Kan man finde sin indre ro på en gård i Ribe?

En kran bipper det bedste, sikkerhedsforanstaltningen har lært den, mens en træt vejarbejder smider sit værktøj tungt ned i en metalplade, inden kranen gasser op for jeg-ved-ikke-hvilken gang i dag. Jeg bor på en byggeplads, og på grund af corona har jeg ingen mulighed for at flygte til en sandstrand eller bare sætter mig hen på en cafe.

Jeg er på niende måned fanget med en byggeplads fire meter fra mine vinduer, og det er begyndt at sætte sig i systemet. Jeg er pirrelig, grådlabil, træt, og så har jeg hele tiden spændte mavemuskler og en lille smule kvalme. Når jeg hører en maskine på gaden, føles det som et elektrisk stød gennem kroppen.

Sådan havde jeg det også den dag, jeg faldt over en annonce på Facebook. Billedet viste en tæppeklædt chaiselong badet i et blødt lys med udsigt til ren natur gennem gamle småsprossede vinduer.

”Har du brug for ro?” stod der i annoncen, og jeg nikkede ihærdigt til skærmen, inden jeg ringede op til Laila på Den Gamle Avlsgård i Ribe for at lave en aftale.

Nu skal det handle om mig

Nu sidder jeg i min bil på vej til Ribe, hvor man ifølge hjemmesiden ikke har sin mobiltelefon i nærheden og ikke går i tøj, der strammer. Bare ro, god mad, behandlinger mod blandt andet stress og mere ro. Da jeg triller ind på p-pladsen foran gården, er jeg pludselig nervøs. Jeg har lidt lyst til at vende om, for jeg er simpelthen ikke vant til, at nogen skal tage sig af mig. At jeg skal være i centrum for omsorg, og at jeg skal være den skrøbelige.

"Har du lyst til at se dit værelse", spørger Laila Bro smilende, da jeg har trodset min modstand og står i avlsgårdens reception og møder stedets stifter og ejer.

Her er helt stille, og fra en brændeovn midt i rummet stråler en dejlig varme ud. Efter at have set værelset, får jeg udleveret en kurv med mit navn på. Den indeholder uldne sokker, et tæppe, en notesbog med tilhørende kuglepen og en håndsprit. Men jeg står ikke alene længe med min kurv.

"Har du ikke lyst til at komme herind og sidde lidt", spørger Sanne, som arbejder på avlsgården. Hun viser mig ind i en lille rum. Bortset fra en stol, som står vendt mod vinduet, en briks med tæpper på, en pakke leenex, en coffetable-bog om Vadehavet, en tulipan og en englefigur er rummet tomt. Jeg sætter mig i lænestolen og rækker instinktivt ud efter min mobiltelefon allerede klar til at tage et billede af den smukke udsigt og ledsage billedet med en SoMe-venlig tekst.

Men mobilen ligger på værelset, og det skal den i henhold til avlsgårdens få regler. Så der er ikke meget andet at lave end at kigge ud ad vinduet, tage et par noter og drikke den kop urtete, som Sanne gav mig. Om der går et par minutter eller en halv time, ved jeg ikke, men jeg bliver hurtigt rastløs. Udsigten til landskabet keder mig, teen er drukket, og jeg har ingen ide om, hvad jeg skal notere. Her er så stille, at jeg kun kan høre mit eget hjerteslag.

Da jeg tog hjemmefra, var det eneste, jeg drømte om at sidde og kigge ud ad et vindue, uden at nogen stillede krav til mig eller larmede. Nu er det alligevel svært at være i den stilhed, jeg har længtes efter.

”Det her føles både som irriterende tidsspilde og forbudt luksus,” noterer jeg i hæftet, inden jeg lægger mig over på briksen og tager et tæppe over mig.

En lærerig gåtur

"Der er ti minutter til frokost", hvisker Sanne, da hun står ved siden af briksen. Ja, jeg bliver vækket klokken 11 om formiddagen, for jeg er åbenbart faldet i søvn. Det sker ellers aldrig midt på dagen. Er det teen eller stilheden? Frokosten er vegetarisk, dejlig, biodynamisk – for grøntsager skal også have ro til at gro – og så indtages den i stilhed i et stort smukt rum.

