kvinde har mistet troen på kærlighed

Efter skilsmisser: "Jeg har mistet troen på kærlighed, men jeg vil ikke leve alene”

Dorte kommer i terapi med to skilsmisser i bagagen og en vigende tro på kærligheden. For hvordan kan man blive ved med at tro på noget, man ikke har fået til at lykkes? Terapeut Katrine Axholm hjælper hende til at se, hvordan hendes forestilling om kærligheden er en afgørende faktor.

"Jeg har været gift og skilt to gange, jeg er midt i halvtresserne, og mine børn er flyttet hjemmefra. Jeg har mistet troen på kærligheden, og jeg har brug for hjælp til at regne den ud: Hvad er egentlig kærlighed, og hvad kan jeg forvente mig af den?"

"Jo åbenbart ikke det, jeg regnede med, siden det ikke er lykkedes i mine to ægteskaber. Samtidig har jeg ikke lyst til at leve alene resten af livet, så hvad gør jeg? Hvad skal jeg gøre anderledes i mit næste forhold, for at kærligheden varer ved?"

Vi undersøger Dortes forestilling om kærligheden, og hvor den kommer fra.

"Mine forældre har været sammen, siden de var unge. Jeg har altid tænkt, at kærligheden var for livet. At man holder sammen i tykt og tyndt. Det er sådan, det var for dem, og det er sådan, jeg forestillede mig, at det ville være for mig."

Det, du beskriver her, handler om formen på forholdet, at den varer ved, at man bliver sammen, uanset hvad livet byder. Men hvad er indholdet af kærligheden for dig? Hvad er kærlighed?

"Det troede jeg, at jeg vidste, men det er det, jeg har opdaget, at jeg måske ved meget lidt om. Jeg har to ægteskaber bag mig, og derfor burde jeg da vide, hvad kærlighed er, men det gør jeg ikke, synes jeg."

Fortæl mig, hvad der skete i dine ægteskaber, hvad har du lært?

"Min første mand var min ungdomskæreste, og der havde jeg forestillingen om, at vi skulle være sammen altid. Claus var hengiven og så det som sin fornemmeste opgave, at jeg skulle være glad. Han var altid optaget af mine behov og gjorde sig umage i vores forhold."

"Jeg syntes, at jeg havde skudt papegøjen, for jeg kunne ikke ønske mig en bedre mand, som gjorde så meget for mig. Vi fik børn sammen, og Claus var stadig meget på mig. Når jeg hørte mine veninder fortælle om deres mænd og al den opmærksomhed, de savnede, følte jeg mig heldig."

"Men Claus brændte ud i vores forhold. Vi fik en krise og gik i parterapi, og han formulerede det, som at han havde mistet sig selv sammen med mig. Han havde haft så meget fokus på at gøre mig glad og tilfreds, at han havde glemt at tage sig af sine egne behov. Jeg var ulykkelig og ville rigtig gerne, at vi havde arbejdet med vores forhold, men det var for sent for ham. Kærligheden var væk, sagde han, og han troede ikke på, at den ville komme igen."

Kærlighedssprog

Den amerikanske parterapeut Gary Champman har udviklet teorien om De Fem Kærlighedssprog, der beskriver, hvordan vi oplever kærlighed forskelligt. Nogle føler sig elsket, når partneren sætter tid af til samvær, andre er mere til fysisk berøring, gaver/tjenester eller anerkendelser med ord.

Når man ikke forstår eller taler det samme kærlighedssprog, taler man ikke på samme frekvens og kommer derved let til at tale forbi hinanden. Der findes forskellige test af kærlighedssprog på nettet, som I kan bruge som udgangspunkt for en kærlig samtale.

Så dit billede af kærligheden dengang var, at det handler om at give hinanden kærligheden. At opfylde hinandens behov, give hinanden det, de har brug for?

"Jamen gør det da ikke det? Det var i hvert fald også sådan, jeg havde det i mit næste forhold, der begik jeg bare den omvendte fejl. Henrik var meget modsat Claus. Han levede sit eget liv, havde sine børn hver anden uge og kørte med karrieren. Han ville gerne være sammen med mig, men han var langt mere optaget af sit eget liv og altså ikke så pleasende, som Claus havde været. Og det var jo netop det, jeg syntes var så attraktivt ved ham – at han var sin egen."

