Fokus på te: Kan du drikke dig sund?
Hvid, rød, sort, grøn og med urter. Te har ry for at kunne hjælpe med alt fra vægttab til forebyggelse af sygdomme. Men kan du virkelig drikke dig sund i te, og hvilken skal du så vælge? Eksperterne giver dig svarene.
Engang var der kaffe og sort te. Typisk kulsort Earl Grey eller English Breakfast. Men så kom grøn te på menukortet, og siden er det myldret frem med små specialforretninger og udsøgt te med eksotiske navne som f.eks. sencha, genmaicha og matcha. Vi er blevet vilde med te.
"Den stigende interesse for te skyldes først og fremmest, at vi har fået adgang til flere typer te. Men der er også forskning, som viser, at te kan være sundt, og det spiller en stor rolle for teens stormende popularitet," mener Anette Harbech Olesen, der er forfatter og blogger om mad på madforlivet.com.
I denne artikel får du svar på:
- Teens mange farver
- Teens mange vitaminer
- Hvordan du laver din te korrekt
- Om du kan drikke for meget te
- 5 gode teer, du skal kende
- Hvordan du kan booste din sundhed med urtete
Teens mange farver
Te er ikke længere bare te. Den er sort, grøn, oolong, hvid, rød og med urter − og kommer i et væld af variationer. Sort, grøn og hvid te samt oolongte er lavet af blade fra samme tebusk. Forskellene i smag og farve opstår først i efterbehandlingen. Sort te er tørrede, fermenterede og ristede blade, der bliver sorte, mens hvid te er de spædeste teblade, som kun skånsomt tørres. Det kan gøre, at næringsindholdet i hvid te er højere, mener Anette Harbech Olesen.
"Sort te behandles ved ekstremt høje varmegrader, så en del af næringsstofferne går formentlig tabt, mens hvid te nok er den mest næringsrige form for te, fordi bladene behandles så nænsomt, og den samtidig har det laveste indhold af koffein sammenlignet med de andre teer."
Flere undersøgelser viser dog ifølge Terådet, at det ikke skulle have nogen sundhedsmæssig betydning, om du drikker sort, grøn eller hvid te. Og sort te, som ofte fremhæves som det sorte får, er lige så rig på antioxidanter som grøn te, siger Jonas Astrup Pedersen, fødevareekspert med en baggrund inden for te.
"Hvid, grøn, oolong og sort te stammer alle fra den samme plante, Camellia sinensis. Og ja, der er naturligvis forskel i efterhøstbehandlingen af teerne, men jeg er ikke stødt på forskning, der kan dokumentere, at grøn te skulle være rigere på antioxidanter end sort te," siger han.
Grøn te er ellers den mest populære te, som fås både som blade, pulver og kapsler, og den hyldes for sine mange sundhedsfremmende egenskaber. Et studie offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition har f.eks. vist, at mennesker, der drikker to til tre kopper grøn te dagligt, har 21 % lavere risiko for at få hjerteanfald og en generelt lavere dødelighed. De sundhedsfremmende effekter tilskrives det høje indhold af plantenæringsstoffer og flavonoider i grøn te, fortæller Anette Harbech Olesen, der dog samtidig understreger, at næsten alle studier af te er lavet på grøn te.
Fuld af vitaminer
Te, uanset farve, indeholder bl.a. C-vitamin, E-vitamin, selen og zink samt en lang række flavonoider og fenoler, der hjælper med at bekæmpe virus og infektioner. Forskning peger endda på, at et stof i te, quercetin, måske kan bremse væksten af kræftceller.
"Te har virkelig mange sundhedsfremmende egenskaber, og det er også videnskabeligt dokumenteret, at man kan understøtte vægttab ved at drikke et par kopper grøn te om dagen. Man kan ikke tabe sig kun ved at drikke grøn te, men det kan være med til at øge insulinfølsomheden og dermed fedtforbrændingen," siger Anette Harbech Olesen.
Urtete og rooboiste − rød te − kommer ikke fra samme busk som ’almindelig’ te, men de har også en række sunde egenskaber. Timiante er eksempelvis effektivt til at bekæmpe forkølelse, mens kamillete virker beroligende. Der findes næsten ikke den urtete, som ikke kan hjælpe dig − om det så gælder søvnløshed, uro eller mavesmerter.
Lav din te korrekt
Uanset tetypen bør vi iføge Jonas Astrup Pedersen brygge vores te med omhu.
