Helena blev lam i benene: "Det gjorde noget ved mig at være dødssyg"

Når Helena Skovgaard erklærer, at hun er "elendig til at sidde stille", så er det både sjovt og sigende om den 35-årige kvindes tilgang til livet. 

Helena, der bor i midtjyske Ølholm med kæreste og tre sønner, sidder nemlig i kørestol. 

læs også

Linda fandt endelig en løsning på sin snorken: "Jeg havde det frygteligt til sidst"

Det har hun gjort i 25 år, siden hun som 10-årig fik kræft i æggestokkene og blev opereret så sent, at kræften havde spredt sig til ryggen.

"Der var ikke noget at gøre. Kræften havde spist hele det nervesystem, der kunne hjælpe mig med at gå. 

Jeg ved, jeg kom i kørestol den 31. marts 1999, men jeg kan ikke huske det, for jeg har fortrængt det," fortæller Helena.

Til gengæld husker hun tydeligt, hvordan hendes mor hærdede hende til at blev selvhjulpen trods det nye handicap:

"Før sygdommen var jeg en "drengepige", der spillede fodbold med drengene, fordi der ikke var et pigehold. Da vi kom hjem med kørestolen, lagde min mor mig på gulvet og ville have mig til at komme op til den. 

Hun ville vise mig, at jeg skulle kunne selv! Hun sagde, "Hvis du vælter, vil du så ligge i grøften og vente, til nogen kommer? Jeg sagde ja, og så sagde hun, "Nej, det skal du ikke. Det gør min datter ikke. Hun klarer sig selv".!

Helena har smil i stemmen, for selvom det er barske minder, så er det sådan, hun ser sig selv. Som en, der klarer det! Det er blandt andet derfor, hun altid markerer sin årsdag med stolen, og derfor hun 31. marts 2024 fejrede sit sølvbryllup med stolen ved at køre 100 kilometer i den. 

Stolen er nemlig ikke Helenas fjende, selvom hun gerne ville kunne gå. Den hårdeste modstand er hendes barndom med en far, der fortrak, og en mor, der drak.

Barndommens svigt

"Mine forældre blev skilt, da jeg var et år, og selvom jeg så min far indimellem, fik vi først en rigtig relation, da jeg blev voksen. Han stiftede en ny familie og glemte os, men i dag har vi et tæt forhold, og jeg har accepteret, at han svigtede dengang," fortæller Helena.

læs også

Skal jeg fortsætte med at have sex med min mand, selvom jeg græder bagefter?

Helenas far fik yderligere to børn, så Helena har i alt fire søskende, men det er hendes storebror, hun altid har været tæt knyttet til. 

De havde hinanden i en tumultarisk opvækst, hvor hendes mor var i et voldeligt forhold med en mand, hun i en periode var sammen med. Og det var også broren, som undrede sig over de smerter, Helena havde:

"Natten inden min 10-års fødselsdag den 2. marts 1999 sov min bror og jeg på hotel sammen med en fra kommunen. 

Vores mor var på krisecenter, og min bror lagde mærke til de smerter, som jeg var begyndt at have om natten. Jeg kom til en plejefamilie, som tog mig til læge, men ellers var det mest min mor, der tog mig til lægen, fordi jeg mest var hos hende på krisecenteret," fortæller Helena.

Helena var ved læge adskillige gange, og hver gang blev hun sendt hjem. Til sidst kunne Helena knap gå, og hendes mor tog hende på skadestuen og bar hende ind.

"Lægerne mente, det var psykisk, men min mor sagde, at jeg var fysisk stærk, så når jeg pludselig ikke kunne gå, var der noget galt. 

Da de ikke ville undersøge mig, sagde min mor, at så måtte de selv bære mig ud, for hun kunne ikke mere. 

Så blev jeg scannet, og de fandt en kæmpe kræftsvulst i ryggen og på min ene æggestok," fortæller Helena.

Svulsten i ryggen gjorde hende lam, mens det lykkedes af mindske svulsten på Helenas æggestok, så den kunne opereres væk.

"Jeg fik enorme mængder kemoterapi! Jeg kan huske, da jeg tabte mit lange, røde hår, og jeg kunne ikke få en paryk med samme hårfarve, for det fandtes ikke. 

Det er hårdt at tænke tilbage på, så jeg tænker ikke så tit på det. Jeg fik at vide, at den æggestok, jeg havde tilbage, havde taget så meget skade af kemo, at lægerne sagde, "Du får aldrig børn"," fortæller Helena.

Miraklernes tid

I dag har hun tre raske drenge på 16, 14 og otte år. De er hendes livs mirakler, men da hun helt uventet blev gravid som 18-årig, var det svært:

"Jeg ville beholde mit barn, for jeg ønskede sådan at blive mor, men min egen mor var lige død af kræft.

læs også

Eksperterne anbefaler: Disse 10 ting bør du tale med din læge om

Hun var det største i mit liv, selvom det også var svært med hende. Hun var med mig under hele mit kræftforløb, og det er jeg taknemlig for, men hun bukkede helt under bagefter. 

Jeg bestemte, at jeg ville give alt det gode, som jeg havde fået fra min mor, men ikke alt det dårlige, jeg selv fik af mine forældre. Jeg valgte at bryde med det, jeg kommer fra og sætte mine børn først. 

Mine tre drenge er mit liv," erklærer Helena.

Hun mærker ofte de medlidende blikke fra folk, der ikke kender hende. En ung, køn mor, der er bundet til en kørestol, men sådan ser Helena hverken på sig selv – eller på sin kørestol.

"Jeg har haft en hård opvækst, før jeg kom i kørestol, så det med handicappet var bare en af de ting, jeg skulle igennem. 

Til gengæld gjorde det noget ved mig at være dødssyg. Jeg begyndte at tænke anderledes, og jeg blev hurtigt ældre af sind. Jeg begyndte at se, at vi kun har det her liv, og vi skal få det bedste ud af det. 

Jeg blev stærkere og føler mig i dag superstærk, og jeg tror, at min kørestol har været med til at redde mig, for med min baggrund hvor var jeg så endt, hvis jeg ikke havde siddet i den her kørestol? 

Jeg lærte at kæmpe og finde det gode liv," pointerer hun med et smil.