"Min mands berøringer skræmmer mig"
Parterapeut Ditte Winkel hjælper en læser, som er lykkelig gift, men ikke stoler på sin mand seksuelt.
Spørgsmål om seksuel utryghed
Jeg er en kvinde, som er lykkeligt gift, og vi har sammen to børn. Jeg har tillid til ham på stort set alle punkter, at han er en opmærksom og omsorgsfuld far, at han er finansministeren herhjemme, og at han elsker mig.
Men i det seksuelle stoler jeg ikke på ham, og jeg ved ikke hvorfor. Hans berøringer kan bare nogle gange virke hurtige eller uovervejet på mig, og selv hverdagsberøringer kan komme bag på mig – som om jeg får et chok, når han krammer mig bagfra uden forvarsel.
Hvordan kommer vi over det, for jeg vil ham jo gerne?
Ditte Winkler råder til dialog
Nogle gange skal vi kigge bagud i tid for at forstå vores nutid. For det er ikke altid, at vores kropslige reaktioner hænger sammen med nuet – der kan være små som store oplevelser på vores tidslinje og i vores nervesystem, der gør, at kroppen reagerer automatisk på en trigger, som egentlig hører fortiden til.
Så spørg dig selv, om du i din barndom har oplevet at blive grænseoverskredet kropsligt. Det behøver absolut ikke at antage en traumatisk form, det kan også ”bare” være at blive kildet gentagne gange af f.eks. en søskende på trods af at have sagt nej hver gang, eller være blevet tørret med et håndklæde på en bestemt måde, som måske gjorde dig utryg, fordi berøringen føltes ukærlig eller stressende. For den måde vi har oplevet berøring på i vores barndom, vil influere på, hvordan vi oplever det i voksenlivet.
Det at du ved, hvor din autoreaktion kommer fra, løser ikke i sig selv noget, men det kan skabe en forståelse hos din partner, når du kan pin-pointe for ham, hvorfor det samme gør sig gældende for dig i nutiden. Så hører han samtidig, at det ikke nødvendigvis er ham, der er forkert, men omstændighederne, I skal arbejde sammen om at ændre.
En god idé kan være, særligt i opstartsperioden, hvor I forsøger at finde en anden rytme i jeres berøringer, at få din partner til at sætte ord på. F.eks. at han siger ”jeg kommer lige over og kysser dig”, hvis han kommer ind i køkkenet, mens du er der, eller at han siger ”jeg samler dig lige op og svinger dig rundt her på stuegulvet”, inden han rent faktisk gør det.
Så får du beroliget dit nervesystem, da det kan opbygge tillid til hans handlinger, og jo mere I øver dette, jo mindre vil du med tiden have brug for den italesættelse, fordi du er blevet tryg i berøringerne. Det samme gør sig gældende i det seksuelle, hvor I kan forsøge at tage noget tempo ud af akten, så I sammen skaber mere forudsigelighed.