Lchf

LCHF-kuren: Eksperterne guider dig gennem fordele & ulemper

Tidligere var vi fedtforskrækkede, men nu lader det til, at “det er smørret, der gør’et”. Tilmed er kulhydraterne udskældte – især i en Low Carb High Fat-kost. Men er det nu også så fedt at skrue godt op for fedtet? Eksperterne giver dig svaret.

LOTTE HOLM, PROFESSOR:

“Meget fedt og kød er ikke det, vi forbinder med en feminin kost”

LCHF-kosten kan være sværere at leve efter for kvinder end for mænd, fordi fedtrig mad ikke er særlig feminin, mener professor i fødevaresociologi Lotte Holm.

Først var vi fedtforskrækkede, nu ser mange skævt til kulhydraterne. Hvorfor rykker kostanbefalingerne sig?

“Mad fylder meget i vores medievirkelighed og hverdag. Derfor er der også brug for nye idéer til, hvordan du skal tackle dine vægtproblemer og samtidig nyde din mad. Når lige præcis LCHF er populær hos nogle, er det vel fordi, den beskytter nogle af de ting, der er meget værdsat i vores madkultur, for eksempel smør, fløde og kød.”

Hvad betyder de herskende tendenser for din kostforståelse?

“Fokus i LCHF-kosten er blandt andet på at undgå kulhydrater, der jo er i mange fødevarer, så for mange er det en radikal omlægning. Det gode er, at du bliver opmærksom på, hvilke næringsstoffer der gemmer sig i det, du spiser.”

LÆS OGSÅ: Jane Faerber om LCHF: “Fokusset på, at du hele tiden skal spise et eller andet forsvinder”

Vores testperson har haft større problemer med at skrue op for fedtet end ned for kulhydraterne. Hvad kan det skyldes?

“Gennem mange år har vi lært at undgå fedt – især det animalske fedt. Fordi vi har lært at begrænse fedtet, synes vi, det er lidt ulækkert med for meget af det. Det strider med nogle æstetiske normer at hælde en masse dressing eller mayonnaise ud over sin salat. Nogle synes, det er decideret ulækkert – andre har det omvendt. Ser du på de mere symbolske værdier, er meget fedt og kød ikke det, vi forbinder med en feminin kost. Det understreger ikke din kvindelighed, når du sidder med store bøffer og hælder en masse sovs ud over dem. Undersøgelser viser, at det anses for at ligge i den kvindelige identitet at spise let, altså spise grøn mad og magert kød. LCHF-kosten peger i en helt anden retning. Så jeg tror også, det vil være sværere for kvinder at leve ud fra LCHFkostens retningslinjer, end det måske er for mænd. De her stereotyper om, hvad ‘rigtige’ mænd og kvinder gør, er ikke bare noget, andre tænker om os, det er også sådan, vi tænker om os selv.”

Vores testperson har haft svært ved at undvære frugt, som hun plejer at indtage. Hvilken rolle spiller vores vaner?

“Der er en masse rutiner, normer, forestillinger og begreber, der knytter sig til den enkeltes kost. Du spiser på bestemte tidspunkter og i bestemte sammenhænge. Derfor er det en kold tyrker at bryde med en vane. Det er jo dine rutiner, du kæmper med, når du vil slanke dig. Med LCHF får du en facitliste over de produkter, du skal udelade for at undgå kulhydrater og øge mængden af fedt. Jeg tror, langt de fleste kun vil kunne overholde denne kost over en periode. Det er jo væsentlige dele af dansk madkultur, du skræller væk.”

Hun fortæller også, at hun forfalder til de nemme retter i hverdagen.

“Der er jo grænser for, hvor meget tid du har. Når du har travlt, ender du nemt i dine automatiske mønstre. I enhver kur er det enormt vigtigt, at der er nogle nemme genveje – at der er nogle hurtige retter, du kan lave.”

Hvilken betydning har det så, at der er visse ting, som rugbrød, pasta og så videre, du skal gå en stor bue udenom i en LCHF-kost?

“Det bliver pludselig besværligt, indtil du lærer at lave noget, der er lige så nemt og hurtigt. Du skal finde forandringsstrategier i alle mulige situationer. I løbet af dagen færdes du i forskellige sammenhænge, hvor de praktiske muligheder kan være forskellige, og hvor normerne også kan variere. Det kræver, at du kan improvisere og stadig overholde de nye LCHF-regler.”

En enkelt aften spiste vores testperson brød og sorbet-is, fordi hun spiste middag ude. Hvad kan en kost som LCHF betyde for din sociale omgang med andre?

“At undvære brød og kartofler er at undvære nogle fuldstændigt grundlæggende elementer i en dansk madkultur. Se bare på hele vores smørrebrødstradition og varmretstradition. Flere forsøg og undersøgelser viser, at de fleste efter noget tid opgiver det, for mange savner det, som de er vant til at spise. Jeg ser LCHF som en slankekur, men ikke som en varig kostomlægning for særlig mange. Det er jo at træde ud af et fællesskab. Det er at sige: ‘Det kan godt være, at det er sådan, I spiser, men jeg er nødt til at gøre noget andet.’”

