Kristina Trolle: Jeg troede en perfekt krop var vejen til lykke

I mange år halsede personlig træner Kristina Trolle i hælene på sig selv i håbet om at nå frem til det perfekte liv med den helt perfekte krop. Det her er historien om, hvordan hun til sidst løb så stærkt, at hun for tretten år siden rendte ind i en heftig depression. Den fik hende til at vågne op og opdage, at hun undervejs havde fjernet sig fra den, hun i virkeligheden er.

– På det tidspunkt var der så meget støj på linjen, at jeg i det hele taget var i tvivl om, hvem jeg var. Det har jeg brugt en del tid på at finde ud af, siger hun.

I sin bog „Silikonesjæl” skildrer hun i detaljer sin lange rejse gennem spiseforstyrrelser og angst hen imod et mere balanceret liv med mere nærvær.

– Som træner har jeg mødt utrolig mange kvinder, der har bakset rundt med de samme problemer, som jeg har. Jeg håber, at den her bog kan få dem til at føle, at de ikke er alene, og at det kan lade sig gøre at komme ud på den anden side og blive rask og glad.

SE OGSÅ: Kan du tænke dig glad og lykkelig?

Allerede som stor pige udviklede Kristina Trolle en tendens til at overspise, når hun havde det dårligt. Et problem, hun hurtigt kom til at forbinde med stor skam.

Særligt én situation, da hun var 12 år og buttet, har tatoveret sig ind i hendes bevidsthed.

Hendes forældre var blevet skilt, og hun var i sommerhus med sin far og hans nye familie. Det var sommer og varmt udenfor, og hun svedte. Hendes far var i gang med at vaske op, og da hun inde fra stuen sagde, at hun havde det varmt, sagde han uden at kigge op, at det kunne han godt forstå, for fede mennesker sveder jo mere.

– Det er nok den bemærkning, jeg mest har haft oppe at vende i mine forskellige terapiforløb, siger hun.

– Jeg tror ikke, min far sagde det af ond vilje, han var oprigtig bekymret, men det gav et dybt skår i mit selvværd. Jeg prøvede af alle kræfter at tabe mig, men kunne ikke, og så blev jeg nødt til at spise mere for at dulme min skam og usikkerhed. Det var en ond spiral, som jeg levede med langt ind i mit voksenliv.

SE OGSÅ: Mille Køpke: "Jagten på drømmekroppen blev mit mareridt"

Madmisbrug og slankepiller

Som 17-årig kom Kristina Trolle ind i fitnessbranchen, hvor hun umiddelbart fandt løsningen på alle sine problemer.

– Jeg fandt ud af, at jeg kunne træne mig til den krop, jeg altid havde drømt om. Foruden at jeg tabte mig, havde jeg også stor succes som underviser. Som 21-årig fik jeg mit første barn, men blev lynhurtigt slank bagefter igen. Folk spurgte: „Hvordan gør du, og du har endda lige født?” Det var fantastisk. Jeg solede mig i al den positive opmærksomhed.

Samtidig vrimlede branchen med kvinder, der havde et lige så unaturligt forhold til mad, som hun selv havde.

– Jeg elsker mit job som personlig træner, men har med årene fået et mere og mere ambivalent forhold til branchen. Jeg synes jo, at motion er rigtig vigtigt og giver mere livskvalitet. Men samtidig handler alt for meget i den verden om at være lækker og i kontrol. Hvis man ikke er selvoptaget i forvejen, skal branchen nok sørge for, at man bliver det.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du stopper med at træne?

For hende betød det, at hun begyndte at overtræne for at nå sine idealer. I perioder løb hun en halvmaraton om dagen ved siden af, at hun underviste og styrketrænede.

– For at opveje det misbrug af mad, jeg stadig havde, var jeg nødt til at træne helt vildt og tog også nogle slankepiller, der var så farlige, at de senere blev fjernet fra markedet. Pillerne tog min sult, og satte forbrændingen i vejret, og så kunne jeg spise mere og havde nemmere ved at træne fedtet væk. Jeg troede virkelig, det var vejen til et lykkeligere liv.

