Gitte Holtze skiftede hamsterhjulet ud med hærvejen: ”Jeg skulle bare have mit liv på ryggen i tre uger"

”Hold nu for fanden til højre. Kan du ikke læse?”

Sådan har Gitte Holtze lyst til at råbe ad en kvinde, der med en overdimensioneret rullekuffert og en stråhat i nogenlunde samme omfang står og spærrer rulletrappen på Københavns Hovedbanegård. I stedet for at råbe højt og surt, hvisler hun bag tænderne og syder indvendigt.

Men episoden bliver siddende i Gitte og ender med at udgøre indledningen i hendes nye bog, "Hvad hærvejen gav mig". For den indebrændte følelse, der sitrer gennem hendes krop den sommerdag, hvor hun er ved at komme for sent til toget, beskriver meget godt, hvordan hun har det lige dér efter en alt for lang periode med for mange deadlines og alenlange to do-lister. 

"Sidste forår var jeg, som mange andre sikkert desværre også oplever, fuldstændig smurt ind i det her hamsterhjul. Jeg havde gang i tusind ting – og ville gerne have gang i endnu mere. Men det var bare endt med at være alt for meget, og jeg kunne ikke finde ud af at være ordentligt til stede, for jeg var hele tiden bagud med to do-listen," fortæller Gitte. 

"Det var ikke, fordi jeg havde en livskrise. Min hverdag var bare blevet alt for hamsterhjul-agtig. Men jeg havde også brug for at finde ud af, om jeg bor det rigtige sted, har jeg den rigtige kæreste – alle de ting, som man ikke altid lige får løftet blikket fra hverdagens trummerum og faste skema for at få tænkt over."

Derfor pakker Gitte rygsækken med telt og vandresko. Bestiller togbilletten og drager mod Sønderjylland i juni 2022. For hun ved godt, hvad kuren er: Hun skal ud at gå.

Læs også

Sådan kommer du i form til vandreturen

Fra Mexico til Padborg

Gitte er erfaren udi lange vandringer. I 2018 gik hun over 4.000 kilometer fra Mexico til Canada ad Pacific Crest Trail. Dengang vandrede hun i bogstavelig forstand ud af sit livs krise og ind på en ny livsbane. Denne gang går turen dog ikke længere væk end Hærvejen, hvor Gitte har planlagt at vandre op gennem Jylland fra Padborg til Skagen. 

"Jeg havde brug for at få noget ro i mit hoved, og det vidste jeg, at dét får jeg, når jeg går, og når jeg fjerner mig fra hverdagen og ikke skal andet end at gå, spise og sove. Og det behøver ikke at være vildt og strabadserende, hvor jeg skal bruge energi på at finde vej, finde vand og bekymre mig om at sove et sted, hvor der er bjørne."

Hærvejen er oplagt til det formål – den vil tage Gitte godt tre uger at gå, hvilket er tid nok til at komme væk fra alt det, der stresser hende. 

"Jeg skulle bare gå og have mit liv på ryggen i tre uger, og det er der en gigantisk frihed i, for når man så går, og der er ikke andet at lave end at gå med mig selv, opstår der alle mulige tanker, og der bliver plads til at mærke, hvorfor er det, at jeg er så stresset, og hvorfor er jeg ikke helt glad. Hvad skal ændres?"

Lyder som Morten Korch

Med rygsækken spændt på begiver Gitte sig afsted. Hun har valgt at gå turen fra syd til nord, men ellers har hun ikke de store forventninger til, hvad der vil møde hende.

"Jeg havde en idé om, at det bare er et sted, hvor der engang gik nogle oksekærer, nogle soldater og nogle pilgrimme – altså inde i mit hoved var det en røvsyg, bred grusvej ned gennem Jylland. Det kunne ikke blive meget mere kedeligt, men det var okay, jeg skulle ikke ud at opleve vild natur og blive helt vildt inspireret af det. Jeg skulle bare have fred til at gå, og her var der en lang afmærket rute."

Men allerede få dage inde i turen bliver Gitte Holtze overrasket – for Danmark i juni kan altså noget.

