Lær at sige nej med god samvittighed
For mange af os er det en kæmpe udfordring at få et ”nej” over læberne. For er det egentlig okay at sige fra? Eller er jeg så egoistisk? Personlig rådgiver Daisy Løvendahl giver dig 5 gode råd til at lære at sige nej og have det godt med det. Bonussen er ny energi og plads til at sige helhjertet JA
1. BESLUT DIG LANGSOMT
Kender du det, at du står i et hverdagsdilemma? Det behøver ikke være en stor ting, men kan være helt lavpraktisk som kæresten, der siger: Er det okay, at jeg kommer sent hjem i aften? Eller en kollega, der beder dig om at blive 30 minutter ekstra. Du vil gerne sige ja og være en fleksibel person, men du kan også mærke, at du faktisk ikke synes, det er cool, så du skynder dig at sige ja, og bagefter bygger irritationen sig op i dig, indtil du ender med at eksplodere over noget andet. Eller også når du slet ikke at mærke, hvad du egentlig føler, før du har sagt ja og været den seje kvinde, du gerne vil være. Her er et andet forslag: Sæt tempoet på beslutningen ned og bed om 3 minutter, før du svarer. De 3 minutter kan være nok til, at du stiller ind på dig selv og faktisk mærker: Er det her ja eller nej? Et svar fra det sted er mere rent, og du vil derfor oftest have det bedre med det.
2. SVAR FRA HJERTET
Lad være med at se på dig selv udefra med et blik, hvor du hele tiden vurderer dine nej’er som gode, dårlige, retfærdige eller egoistiske. Svar fra hjertet, og lad andre mennesker mene, hvad de vil. Du behøver ikke at have hele verden med dig, når du siger nej. Det vigtigste er, at du har dig selv med.
LÆS OGSÅ: Dine tanker kan stå i vejen for et vægttab
3. KEND DINE GRÆNSER
Du kender sikkert godt dine grænser. Måske ikke dem allesammen, men jeg vil godt vædde en flaske god vin på, at når du er helt alene, ved du godt, hvad du kan lide, hvad der gør dig vred, og hvad du slet ikke har lyst til. Uanset hvor fint det er at blive udfordret, har alle mennesker også noget med sig, som de har brug for, bare bliver respekteret. Kend de grænser i dig selv, og aflæg så et højtideligt løfte til sig selv om at respektere og passe på dine egne grænser. Fortæl også gerne dem, du holder af, hvor dine grænser er, og hvad de betyder for dig. Det kan hjælpe andre til at forstå, hvordan du fungerer og give dem lidt navigationshjælp i dit indre landkort. Og ja, du er måske lidt firkantet, egoistisk eller urimelig nogle gange, men det er en del af dig og din charme.
4. DROP AT FÅ ANDRES ACCEPT
Mange kvinder lider af det, man kan kalde ”forstå mig-syndromet”. Den anden dag skulle jeg aftale, hvad tid jeg skulle mødes med en veninde. Jeg fik verdens længste sms om alt muligt, der var sket for hende den dag, i farverige detaljer kombineret med en gennemgang af hendes sidste uges udfordringer. Efter at have læst teksten to gange, som jeg havde forventet, bare indeholdt et tidspunkt, gik det op for mig, at hun aflyste. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Dels kender jeg det godt selv, og dels var det et klokkeklart eksempel på forstå mig-syndromet. Sagen er – jeg behøver faktisk hverken at forstå, være enig med eller retfærdiggøre min venindes nej. Hun er en voksen kvinde, og hun må gerne aflyse og sige nej. Bare fordi hun vil. Så hold op med at bede om andres accept af dine valg, og stå ved dine nej’er. Samtidig kan du give alle andre i dit liv samme frihed. Det skaber så meget god energi at kunne sige ærligt ja – og nej.
5. KOM STÆRKT TILBAGE MED ET JA
Hvis du har sagt meget nej i en bestemt del af dit liv eller i en relation men faktisk gerne vil være der, kan det være guld værd at komme tilbage med et ja. Så inviter veninden, hvis fødselsdag du sagde nej til, på en gåtur. Sig til din chef, at du stadig ikke vil have flere gule sager, men gerne tager nogle lilla. Pointen er: Hvis du ikke har det godt med et nej, så husk, at det ikke er sidste ord mellem jer. Du kan komme tilbage med et andet forslag og vise, hvad du gerne vil.