I det hele taget var det acceptabelt i miljøet at snuppe et par genveje til den perfekte krop. Da Kristina Trolle efter at have ammet sit andet barn som 27-årig begyndte at få lidt slappe bryster, fik hun silikoneimplantater.

– Der var flere omkring mig, der begyndte at få dem. Så tænkte jeg, det må jeg nok også hellere. Jeg havde stadig et stort behov for at være med i konkurrencen om at være den smukkeste og mest veltrænede.

SE OGSÅ: "Jeg pressede mig selv så hårdt, at jeg tog 14 kg på"

Jeg troede, jeg skulle dø

Hendes graviditeter var faktisk hendes eneste fristed fra idealet om den perfekte krop, siger Kristina Trolle.

– Jeg er vokset op med to skolelærerforældre og havde hele tiden en spinkel stemme i mig, som repræsenterede min sunde fornuft. Når jeg havde et barn i maven, gav jeg mig selv lov til at tage på, og i det hele taget var jeg gladest og mest afslappet under mine graviditeter. Til gengæld var det et helvede at blive fit igen bagefter.

Ved siden af det evindelige regnskab omkring vægt og træning, som konstant kørte i hendes hoved, levede hun rimelig normalt og var der også som mor for sine børn. Men langsomt dukkede der tegn op på, at hun kørte sig selv for hårdt fysisk.

Da hun en dag var på vej op ad trappen derhjemme, mærkede hun en voldsomt knugende smerte omkring hjertet. Hun kom på hospitalet, blev undersøgt på kryds og tværs og erklæret rask. Men hjemme igen gik hun på Netdoktor og fandt nye sygdomme, som hun mente passede til de voldsomme fysiske symptomer, hun hele tiden fik flere og flere af.

– Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg var ved at dø, og at lægerne var vanvittige, når de ikke kunne se det.

SE OGSÅ: Har du overdreven angst for dit helbred?

Til sidst måtte hendes læge insistere på, at det drejede sig om angst, og at hun skulle have antidepressiv medicin. Den virkede, men gjorde også, at hun tog på. Efter et år trappede hun derfor medicinen ned og droppede den helt, da hun opdagede, hun var gravid med sit fjerde barn. Graviditetshormonerne gjorde, at hun havde det godt, indtil nogle måneder efter fødslen. Så begyndte hun at blive svimmel og få følelsesforstyrrelser.

– Jeg læste på Netdoktor om sklerose og fik alle symptomerne. Igen bliver jeg undersøgt og erklæret rask, og så måtte jeg tilbage på medicinen.

Efter endnu et år var hun hos en psykiater for at få fornyet sin recept. Han sagde til hende, at hun kunne være en af dem, der skulle tage piller resten af livet. Da hun kørte derfra, blev hun så overvældet ved tanken om den skæbne, at hun tænkte: „Nej, det skal blive løgn.” Hun hentede aldrig medicinen.

– I stedet begyndte jeg intensivt at gå til yoga, zoneterapi, i psykoterapi og dyrke meditation, og det lykkedes mig til sidst at blive symptomfri ad den vej. En terapeut lærte mig, at jeg skulle hilse min angst velkommen og se den som en ven, der gjorde mig opmærksom på, at noget ikke var, som det skulle være. Det har også hjulpet mig meget.

SE OGSÅ: 5 yogaøvelser, der styrker dit selvværd

Samtidig meldte hun sig ind i Overeaters Anonymous, en støtteforening, der minder om Anonyme Alkoholikere.

– Hele mit liv havde jeg troet, at det at være slank handlede om kontrol af min mad og alting omkring mig. I OA blev jeg bevidst om, at det er vigtigt at acceptere, at der er ting, man ikke kan kontrollere. Jeg lærte at give slip, og det var utrolig befriende og dejligt.

