Dorte er kræftfri, men kæmper med senfølger: "Jeg har skulle starte forfra"
Efter et afsluttet kræftforløb er det helt almindeligt at have senfølger. For Dorte Aagaard fyldte generne så meget, at hun søgte hjælp for at håndtere dem.
I maj 2021 fandt Dorte Aagaard en knude i brystet, som viste sig at være brystkræft. Efter to forløb med kemobehandling, først tre gange hver tredje uge og derefter én gang om ugen i tre måneder, en operation, hvor hun fik fjernet sit ene bryst samt behandling med tabletter og stråler, blev hun erklæret kræftfri i juni 2022.
Mere end et helt år med indlæggelser og bekymringer blev lukket ned, og Dorte sagde farvel til sygehusvæsenet. For første gang siden den dag, hun opdagede knuden, var hun nu uden et hold af læger og sygeplejersker, der havde styret hendes kalender og haft hendes ryg. Befriende. Og alligevel ikke helt.
"Det eneste, du ønsker, det er jo bare at blive rask, så det var helt fantastisk at få at vide, at jeg var rask, men også rigtig skræmmende på samme tid, fordi al min selvstændighed havde været pakket væk i så lang tid. Når du får at vide, at du har kræft, får du med det samme præsenteret en plan for, hvad der nu skal ske, og hvis du vil overleve, er du nødt til at sætte dig på toget, for det er allerede begyndt at køre. Det er bare om at holde fast og hænge i. Og når du i så lang tid har været underlagt andres kontrol, så står du pludselig tilbage med en følelse af tomhed. Lige pludselig var jeg on my own," fortæller 47-årige Dorte.
Livet kørte videre i sin vante gang, for det er ligeglad med, at du lige har været kørt over af kræft, som Dorte beskriver det, men for hende var mange ting forandret. Hun blev ramt af senfølger. De fysiske har Dorte været nogenlunde forskånet for. I starten havde hun svært ved at sove og oplevede tydeligt, at kroppen var i en stresset tilstand. Og så oplever hun smerter i sine lårmuskler, når hun cykler, som skyldes bivirkninger af kemo, der har forårsaget muskel- eller nerveskader i lårene.
Det er dog de mere usynlige senfølger som en ekstrem træthed, behov for alenetid og angsten for at blive syg igen, som fylder hos Dorte.
"Jeg er nødt til at tage mere hensyn til mig selv, og det er svært. Jeg har høje forventninger til mig selv som mor og kæreste, veninde og søster og moster og datter, og til, hvordan vores hjem og liv skal fungere, så det er en kamp at lære at tænke mere på mig selv. Jeg skal huske at holde fri i kalenderen og tage nogle pauser og acceptere, at det er okay. Og jeg har heldigvis mødt forståelse fra min familie og min omgangskreds", fortæller Dorte, der også har oplevet, at hun mistede overblikket over ting, hun normalt havde fuldstændig styr på.
Havde hun sat en ret i ovnen, kunne hun for eksempel glemme at tage den ud.
"Jeg har altid haft styr på alting, så det var skræmmende at opleve, siger hun.
Vigtigt med ro
Da Dorte skulle tilbage på arbejdet som sygeplejerske på et plejecenter, blev hun presset til at komme tilbage tidligere, end hun set i bakspejlet var klar til, og der var ikke en forståelse for, hvordan det er at være igennem et kræftforløb. At det ikke er noget, der "bare går over". Det endte med en sygemelding med stress.
Siden har hun fået et nyt job hos en praktiserende læge og har valgt at arbejde færre timer.
"Det er en anden person, der kommer ud på den anden side af et kræftforløb, og mit livsperspektiv ændrede sig. Jeg elsker mit arbejde som sygeplejerske, men jeg ville ikke arbejde på en måde, som sled mig ned. Det var så vigtigt for mig at tage en pause for at få noget ro, og jeg er overbevist om, at den eneste måde, du kommer hel ud af et kræftforløb er ved at blive fredet i en tid bagefter, så hjernen og nervesystemet får ro, for hele systemet har været så stresset.
Annonse
Annonse
Acceptere det nye jeg
Efter det afsluttede kræftforløb har Dorte haft brug for at finde sig selv igen.
"Der ligger meget identitetstab i at være syg på den her måde, og jeg har på en eller anden måde skullet starte forfra. Og der kommer ikke nogen og siger, at nu har du vist brug for noget støtte," siger hun.
Helt tilfældigt dukkede der annoncer op på Facebook for Gitte Haaning Matthiesen, der er kræftcoach. Dorte valgte at booke et forløb. Her har hun blandt andet har fået talt nogle traumer igennem.
"Jeg har været virkelig bange for strålerne, og det kom frem, da jeg talte med Gitte. Jeg reagerede ikke så meget på det, da jeg var i behandlingen, for der var der ikke tid til at være bange, så det kom virkelig bag på mig, hvor meget, det havde fyldt. Jeg græd som pisket, da vi talte om det, men bagefter var det fantastisk. Jeg følte, at der var 10 kilo, der var lettet fra mine skuldre," fortæller Dorte, hvis vigtigste øjenåbner har været, at hendes gamle jeg bliver nødt til at acceptere hendes nye.
"Jeg skal acceptere, hvor jeg er nu. Det kan godt være, at det bliver bedre, men det kan også være, at det ikke gør, og så er det også fint. Det er virkelig svært at acceptere, men det har gjort en kæmpe forskel for mig at se tingene på den måde," siger Dorte, der også har opdaget vigtigheden i at grine lidt af det hele ind i mellem.
"For tiden har min mobil det med at blive væk hele tiden, og lige efter kemobehandlingen formåede jeg at glemme min kaffekop på postkassen og køre fra den. Det er jo fuldstændig hul i hovedet, men det er også lidt sjovt. Og hvor mærkeligt det end lyder, så har der også været en gave i det her. Jeg har fået lov til at retænke mig liv, så jeg nu nyder det på en anden måde end før."