Her får jeg endelig lejlighed til at se de andre beboere på stedet. De ligner helt almindelige mennesker, og ser hverken ud til at have det specielt godt eller være på randen af et sammenbrud. Måske er de bare ligesom mig. Helt almindelige mennesker, der er lidt ude af balance i øjeblikket og har brug for lidt omsorg.

Da jeg klokken 13 møder Laila på gårdspladsen til en gåtur, lægger jeg selv ud. Jeg fortæller hende om byens larm, vejarbejdet, kvalmen og et par af de andre klare stresssymptomer, jeg har haft i de seneste par måneder. Jeg fortæller hende om, hvordan jeg ved en enkelt lejlighed i desperation over byggelarmen har råbt ”fuuuuck” ind i hovedet af en sagesløs vejarbejder.

Laila lytter, mens hun guider mig gennem landsskabet i udkanten af Ribe.

"Sprog skaber vores virkelighed. Når du taler grimt til vejarbejderne, bliver det kun værre. Har du prøvet at gå ud og tilbyde dem en kop varm kaffe, når du ser dem arbejde en kold vintermorgen?", spørger hun smilende.

Det har jeg bestemt ikke. Vi får efterhånden talt os frem til, at jeg har udviklet en angst – eller en form for fobi – over for vejarbejde, så min krop vil flygte, når arbejdet starter. Men på grund af corona er mine flugtveje meget begrænsede, og ens hjem skal jo være ens trygge base. Det er mit langt fra.

"Du skal finde roen i dig selv og tage dit hjem tilbage", anbefaler Laila.

Det er efterhånden blæst op, og jeg takker Laila for gåturen, som har gjort mig klogere og nysgerrig.

Kan jeg ved at tale pænt til og om vejarbejderne simpelthen gøre deres tilstedeværelse tålelig for mig selv de næste mange måneder, hvor de fortsat skal arbejde?

Hjemme på gården, bliver jeg mødt af Sanne, som tilbyder mig en ny briks. Det er den forjættede chaiselong i orangeriet, som jeg så på billedet på Facebook-annoncen.

Orangeriet viser sig at være koldt, men der er varmetæppe i chaiselongen, og Sanne putter en tyk, sprød dyne rundt om mig, inden hun efterlader mig med en kop skoldhed te, et tændt stearinlys og udsigten til en storm udenfor. Jeg er som et lille barn.

”Jeg savner min mobiltelefon og mit arbejde,” noterer jeg i bogen og kort efter: ”Er det her en sekt?”

Det er jo næsten for godt til at være sandt det her. Jeg har stadig svært ved at nyde udsigten og roen mere end nogle få minutter. Så skal der ske noget, så jeg tager en bog frem. Den første jeg har haft ro til at læse i et år.

Slap nu af!

Næste morgen kan jeg konstatere at på trods af den spontane formiddagslur dagen før, har jeg sovet 11 timer i træk. Alligevel er jeg totalt smadret og kan næsten ikke overskue hverken morgenmad eller dagens program. Men ifølge et stykke papir med mit navn på skal jeg til afspændingstime efter morgenmaden. Så skal jeg have ”stilhed”, frokost og klokken 14 en tur til massage/healing.

På trods af de dejlige, stille rum, de tykke dyner og Sannes omsorg har jeg dog stadig svært ved at finde ro. Jeg kan læse timevis i min bog, men jeg skal åbenbart lave noget for at være til. Jeg er rastløs og griber hele tiden mig selv i at tænke fremad, gribe efter telefonen eller glæde mig til aftenen på værelset, hvor jeg kan se en film på Netflix.

Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af?

"Om ti minutter skal du ind til Ina", minder Sanne mig om, mens jeg sidder foran brændeovnen med uro i benene, uro i tankerne – og ro omkring mig.

Hos Ina kan jeg selv vælge, om jeg vil have kropsmassage eller healing? Jeg vælger selvfølgelig begge dele og lægger mig på briksen. Ina lader sine hænder arbejde på min ryg, mens en dejlig duft af mynte og lavendel breder sig i rummet.

