”Jeg vil gerne lære min datter, at hun ikke behøver krybe langs panelerne”

Ida er gift, har tre børn og har altid været god til at indrette sig efter andres behov. Men nu begynder det at få konsekvenser for hendes livskvalitet.

"Jeg har opdaget, at jeg ikke kan mærke mig selv. Når min mand spørger mig, hvad jeg har lyst til at spise til aftensmad, så ved jeg det aldrig. Når vi skal træffe beslutninger derhjemme, så gør vi det, som han gerne vil, for han ved altid, hvad han kan lide og ikke kan lide. Jeg ved det sjældent. Jeg er også begyndt at trække mig. Jeg har mest lyst til at være alene, sove eller se Netflix og ikke forholde mig til nogen eller noget. Jeg vil helst bare være i fred. Jeg kan ikke mærke kærligheden til min mand, og jeg føler mig som en robot omkring vores børn. Det er virkelig ubehageligt." 

Gode venner med alle

Jeg undersøger sammen med Ida, hvorfor det føles så farligt for hende at sige fra, og hvordan hun har lært at beskytte sig mod potentielle konflikter.

"Jeg har altid vidst, at jeg er konfliktsky. Jeg slår hellere knude på mig selv end at blive uvenner med nogen. Det betyder, at de fleste godt kan lide mig, men jeg ved jo godt, at det er nemt at holde af én, som går i ét med tapetet. Jeg siger jo aldrig fra eller nogen imod."

Jeg spørger Ida, hvordan det var I hendes barndomshjem. Hvordan hendes forældre håndterede konflikter.

"Mine forældre sagde aldrig fra overfor nogen, men sørgede altid for at være gode venner med alle. Jeg har aldrig hørt dem skændes eller bare hæve stemmen. Min mor gik i køkkenet, og min far gik på værkstedet, hvis der var noget. Det betyder, at jeg aldrig har oplevet dem håndtere en konflikt. Den blev fejet ind under gulvtæppet, og jeg gør det samme i dag."

Når der er færdigheder omkring kommunikation, vi ikke har lært af vores forældre, eksempelvis at lære at sætte grænser og udtrykke vores behov, kan det følge os ind i voksenlivet.

"Min mand er meget anderledes end mine forældre og er god til at sige, hvad han vil og ikke vil, og det forelskede jeg mig i, dengang vi mødtes. Nu betyder det, at jeg er blevet endnu mere usynlig, og at han fylder mest derhjemme. Ikke fordi nogen af os ville det sådan, det er bare endt der."

For Ida handler det ikke kun om, hvordan hun selv agerer. For én ting er, at hun ubevidst kopierer sine forældre, men hun ønsker ikke, at hendes datter skal være på samme måde som Ida selv.

LÆS OGSÅ: ”Jeg føler, at det er forkert at lave ingenting”

"Jeg kan se, at min ene datter ligner mig, og det gør mig ondt, for jeg ville rigtig gerne lære hende at gøre noget andet og bedre. Jeg vil gerne lære hende, at hun ikke behøver krybe langs panelerne og holde sig selv tilbage, men jeg kan jo ikke lære hende noget, som jeg ikke selv kan, for hvordan gør man det?"

Det kræver vågenhed, mod og øvelse, og det er som regel ikke noget, vi mestrer fra den ene dag til den anden. Men det kan lykkes, hvis vi er villige til at være modige og gøre en indsats, så vi kan ændre adfærd. Første skridt handler om at opdage, hvad vi gør, som ikke længere tjener os og at mærke en længsel efter at gøre noget andet og bedre. For os selv og for vores relationer.

Da vi slutter forløbet, siger Ida følgende:

"Jeg tror, jeg skal være mere bevidst om, at jeg ikke længere bor hjemme hos min far og mor, hvor den eneste mulighed var at undertrykke mig selv og indrette mig efter andres behov. Jeg vil øve mig i at være lidt mere modig og lidt mere tydelig, også selvom det er forbundet med ubehag. Jeg kan ikke altid kan mærke, hvad jeg vil, og hvad jeg synes, men jeg håber, at det at have fokus indad kan hjælpe mig lidt på vej.

LÆS OGSÅ: ”Mit lave selvværd ødelægger mine parforhold”

Jeg vil så gerne lære at gøre noget andet, og jeg vil også rigtig gerne lære mine børn, at de trygt kan vise, hvem de er, hvad de har brug for, og hvad de ikke vil være med til. Jeg tror, der er lang vej igen, men jeg vil øve mig i at mærke efter, hvad jeg har lyst til, og sige det, selvom det føles ubehageligt."