"Te er et udtræk i vand, og vandopløselige flavonoider trækkes i et vist omfang ud i vandet. Men vi spiser ikke bladene og får dermed ikke gavn af, hvad der måtte være tilbage af næringsstoffer. Stræb derfor efter at brygge teen godt, og nyd duftene og smagene," siger han:
"Man optimerer ikke det smagsmæssige potentiale af f.eks. grøn te ved at hælde spilkogende vand på bladene. Te er meget temperaturfølsomt, og smag og næringsstoffer bevares bedst ved at brygge den ved den rigtige temperatur."
Det er altså vigtigt at brygge teen korrekt og dermed også lade den trække som anbefalet, før du drikker det. Og det er meget vigtigt at vælge økologisk te, understreger Anette Harbech Olesen.
"Tebusken er en af de mest sprøjtede afgrøder, og meget te kommer fra Kina, der ikke har samme regler for brug af sprøjtemidler. Hvis teen er fuld af giftstoffer, får du jo ikke megen sundhed ud af den, men i stedet en masse uønsket kemi. Så det er bedst at vælge økologisk."
Alt med måde
De fleste har hørt, at man bør drikke kaffe med måde på grund af det høje koffeinindhold. Men kaffe indeholder, ligesom te, også en række gode næringsstoffer. Forskning peger f.eks. på, at kaffe kan beskytte mod visse kræftformer, så te er ikke nødvendigvis et sundere valg, og det er faktisk en myte, at man bare kan drikke løs af te.
"Koffeinen i te kan stresse din krop og sætte leveren på hårdt arbejde. Selvom te kun indeholder halvt så meget koffein som kaffe, har vi en tendens til at drikke så store mængder af det, at det kan være lige så slemt som kaffe," siger Anette Harbech Olesen.
En kop kaffe indeholder 80 mg koffein, mens der kun er 40 mg i te − men begge har en opkvikkende effekt. Hvis du vil undgå koffein, skal du vælge urtete eller rød te, som er koffeinfri.
"Men drik din te med måde, og prøv at veksle mellem de typer, som du kan lide. Alene nydelsen ved en god kop te kan være styrkende og sundhedsfremmende," mener Anette Harbech Olesen.
Jonas Astrup Pedersen opfordrer til, at man udvælger en te af høj kvalitet og går op i at behandle den rigtigt:
"Hvis det er en god te, bør du kunne læse på pakken, hvordan og hvor den er dyrket. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, så 20 tebreve til 10 kr. i supermarkedet er sjældent høj kvalitet. Sidst, men ikke mindst, bør du sætte dig ind i, hvordan teen skal brygges, så du værner om aromaerne og næringsstofferne og får det bedste ud af teen," slutter han.
Her er 5 gode teer, du skal kende
Der er vel ikke længere nogen tvivl om, at te er sundt, og at nogle sorter skulle have en beskyttende effekt på celler og væv. Med sit minimale kalorieindhold, ca. 2 kcal pr. kop, er te et godt alternativ til kaffe eller snacks, når du trænger til noget sødt. Flere forskere mener at have fundet ud af, at indholdet i grøn te nærmest er et lille mirakel. Men ikke alle tesorter er lige gode for sundheden, og nogle er specielt gode for huden, andre for fordøjelsen. Eurowoman guider dig til, hvilken type du skal vælge.
Sort te
...er den, som længst har været kendt i Europa, særligt i England, hvor den mere eller mindre sociale begivenhed 'eftermiddagste' – der blandt andet indeholder en overdådig porcelænsansamling og masser af sladder – var en stor tradition og et must for mange mennesker. De mest populære sorte teer er Earl Grey og Darjeeling. Når den sorte te bliver fremstillet, plukkes bladene fra busken og bliver knust, gæret og iltet (derfor den sorte farve). Dermed går en stor del af de mange antioxidanter og vitaminer desværre tabt, til gengæld skulle den sorte te indeholde mere koffein og kalk end andre tesorter.
Kendetegn: Grønne blade, som tørres, fermenteres og ristes, så de bliver sorte. F.eks. Earl Grey, Assam og Ceylon. Brygges ved 95 grader.
Grøn te
...er ingen nyhed i Japan og Kina, hvor den sunde sort er blevet drukket i mange hundrede år. Når bladene fra tebusken er høstet, bliver de dampet og tørret, hvilket gør, at flere af de vigtige stoffer bliver bevaret. Den grønne tes særlige indhold af forskellige stoffer er blevet et forskningsprojekt, og mange forskere mener, at grøn te foruden at være en god te med en mild og rar smag kan regulere blodsukkeret og hjælpe på blandt andet blodcirkulationen, hovedpine, hud, bakterier og virusangreb.