"Alt stod i fuldt flor, der var valmuer i grøftekanterne, lam og føl på markerne. Jeg lyder fuldstændig som Morten Korch, men jeg gik også langs det, man vel kalder en fuldfed kornmark. Og så blev jeg meget overrasket over, at ruten gik på små landeveje og stier, hvor jeg kunne gå og kigge ind og se, hvem det egentlig er, der bor i den her lillebitte by i Sønderjylland, som jeg aldrig ville være kommet igennem, hvis ikke jeg gik den her rute."

Turen leder hende ind over markskel, langs levende hegn, hemmelige, små stier, åer og gennem troldeskov. Hun oplever diversiteten fra Sønderjylland, som er rimelig flad og med mange marker, over Midtjylland, som er mere kuperet skov, og så til Vesterhavet, som giver dig noget af den vildeste og mest rå natur, vi har i det her land.

"Det er bare vores lille bitte land, men der er alligevel kæmpestor forskel på, hvordan det ser ud. Også byerne og menneskerne, jeg mødte, og alle de lokale dialekter … Da jeg kom til Skagen, havde jeg lyst til at vende om og gå tilbage igen, fordi det havde været virkelig fint. Man kan ikke bruge ordet råt og vildt, fordi det er det ikke, det er bare hyggeligt, blødt, blidt og dansk – på den gode måde."

På turen møder Gitte også en venlighed og en gæstfrihed, som man godt kan føle er langt væk fra den travle hverdag, hvor smilene på cykelstierne ikke hænger løst.

"Lige præcis den del var en kæmpe øjenåbner. Folk er tit så sure – de er det i S-toget, de er det i metroen, de er det på Facebook, de er det alle vegne. Men sådan behøver det ikke at være. Der findes også det modsatte. Og det er virkelig bare rart at opleve."

"Jeg fik så mange søde tilbud fra folk, som jeg overhovedet ikke kender, men som hjalp mig med alt muligt. Taknemmelighed var virkelig en følelse, jeg havde rigtig meget."

Læs også

Skal du på vandretur? Her er de bedste ruter og gode råd til vandring i Danmark

Der var f.eks. en kulturdirektør i Skive, som tilbød Gitte at sove i sin have i Løgstør – selvom han ikke anede, hvem hun var. En manglende overnatningsmulighed i Skagen endte på en feltseng i en forretning fuld af antikke fund. Og vandhaner og fyldte kaffemaskiner manglede heller ikke på turen op gennem Jylland. 

"Venligheden, hjælpsomheden og generøsiteten gør et stort indtryk. På Hærvejen møder du alle de små hengemte samfund i Jylland. Hvem er det, der bor her, hvad er det for nogle mennesker? Du snakker lidt med dem og får deres syn på livet. Jeg var f.eks. i en lille by i det vestlige Himmerland. De havde alle boet der i al evighed og kendte alle hinanden. Jeg ville aldrig kunne holde ud at bo så lille et sted, men de virkede bare, som om de havde al den ro, jeg ikke havde. De var helt tilfredse."

"Den der søgen efter, at der må være noget bedre, og græsset er garanteret grønnere på den anden side – den havde de slet ikke. Og det kan jeg godt blive misundelig på."

Og så kom roen

Da Gitte begynder at gå på Hærvejen, er hovedet fuld af et kæmpe tankemylder, der er ting, hun ikke har fået løst på sit arbejde, mails hun ikke har fået svaret på, og andre ting, hun skal have styr på. Men undervejs bliver det tankemylder opløst på en eller anden måde. 

"Det lyder måske helt banalt, men pludselig kommer jeg ud til Vesterhavet og skal gå på stranden for første gang på hele turen, og så bliver jeg helt overvældet af en kæmpestor lykke. Jeg begynder at græde og går afsted med tårer i øjnene og en kæmpe taknemlighed for, at nu går jeg her, og hvor er det fantastisk, at jeg kan være her," mindes Gitte.

"Mit liv har ikke været en dans på roser, jeg har mødt masser af modstand, jeg er barnløs, har sklerose og alle mulige ting. Og alle har jo et eller andet, de nok gerne ville have været foruden, men sådan er det jo. På en eller anden måde kom der lige dér en ro og en accept af, at det er sådan, det er, og så må man deale med det, så godt man kan; det her er mit liv, og det er okay.

