“Jeg har været i fertilitetsbehandlinger i over et år uden at blive blive gravid”

Jeg havde besluttet mig for at skrive denne klumme uanset hvad. Når du læser den, har jeg været i fertilitetsbehandlinger i over et år. Og nej, jeg er ikke blevet gravid. Endnu. Men jeg håber stadig trods det faktum, at jeg er fyldt 41 år.

Jeg anede ikke, at det kunne være så kompliceret, opslidende og sågar sindsoprivende. Baggrunden for fertilitetsbehandlingerne er, at jeg har PCO som i øvrigt hver fjerde (!) kvinde har i Danmark. PCO betyder polycystisk ovarie syndrom og handler grundlæggende om, at man som kvinde har flere mandlige kønshormoner end kvindelige. Det gør blandt andet, at vi meget sjældent får menstruation (i mit tilfælde hvert halve år), så at holde øje med en cyklus for at blive gravid er umuligt.

Jeg har i forvejen en datter på knap 4 år. Ava hedder hun. Hende blev jeg fuldkommen naturligt gravid med efter at have været ude og vandre på Mont Blanc med en veninde i 14 dage. Da jeg klagede over ømme bryster og mærkelig kvalme, sagde min mand: "Tror du ikke, du er gravid?" Og sørme så – jeg var syv uger henne. Aldrig har jeg været mere forbavset og mere lykkelig. Det siges om PCO'ere, at er man først blevet gravid én gang, kommer nr. to af sig selv.

Jeg var så usvigeligt sikker på, at jeg lynhurtigt bagefter ville blive gravid igen og få en bror eller søster til Ava. Selv er jeg barn ud af en søskendeflok på fire. Vi er tæt på hinanden i alder, og de betyder alt for mig. Jeg elsker at have dem som livsvidner, og den gave ville jeg også gerne have, at Ava skulle opleve – ud over sine to fantastiske, men noget ældre bonussøstre. Men nej, jeg blev ikke gravid.

Da jeg så fyldte 40 år, tænkte jeg – nu er det nu. Derfor troppede jeg op på Svend Lindenbergs klinik på Lygten på Nørrebro og blev målt for det ene og det andet, og så gik behandlingerne ellers i gang. Og hold nu op. Hvis jeg havde lovet at æde min gamle hat på, at jeg som sund og rask, der nogenlunde overholder en PCO-diæt, nok hurtigt skulle blive gravid – havde jeg måtte gøre det.

Jeg tror snart, at jeg har været alle slags scenarier igennem. Jeg har prøvet at blive insemineret to gange, efter anden gang torquerede/roterede mine æggestokke, sindssygt smertefuldt, og jeg blev indlagt på hospitalet, da min læge var overbevist om at jeg havde en sprængt blindtarm. Jeg er blevet overstimuleret to gange, fordi jeg ikke tåler særlig høje doser. Overstimulering kan også medføre hospitalsindlæggelser, men jeg slap med skrækken. Jeg har prøvet at komme op til en ægudtagning, hvor jeg allerede havde haft ægløsning, jeg har prøvet at komme derop og få taget to æg ud, hvor æggene ikke efterfølgende delte sig i laboratoriet og ja, jeg har prøvet at være gravid i en uge, men begyndte så at bløde, da moderkagen ikke nåede at udvikle sig. Nej, jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har selv valgt det. Men perioden er fuld af håb, skuffelse, stress, ventetider, cyster der skal forsvinde, besøg på klinikken flere gange om ugen og besøg hos akupunktører, zoneterapeuter m.v. Min mand står tålmodigt ved min side, mens mit humør går amok, hver gang jeg pumper hormoner ind i min krop.

Jeg mødte en kvinde på 45 år, der var på sin 17. behandling. Hun var nu rimelig afklaret med, at blev det ikke til noget, var tilværelsen også fin, som den var. Det samme er jeg, selvom jeg stadig gerne vil give mit maveskind et par skud til med Gonal-f i håbet om at øge familien. Der er masser af årsager til, at min generation gik senere i gang, processen er uomtalt i medierne, fordi det for de fleste er så uhyre sensitiv en periode af deres liv. For mig fungerer det bedre at tale om det. Og til alle de kvinder, der er i gang derude: May the force be with you. 

LÆS OGSÅ: Mit liv med PCO: ”Det går ud over forholdet til min mand”

LÆS OGSÅ: 6 ting, du tror, er sunde for dig – men som kan gøre dig syg

LÆS OGSÅ: Mit liv med PCO: ”Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen med mig”