Efter sigende kan den grønne te igennem sit store indhold af mineraler, phenoler, og vitaminer som B, C og E beskytte dine celler og modvirke de frie radikaler – også dem der udløses af solen. Det siges, at indholdet i grøn te også har en gavnlig effekt på koncentration og indlæring og er et effektivt middel i forebyggelse af visse sygdomme. Husk, at jo længere teen trækker, desto mere frigives garvesyren og formindsker teens koffeinindhold. Du kan heldigvis finde grøn te i mange skønhedsprodukter og fødevarer.
Kendetegn: Det samme som sort te, men efterbehandlingen er mere skånsom. F.eks. matcha, genmaicha og sencha. Brygges ved 80-85 grader.
Oolongte
...er et mix af sort og grøn te. Brygges ved 80-85 grader.
Hvid te
...er lavet af de fineste nye topskud fra tebusken. De plukkes før blomstring tidligt på foråret, så derfor er det en lidt mere sjælden og kostbar te, som engang kun var forbeholdt de kongelige. Disse spæde skud dampes og tørres ved lav temperatur. Den hvide te er den af de tre teer fra busken som er mindst forarbejdet og hvor antioxidanterne derfor er optimalt bevaret. Det er en del år tilbage, at hvid te fik sit gennembrud i Danmark. ikke mindst fordi den blev benyttet i skønhedsprodukter (blandt andet i serien A Perfect World fra Origins, der beskytter din hud i at ældes pga. miljøpåvirkninger) som en multifunktionel antioxidant, efterfulgt af utallige variationer og blandinger af den varme drik. Farven på teen er lysebrun, og smagen er meget mild og blød. Den har næsten ingen garvesyre eller koffein og er derfor god for maven. Det siges, at den er fantastisk mod væskeophobninger, stimulering af tarmsystemet og regulering af kropstemperaturen.
Kendetegn: De spæde blade fra tebusken, som tørres meget skånsomt. Smagen er mild. Brygges ved 80-85 grader.
Rooibos
...eller rød te eller Rooibush / Rooiboos, som den også kaldes, kommer fra en helt anden plante, nemlig en busk i Sydafrika med nålespidse kviste, der bliver plukket, overhældt med vand og tørret i solen. Den indeholder flavonoider (findes også naturligt i grøntsager som smagsstof eller plantepigment) og store mængder antioxidanter, masser af C-vitamin og kan drikkes både kold og varm. Den har en rødbrun farve og en meget mild og sødlig smag. Den sydafrikanske specialitet menes at have stor anti-ageing effekt og skulle være god mod solskader. Denne te blev kendt i Danmark for nogle år siden, blandt andet fordi den verdenskendte danske skønhedsguru Ole Henriksen bragte den med hjem som ingrediens i sine nye skønhedsprodukter og samtidig opfordrede til at drikke løs af teen for at opnå en smukkere og sundere hud og krop. Rooibush/ Rooiboos er rig på mineraler som kalcium, magnesium og jern og skulle virke mod oppustet mave. Rigtig god at drikke om aftenen, da den ikke indeholder koffein.
Kendetegn: Laves af nåle fra en sydafrikansk nålebusk. Smagen er meget sødmefuld. Brygges ved 90-100 grader.
Kamillete
...er brygget på de smukke blomster og blade. Kamilleblomsten er altid blevet brugt for dens beroligende, betændelseshæmmende og muskelafslappende effekt, og skulle være rigtig god til at dulme onde menstruationssmerter. Kamillete skal nydes, når du trænger til afslapning og før sengetid for lettere at falde i en dybere søvn. Den er cellebeskyttende og vævshelende, fremmer dit immunforsvar og virker mod forkølelse og ondt i halsen.
Kendetegn: Kamille er kendt for sin beroligende og bakteriehæmmende effekt og kan bruges mod betændelsestilstande og som omslag mod sår og eksem. Forstærk smag og effekt ved at tilsætte 1 spsk Manuka-honning, som har antibakteriel effekt.
Boost din sundhed med urtete
- Pebermynte kan modvirke kvalme og mavekneb og er optimal at nyde som te efter mad. Hold dig til to-tre kopper dagligt for at undgå at irritere tarmene. I stedet for at købe færdige tebreve så brug mynteblade, som du smuldrer inden brug.
- Brændenælde er rig på jern, kalium og kisel. Den kan være bakteriehæmmende og bruges som lindrende middel mod gigt, eksem og halsbrand. Tørret brændenælde kan også bruges i bagværk, salater, smoothies og grød.