LÆS OGSÅ: Veronica tester LCHF: “Den største udfordring var at droppe kulhydrater”

LARS KLINGENBERG, ERNÆRINGSEKSPERT:

“Overordnet set er LCHF-kosten ikke en smart måde at tabe sig på”

Danskernes primære fedtkilder kommer fra animalske produkter, der indeholder mættet fedt, og det er dårligt for kroppen i for store mængder, påpeger Lars Klingenberg.

Hvilken betydning har det at omlægge sin primære forbrænding fra kulhydrater til fedt?

“Forbrændingen ændrer sig på baggrund af det, vi spiser, og kroppen tilpasser sig nærmest momentant. Hvis du spiser mere fedt, forbrænder kroppen mere af den fedt, du indtager. Der er ikke noget, der er bedre eller værre, hvis du ser isoleret på forbrændingen.”

Hvilken betydning kan LCHF have for dit blodsukker og insulinniveau?

“Indtager du væsentligt færre kulhydrater, sætter du også din insulinproduktion ned, og det kan på sigt have helbredsmæssige fordele. Men spiser du en almindelig kost efter kostsanbefalingerne og i øvrigt er sund og rask, regulerer kroppen selv dit blodsukker og insulinniveau.”

Vores testperson undrer sig over, om hun går glip af gode vitaminer ved ikke at spise frugt?

“Kål, som du gerne må spise i en LCHFkost, indeholder mange gode vitaminer og mineraler. Men skærer du alle frugter og rodfrugter fra din kost, kan du godt komme i problemer i forhold til de vandopløselige vitaminer. Du kommer også med stor sandsynlighed til at mangle kostfibre, og de kostfibre er med til at holde tarmfloraen sund. Så får du for få kostfibre, har det en negativ effekt på kroppen. Desuden er kostfibre også med til at øge din oplevelse af mæthed.”

Er der andet, du går glip af ved kun at spise få kulhydrater?

“Vi ved jo, at et højt indtag af fuldkornsprodukter har nogle positive virkninger. Der er intet problem i at udelade de hvide kulhydrater: Hvidt brød, pasta, ris og visse kartoffeltyper. Du kan til gengæld havne i et fiber- og fuldkornsproblem, hvis du slet ikke spiser for eksempel fuldkornspasta eller rugbrød. Men nu er der jo tale om low carb og ikke no carb, så hvis du tænker dig lidt om og ikke skruer voldsomt ned for dit energiindtag, fordi du gerne vil tabe dig, og samtidigt får en masse grove grøntsager som kål, vil du ikke få problemer.”

Ifølge diæten kan du spise meget fedt, så længe du holder kulhydratniveauet nede. Hænger det sammen med en stabil vægt eller vægttab?

“Det kan det sagtens, du skal bare spise mindre af alting. LCHF er ikke nødvendigvis en sund kost, men du kan sagtens tabe dig på den. Er dit mål at tabe dig med kosten, vil den også blive mere restriktiv, ellers taber du dig ikke. Et problem med den fedtholdige LCHF-kost er bare, at vores fedtkilder i Danmark desværre ikke er de sundeste. De består nemlig i høj grad af mættet fedt fra animalske produkter, og det er utvetydigt skidt. Det øger nemlig mængden af det dårlige kolesterol i kroppen.”

Får du den samme mæthedsfornemmelse, når kulhydraterne er holdt på et minimalt niveau i din kost?

“Isoleret set mætter et fedtholdigt måltid ikke voldsomt anderledes end et med mange kulhydrater. Det, der sker, når du spiser efter retningslinjerne i LCHF, er, at du typisk spiser flere proteiner. Som jeg sagde før, er de fedtkilder, vi typisk har i Danmark, animalske produkter: kød og mejeriprodukter. De indeholder også relativt meget protein. Mætheden i LCHFkosten kommer altså ikke, fordi du spiser færre kulhydrater eller mere fedt. Den kommer, fordi du indtager mere protein.”

Vores testperson dyrker motion fem gange om ugen. Får hun den samme energi til fysisk aktivitet fra fedtet som fra kulhydraterne?

“Kroppen foretrækker i den grad kulhydrat frem for fedt ved fysisk aktivitet med høj intensitet. Indtager du ikke tilstrækkelig kulhydrat, vil det gå ud over din performance – især ved eksplosiv idræt. Men hvis formålet er at tabe dig og ikke være atlet, kan din sport og LCHF sagtens hænge sammen. Du skal dog være opmærksom på, at hvis manglen på kulhydrat er stor, nedbryder din krop i stedet proteinet for at få brændstof til hjernen. Og hvis du nedbryder protein, nedbryder du også dine muskler. Det betyder, at du sænker dit stofskifte, og så modvirker du sådan set effekten på dit vægttab. En lavere forbrænding betyder nemlig, at du skal sænke dit energiindtag yderligere for at tabe dig. Så overordnet set er LCHFkosten bare ikke en særlig smart måde at tabe sig på. LCHF-kosten er ikke et quick-fix – det findes nemlig ikke.”

Om eksperterne

LARS KLINGENBERG er cand.scient. i humanfysiologi og ph.d. i ernæring. Studieadjunkt i sektion for klinisk og forebyggende ernæring på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

LOTTE HOLM er professor i fødevaresociologi ved Københavns Universitet og forsker i sociale og kulturelle aspekter af mad, herunder menneskers relation til mad, sundhed og krop i et hverdagsperspektiv.