger hjælp for sent, er de ellers gode interventioner mindre virksomme.

Hun kommer tilbage og fortæller:

"At udforske ideen om, at skilsmisse måske ikke er den eneste rigtige reaktion på utroskab, har virkelig åbnet mine øjne. Men det har også frustreret mig! For hvis vi ikke behøvede at blive skilt – kan vi så være sammen igen? Jeg kan ikke lade være med at smile til hende, da jeg spørger, om hun har lyst til at være sammen med ham.

Hun svarer: "Ja. Nej. Jeg ved det ikke! Ville det ikke være forkert? Vi har jo brudt op en gang."

Læs også: Parterapi: Hvordan overlever vi utroskab?

Dit liv kan ikke være forkert

Sofie sætter ord på, at hun efter skilsmissen har fået øje på mange ting, hun elsker ved Thomas.

"Jeg lægger mærke til, hvor god en far han er. At han er ærlig. At vi kan tage et glas vin i køkkenet nu og tale, mens børnene ser iPad. Han har en lun humor, som jeg holder af. Men jeg oplevede også de ting forsvinde for os i hverdagen. Så jeg ved ikke, om vi kan fungere, eller om vi igen ville ende et svært sted."

Jeg spørger hende: Hvad hvis du aldrig kan vide det? Hvis det bare er del af livets logik, at vi ikke kan regne ud, om noget er rigtigt eller forkert 7 år længere fremme i livet, før vi står der?

Sofie tænker lidt og siger så:

5 veje til at finde din sandhed

1. Drop rigtigt og forkert 

Hvad hvis der ikke er noget, som er rigtigt eller forkert? Lige nu taler vi ikke moral. Lige nu taler vi om dig. Så i det perspektiv – hvad ville der ske i dit hoved, hvis du ikke opererede i kategorierne ”rigtigt” eller ”forkert” i forhold til dit livs private beslutninger? Det ændrer ikke klimakrisen uanset, hvem du elsker eller vælger at elske med. Og jeg vil også gerne fritage dig for morskylden. Det kræver mere, end at du elsker Morten eller Laila, at ødelægge dine børns liv. Så drop ”rigtigt og forkerttankegangen”. Spørg hellere: Hvad ønsker jeg?

2. Hvad er sandt for dig?

Hvis vi lige tillader os at træde op på de høje filosofiske stiger, så er en del af livskunsten at finde frem til, hvad du tror på. Hvilke værdier og livsprincipper, du ønsker at tage hjem til dig og leve efter. Så hvad er sandt for dig lige der, hvor du er? Er det at kramme din eks farvel og sende ham ud ad døren med god karma eller lægge hånden på hans lår og sige: ”Bliv i nat”. Du må vælge det, du vil.

3. Livet leves forlæns ...

...men det forstås baglæns. Ordene har jeg lånt fra filosoffen Søren Kierkegaard, og de er bare så gode. For de indfanger det, som næsten alle gerne vil have. Et brev fra fremtiden, der fortæller, at de vælger rigtigt. At de endelig ikke skal gøre det der, for det er helt forkert. Jeg forstår godt behovet for at være sikker, men sikkerhed findes ikke, når det handler om livet og kærligheden. Du må træffe dine valg og tage konsekvenserne af dem. Til gengæld bliver vi pokkers kloge med alderen, når vi kan se tilbage på det hele.

4. Du må gerne skabe dit liv

Der er stadig så mange af os pæne piger derude, som er gode mødre, omsorgsfulde kollegaer og pligtopfyldende døtre. Vi sætter alle andre foran og foran og foran. Du sætter andre så meget foran, at du glemmer, at dit liv er dit! Du må gerne sige nej til en mand og ja til en anden. Eller ja til den samme mand to gange. Og nej igen året efter. Det kan du godt gøre på en måde, hvor du samtidig passer godt på dine børn og værner om deres tryghed.

5. Prøv dig frem

Den eneste måde at vide, hvordan livet udfolder sig, er at leve det. Kaste dig ud i kærligheden med et stort ja i hjertet og villigheden til at hele dine sår undervejs. Vi bliver vildt kloge af fejltrin. Men du kan ikke tænke dig udenom. Nogle fejltrin skal man begå. Det er okay. Jeg vil gerne allerede lige her tilgive dig for (og fejre) 3 store fejltrin. Så prøv dig frem. Det er sådan, du finder din sandhed og skaber det liv, som får din sjæl til at synge.

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, parterapeut, forfatter og har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation samt uddannelse som coach, klinisk sexolog og parterapeut. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Læs mere på Daisylovendahl.dk

"Så er Thomas den mand, jeg helst vil være sammen med nu. Nogle dage efter denne samtale får jeg en sms fra Sofie: ”Thomas sov her i nat, og jeg følte en stor lykke ved at vågne op og føle mig sammen med ham. Sammen som familie. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er mine børns far, eller om han er manden i mit liv, eller om det er rigtigt at prøve igen, men jeg er glad for at være her lige nu."