Luft i maven

Det sker der i kroppen, når du har luft i maven

Vi kender det alle: Luft i maven. Men hvorfor kommer det, hvor tit skal det ud og hvad sker der, hvis du holder det inde?

Af: Christina Bølling og Jo Brand

Munden

Luft i maven starter faktisk i munden. For det, du spiser og drikker, har en afgørende rolle for, hvor meget luft der bliver dannet i dit tarmsystem. Derudover sluger vi også af og til luft, og hvis vi ikke får bøvset det ud, kommer det ud den anden vej. Du kan minimere risikoen for at sluge luft ved f.eks. at spise langsommere, undlade at tygge tyggegummi og lade være med at tale med mad i munden.

Tarmene

Når vi taler om luft i maven, er det i tarmene, det foregår. Ud over den luft, du har slugt, er det, der sker, at den mad, du har spist, bliver nedbrudt af bakterier, og når den nedbrydning finder sted, bliver der dannet adskillige gasser.

LÆS OGSÅ: Flad mave: her er den mest effektive øvelse

Kropslugt

99 procent af den luft, der findes i tarmen, er lugtfri som f.eks. ilt, CO2 og kvælstof. Når vores prutter så alligevel af og til og desværre lugter, skyldes det svovlgasser. Det betyder, at særligt mad, der indeholder meget svovl får luften i maven til at lugte, når den slipper ud. Det gælder bl.a. kød, æg og kål. En anden kilde til ildelugtende luft er fed mad (f.eks. fast food), fordi det bevæger sig langsomt gennem tarmen, og dermed danner flere gasser. Mange får også meget luft i maven, når de spiser fiberrigt, som f.eks. frugt og grønt, men resultatet er ofte ikke lugtende (med mindre der altså er tale om kål).

Frekvens

De fleste mennesker prutter 10-20 gange i døgnet, og alt i alt drejer det sig mellem en halv og halvanden liter luft. Frekvensen kan dog ryge i vejret alt afhængigt af, hvad du spiser (se ovenfor). En af de ting, der særligt kan øge den er, hvis du spiser sukkerfrit slik med ikke-fordøjelige sukkeralkoholer. Mange oplever også at få yderligere luft i maven, når de flyver, fordi lufttrykket falder og dermed kommer luften i maven til at fylde mere.

Intolerance

Har du store problemer med luft i maven, kan det skyldes intolerance overfor det, du spiser. Hvis du f.eks. oplever, at du bliver mere oppustet efter at have spist yoghurt og ost eller drukket mælk, kan det være, fordi du er senstiv over for mælkeprodukter.

Fordøjelse

Nogle mennesker kan vænne sig til at holde på luften dagen igennem. Og selvom det måske ikke ligefrem er skadeligt, kan det føre til ubehag, oppustethed og forstoppelse.

Kilder: Howstuffworks.com, Netdoktor.dk, Samvirke.dk, Videnskab.dk, Womenshealthmag.com

LÆS OGSÅ: Her er den skjulte vej til 6 hver dag

LÆS OGSÅ: Sådan får du en rund bagdel

LÆS OGSÅ: Her er øvelserne, der gør dig stressfri