Kirsten er 92 år: ”Det er nøglen til det gode, lange liv”
Hvordan ser livet ud, når man nærmer sig 100 år – når man mærker dødens nærhed og lever med de sorger, tab og utallige glæder, der fylder en menneskealder? Mød Kirsten på 92 år, der har flere år på bagen end de fleste.
Jeg har altid troet på skæbnen, og at alting sker af en grund. Derfor gør jeg mig heller ikke særlig mange tanker om døden, og hvornår det kommer til at ske.
Jeg er her lige nu; hvad der sker i morgen, aner jeg ikke, men jeg er ikke bange for at dø. Den dag kommer, når den skal.
Jeg ser ikke mit liv som fuld af tragedier, selv om jeg har mistet en datter, som begik selvmord, og fik en søn, der blev hjerneskadet efter en hjernebetændelse, da han var syv måneder gammel. Jeg sidder tit og mindes det liv, jeg har levet, og der ser jeg tilbage på et godt og indholdsfyldt liv, også selv om det ikke har været lutter lagkage.
Jeg har altid været en meget stærk dame, både psykisk og fysisk. Det tror jeg har hjulpet mig igennem de mindre sjove begivenheder i mit liv. Jeg har været åben og ærlig over for andre om, hvad der er sket. Dagen efter min datters selvmord stod jeg op og tog til korsang og fortalte alle, hvad der var sket – selvfølgelig var jeg ked af det og græd alene, men livet gik videre, for jeg valgte ikke at lade det fylde.
Nøglen til det gode, lange liv er blandt andet at holde sig beskæftiget, både socialt og fysisk. Jeg har et fast program, jeg følger dagligt. Jeg spiser den samme morgenmad, og jeg går ind i byen og handler med min rollator, ligesom hver dag har en eller anden form for aktivitet. Nogle dage er det træning i svømmebassin, andre dage petanque og andre igen kor eller strik til Røde Kors sammen med de andre gamle i byen.
Jeg føler mig ikke som en på 92 år – og dog, for jeg mærker, at kroppen værker, og at jeg ikke kan det samme fysisk som før i tiden. Jeg har blandt andet måtte opgive badminton, som jeg ellers har været rigtig glad for. Det gør mig ærgerlig, at jeg ikke kan det samme længere, men mentalt føler jeg mig stadig som en ung kvinde.
Jeg nyder at omgive mig med de yngste i familien. Mine to børn, der stadig lever, har givet mig både børnebørn og oldebørn, som jeg ofte bruger tid sammen med. Så mødes vi, hygger os og spiser sammen. Det er livsbekræftende at omgive sig med de små nye liv i familien.
Jeg bliver aldrig teatralsk og har en morbid galgenhumor, måske som følge af de knubs, livet har givet mig. Jeg plejer at sige, at når jeg skal brændes, så kommer der til at ligge en masse metal tilbage i ovnen; jeg har fået en ny hofte og en masse andre reservedele, så det bliver et kønt syn, når jeg en dag dør. Jeg er også for nærig til at få lavet nye tænder, fordi jeg altid tænker på, at det ville være ærgerlige penge at bruge, hvis jeg nu skulle gå hen og dø i morgen.
Jeg kunne godt tænke mig at blive tudsegammel – ligesom man siger, at de nye generationer vil leve, til de er langt over 100 år. Men kun så længe jeg er frisk i hovedet som nu, ellers vil jeg hellere dø. Det eneste, jeg frygter ved at blive rigtig gammel, er at få ondt – men så kan man vel få noget smertestillende til at klare det. Men ligesom døden er det ikke noget, jeg bruger tid på at bekymre mig om, for jeg kan jo alligevel ikke gøre hverken til eller fra.