Til sidst går hun i gang med healingen. Hun spørger mig ikke om noget, men bevæger hænderne bølgende på min krop og på min aura. Jeg er skeptisk, så jeg beder hende forklare, hvad healing egentlig er. "Det er energier fra universet", forklarer hun kort, mens hun arbejder videre for så til sidst at forlade rummet, så de sidste energier kan arbejde sig ind i min trætte psyke.

Jeg tror stadig ikke helt på healingens kraft, men jeg må indrømme, at der er sket noget, da jeg sætter mig tilbage på min efterhånden faste plads ved avlsgårdens brændeovn. Jeg har ikke længere brug for bogen. Jeg har ikke uro i hverken sjæl eller legeme. Jeg sidder bare og stirrer roligt og tilfreds på flammerne, mens jeg nyder stedet, stilheden og stemningen.

Lailas kur

Næste dag møder jeg Laila til en snak om det sted, hun har skabt, og hvad det egentlig kan gøre for mennesker.

"Vi kan hjælpe folk med stress, angst, krise eller dem, der bare har brug for fred eller for at komme sig efter sygdom. Men man behøver ikke være syg for at komme her. Man kan også være i gang med at skrive en bog. Mange af dem, der kommer på den Gamle Avlsgård har mistet glimtet i øjet for en periode, men det får de som regel igen efter et ophold med yoga, afspænding og god mad. Det kommer igen", forsikrer Laila.

Selve rammerne er også vigtige, og ikke ret meget er tilfældigt indrettet, finder jeg hurtigt ud af.

"Æstetik er også en omsorg. Dem, der kommer her, har ofte tankemylder, så de har brug for ikke at skulle forholde sig til alt for meget. Derfor har vi heller ikke mange billeder på væggene", forklarer Laila Bro.

Hun har ikke selv haft stress, men ved godt, at det kan være svært bare at sidde og kigge ud i luften i en længere periode.

"Hvis man er meget stresset, har man svært ved at være i roen, fordi man larmer meget i sig selv. Hvis tingene har kørt på højt blus i lang tid, rammer de muren med 180 kilometer i timen. Så går den første uge her på stedet med bare at vænne sig til at være i roen. Først når man sidder og kigger ud ad vinduet og kan være i det, starter healingen. Pludselig kan man opleve, at tårerne triller ned ad kinderne. Man kan mærke, hvordan man har det".

Laila er familie- og psykoterapeut, og hendes mål med at skabe et retrætested for stressramte var at få alle relevante faggrupper til at arbejde sammen: psykoterapeuter, massører, en god madmor, Body SDS-terapeuter, en psykiater, en reikihealer, zoneterapeut og en kunstterapeut. Derudover har de et godt samarbejde med praktiserende læger og jobcentre. Men der er også regler.

Måske er de hårdeste, at man ikke må have sin mobil på sig, og at der ikke serveres kaffe på stedet.

"Folk, der er her, bliver meget opmærksomme på, hvor meget spildtid, der er forbundet med telefoner. Du behøver jo ikke tjekke aktier og nyheder hvert minut, og du mærker ikke dig selv, når dit fokus altid er på telefonen". Kaffen og cola skyldes det samme, men også at det fremmer stresshormonet kortisol, som kan få en stresset krop til at sitre. Derfor serverer Laila hellere te.

"Folk køber faktisk vores te med hjem som et minde, og når de så drikker den, mindes de deres ophold her. Kroppen mindes ved hjælp af de sanseindtryk, som for eksempel te og bløde sokker kan give".

Jeg er ved at være på plads i mig selv og spændt på, hvordan det vil gå, når jeg vender tilbage til storbyens larm. Laila giver mig en lille bønne fra haven.

"Du kan godt være i det, og du skal ikke flygte. Hvis der er ro inde i dig, kan verden ramle omkring dig. Når du mærker bønnen i lommen, skal du tænke: Jeg har altid ro indeni".

Marie havde fået sit ophold af Den Gamle Avlsgård. Læs mere om stedet på dengamleavlsgaard.dk