"Med tiden kom jeg bare til at lave ”en Claus”, for jeg blev den pleasende, som ville gøre Henrik glad, for at han skulle elske mig og prioritere tid med mig. Så jeg endte i Claus’ rolle og mistede mig selv. Til sidst måtte jeg gå min vej."

"Jeg havde følelsen af, at jeg ikke fik det, jeg havde brug for i forholdet, men måske handlede det om noget andet. Måske var det ikke, fordi Henrik ikke elskede mig, at han handlede, som han gjorde, måske var det min forestilling om kærligheden, som stod i vejen for, at vi kunne få det godt sammen."

Så når du ser tilbage på dine to forhold, er du så blevet klogere på, hvad kærlighed er, eller måske mere hvad kærlighed ikke er?

"Jeg har i hvert fald opdaget, at kærlighed ikke er en købmandshandel. At det ikke handler om, hvad jeg skal give eller have i et forhold. Måske er kærlighed mere en følelse. At jeg føler mig tæt på et andet menneske, at vi kan hygge os og tale sammen og dele livets op- og nedture, men ikke have de store forventninger til, hvad den anden skal levere."

"Jeg kunne virkelig godt tænkte mig at leve sådan. Det føles mindre afhængigt og mere voksent. Men er det kærlighed? Ikke at forvente noget? Er kærlighed så ikke bare gratis?"

Dortes historie vidner om, at vores forældre på godt og ondt har været forbilleder på, hvad kærlighed er. Og hvis vi ikke automatisk vil tage det, vi direkte og indirekte har lært om kærligheden, med os ind i vores egne forhold, kan det være en god proces at forholde os til, hvad kærlighed er for os.

Og det er især en god idé at tage en samtale med sin partner om, hvad kærlighed betyder for os hver især, i stedet for at gå ud fra, at vi oplever kærlighed på samme måde.

5 veje til at blive klogere på, hvad kærlighed er for dig

1. Hvad ligger der i ordet?

Hvad betyder ordet kærlighed for dig? Hvordan føler du dig elsket? I hvilke situationer kan du mærke kærligheden? Er det at føle dig set og forstået? Er det at din partner bruger tid sammen med dig?

Er det oplevelsen af at høre til sammen med en anden, at du betydning for ham eller hende? Er det følelsen af at kunne gøre en forskel for et andet menneske?

2. Hvad har du lært?

Hvad har du lært om kærlighed af dine forældre? Hvordan viste de hinanden deres kærlighed? Gav de kram og dybe kys, eller mere et venskabeligt tjat? Kommunikerede de ægte og ærligt eller med indirekte bebrejdelser og magtkampe?

Dine forældres måde at være sammen på har givet dig dit billede af, hvad kærlighed er, uanset om du vil det eller ej, simpelthen fordi du levede sammen med dem i de år af dit liv, hvor du har lært allermest om livet og kærligheden.

3. Hvad tror du på?

Hvilke gamle overbevisninger har du om kærligheden? Kan du genkende nogle af de her udsagn: Kærlighed er hårdt arbejde! Ægte kærlighed er for livet! Kærlighed findes ikke! Kærlighed er noget romantisk pladder! Kærlighed er at give og tage, og der skal være balance i regnskabet.

Tjek dine overbevisninger og tænk på, at det bare er det, de er: overbevisninger, ikke sandhed.

4. Hvad skal kærlighed være for dig?

Gør dig bevidst om, hvad kærlighed er for dig. Er der nogle områder af kærligheden og parforholdet, som du ikke vil gå på kompromis med, og er der områder, som er mindre vigtige?

Jo klarere det står for dig, jo mere tydelig vil du også være i din kommunikation med din partner. Hvad er afgørende for, at du kan være dig selv i jeres parforhold?

5. Hvordan kan du vise din kærlighed?

Når du er blevet bevidst om, hvad kærlighed er for dig, og forhåbentlig også har haft en lærerig samtale med din partner om, hvad kærlighed er for ham, er det tid til at øve jer på at vise jeres kærlighed.

Vi kan have tendens til at give det, vi selv gerne vil have, fremfor at give det, den anden oplever som kærlighed. Vær kreativ, prøv noget nyt, og hav en åben dialog om, hvordan I to kan elske hinanden.

Katrine Axholm

  • Er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”.
  • Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden.
  • De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum.

Læs mere på Axholm.com