Farvel til silikonebrysterne

Lidt efter lidt fandt hun ud af, at det hul, hun har indeni, ikke kan fyldes med mad, træning, ros, anerkendelse eller silikonebryster.

– Det gik op for mig, at det i stedet handlede om, at jeg aldrig havde kunnet lide mig selv, og det skulle jeg lære. Det kommer jeg nok til at bruge resten af mit liv på. Da hun var 30 år, vågnede hun op en morgen på en ferie i Danmark og havde drømt, at hun skulle have sine brystimplantater ud. Hun drømte også, at hun en dag skulle skrive en bog, der hed „Silikonesjæl”.

– Det med implantaterne rettede jeg mig straks efter og fik dem opereret ud en måned senere. Jeg oplevede dem som symboler på, hvor langt væk fra mig selv jeg var kommet. Det med at skrive en bog lå og ulmede i mig i mange år, før jeg fik mod til at gøre det. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at titlen skulle være „Silikonesjæl”.

SE OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg kan få den krop, jeg havde som 20-årig - men vil jeg i virkeligheden det?"

I dag har hun det meget bedre med sig selv.

– Den fornuftige stemme i mig har fået mere styrke. Det betyder ikke, at jeg er blevet hellig, frelst eller perfekt. Jeg er stadig nødt til dagligt at tilgive mig selv, når jeg er selvoptaget, lader mig rive med af, hvordan andre synes, jeg skal være, eller bliver en kontrolfreak. Men det er lykkedes mig at få et sundt og afbalanceret forhold til træning og et normalt forhold til mad. Jeg spiser, når jeg har lyst, og til jeg er mæt. Og det mærkelige er, at det så egentlig ikke længere er svært for mig at holde min vægt.

Dit sind kan bygge dit selvværd op

Alle hendes erfaringer om den træning, der har gjort hende gladere, har hun samlet i et træningsprogram, hun kalder TransformU.

– I de år, hvor jeg kæmpede mod angst, fandt jeg ud af, hvor stærkt mit sind er. Hvis det er i stand til at fremkalde så stærke, fysiske reaktioner, at jeg tror, jeg er døden nær – så må mit sind omvendt også være i stand til at bygge selvværd op, tænkte jeg. Det viste sig at være rigtigt. I træningsprogrammet kombinerer jeg enkle, meditative øvelser med positive remser, der har hjulpet mig til at omprogrammere mig selv psykisk.

Når hun mærker det mindste til sin gamle angst, trækker hun vejret dybt ned i maven, mærker efter og prøver at finde ud af, hvad den angst vil fortælle hende. Derefter forsvinder den for det meste hurtigt igen.

– Mit hovedbudskab er, at man bliver lykkeligst af at være tro mod sig selv. Men før man kan være det, er man nødt til at finde ro til at mærke efter, hvem man egentlig er.

SE OGSÅ: Ole Henriksen: "Jeg smiler jo ikke hele tiden"

Meditation, der gør dig stærkere

Brug 5 minutter 2 gange om dagen til at rette fokus indad og mærke din krop og din vejrtrækning. For mig virker det at gøre det morgen og aften. Vælg et tidspunkt, der passer dig.

Find et sted, hvor du kan sidde i ro. Om sommeren er det skønt at sidde udenfor, men det er lige meget, hvor du sidder, bare du kan finde roen.

Luk øjnene, og fokusér på din vejrtrækning, og lad den glide igennem næsen. Træk vejret ned i maven, og udånd langsomt. Bliv ved med at fokusere på vejrtrækningen, og lad alle de tanker, der kommer, glide igennem bevidstheden uden at holde fast i dem og uden at gøre modstand.

5 minutter er nok til at komme ned i kroppen og finde roen. Men hvis du har tid og lyst, kan du sagtens sidde i længere tid.

Øvelsen er fra Kristina Trolles nye bog „Silikonesjæl”.

SE OGSÅ: Mød 3 sunde afhoppere: Farvel ekstreme sundhed

SE OGSÅ: "Kald mig bare hellig... for det er jeg sgu!"