Læs også

Dét sker der i kroppen, når du går 10.000 skridt

Det hele ændrer sig jo hele tiden, og der er aldrig noget, der er statisk. To do-listen går heller aldrig i nul, det gør den jo ikke, og det er måske også okay. Det er jo kun mig, der bestemmer, hvor meget den skal fylde," siger Gitte og uddyber:

"Det kan hurtigt komme til at lyde som hokuspokus, for hvordan kan man bare gå, og så pludselig ser man det sådan, og det kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg kan bare mærke, at det sker, og det skete også på denne tur, at jeg fik sådan en klarhed; det er sgu okay, at jeg engang har været i et psykisk voldeligt forhold.

Vil jeg gerne have været det foruden? Ja, det vil jeg nok gerne, men det har også lært mig noget. Jeg har en sklerosediagnose, som jeg også gerne ville have været foruden, men det har også lært mig, at jeg skal lade være med at udsætte ting, for selv om jeg ikke er påvirket af sygdommen nu, ved ingen, om jeg pludselig bliver det."

"Så tag det positive ud af det, der er, og som man alligevel ikke kan gøre en skid ved det. Og behøver man at gå for at nå frem til det, nej det gør man ikke, men for mig er det min medicin, min måde at få ro i hovedet og få klarhed."

Det svære parforhold

Det er heller ikke kun Gittes arbejdsliv, som har presset hende til at tage turen. I bogen kan du følge en udvikling i hendes parforhold. I starten beskriver hun ham som The Big Love, men undervejs, som kilometerne bliver tilbagelagt, kommer der små torne frem. 

"Jeg er nok ikke den eneste i verden, der ikke helt kan finde ud af det der parforhold. Han kom over en weekend, hvor vi gik sammen, og det var dejligt, men vi havde også undervejs på turen nogle sammenstød i telefonen, som jo bare var en gentagelse af de ting, der ikke har fungeret i vores forhold. Men det var virkelig svært at se i øjnene, for jeg havde ikke lyst til at skulle erkende, at vi ikke passede sammen."

"Vi er meget forskellige mennesker, og vi ville forskellige ting med parforholdet. Vi kunne godt sidde derhjemme og se serier, hvor vi i virkeligheden burde have slukket fjernsynet og snakket lidt mere om vores forhold. Men det er svært og hårdt, for det ender måske i et brud, som man ikke har lyst til, men godt ved, er det rigtige."

Gitte vender hjem fra Hærvejen i juli 2022, og da kalenderen skifter fra sommer til efterår, er forholdet slut. Gitte er ked af det, men kan også mærke, selv om det tog tid at nå den erkendelse, at det ikke kan være anderledes. 

"Og hvordan får man så den erkendelse, og hvad har det med en gåtur at gøre? For mig kommer der bare nogle erkendelser op, når der bliver ro. Man tager tingene op til revision, fordi det kan man, når man kommer væk, hvor man kan se tingene lidt udefra og har tid til at tænke over dem ordentligt."

En form for meditation

Andre dyrker yoga, vinterbader eller strikker for at koble af og indstille det indre kompas, men for Gitte er svaret at gå – og budskabet vil hun gerne give videre. 

"Der sker noget fysiologisk, når jeg går. Der er lige pludselig alle mulige tankemønstre, der bliver løsnet op. Det bliver nærmest en form for meditation for mig. Skridtene tager bare sig selv. Afsted, afsted, afsted. Og samtidig roder hjernen rundt og kaster ting op, som falder ned igen i en eller anden form for orden."

"Man er også meget mere til stede. Jeg har aldrig kigget så meget på sommerfugle og duftet til træer. Men de er der jo, og jeg ser dem, fordi jeg ikke skal alt muligt andet."

Og når vi først får fjernet tankemylderet, kan vi ifølge Gitte finde ud af, hvad det er, der er vigtigt. 

"Jeg havde suset rundt med 1.000 millioner forventninger til mig selv, men det skal jeg fandme da lade være med. Og derfor har jeg også skåret opgaver væk, fordi jeg har spurgt mig selv, om det virkelig er vigtigt. Jeg vil ikke hænge i de lænker. Og det er sådan nogle tanker, som er skidesvære for mig, og sikkert også for alle andre, at få plads til i hverdagen."

Men når Gitte kommer ud og får ro, så finder hun klarheden. Til at skabe en varig ro.

"For når jeg har taget en timeout og fundet roen, skal jeg jo ikke tilbage i hamsterhjulet. Det vil jeg ikke. Så kunne man jo ikke lave andet end at flygte ud på en lang vandretur, hver gang det bliver for meget."