Det har været en besættelse hele mit liv, at jeg skulle være tyndere - men det stopper nu”

Det starter på badeværelset i et parcelhus i Ålborg i 1960’erne. Mettes to ældre søstre står som slanke mynder foran spejlet og lægger makeup. 

Mette selv, der er efternøler, kigger på. Og det, hun ser, gør indtryk. Hun er syv år og på ingen måde overvægtig, men hun er lidt tættere bygget end søstrene. Og det føles forkert. Næsten skamfuldt.

Læs også

Anika var ved at blive kvalt i sunde regler - i dag lever hun efter sit eget princip

I skolen er det en følelse, hun deler med de andre piger. Når de årlige vejninger hos sundhedsplejersken nærmer sig, stiger spændingen. Og nervøsiteten. Det handler om de cifre, hun skriver ned på den seddel, pigerne får udleveret. Det er vigtigt, at tallet er så lavt som muligt.

Journalist og dokumentarist Mette Korsgaard har, stort set så længe hun kan huske, ønsket sig at være tyndere. Som langt de fleste har hun ellers levet et liv som normalvægtig. Med en vægt, der nok er gået op og ned i takt med forelskelser, graviditeter og overgangsalder, men som aldrig har bevæget sig om på den anden side af et normalt BMI.

"Alligevel har det været en besættelse hele mit liv, at jeg skulle være tyndere, end jeg var," siger hun.

Arven fra mor

"Og det tror jeg er normalen: At kvinder uanset deres vægt altid oplever, at de bør veje mindre," fortsætter hun.

"Det er det billede, jeg har set blandt mine jævnaldrende. Vi har fået det i arv fra vores mødre, og jeg oplever, at vi desværre giver det videre til vores døtre. Jeg har i hvert fald selv påvirket min egen datter."

Nu har Mette skrevet bogen Min fede hjerne om, hvorfor vi skal droppe den evige jagt på en slankere krop og i stedet lære at holde af den krop – og vægt – vi har. Fordi jagten ikke gør os lykkelige, snarere tværtimod. Men også fordi den er stort set umulig at lykkes med.

"Det klikkede for mig, da jeg var til et foredrag med fedmeforsker Christoffer Clemmensen, som redegjorde for, at jo mere forskning, jo flere bøger og tv-programmer og jo mere information om fedmebekæmpelse der er udkommer, jo tykkere er vi blevet," siger hun.

"Vi lever i et samfund, der bekæmper overvægt som aldrig før, men hvor andelen af overvægtige stiger, og kun forvindende få lykkes med at tabe sig på den lange bane."

Faste og hytteost

Mette kunne genkende alle fedmeforskerens pointer fra sit eget liv. Gennem skiftende årtier, trends og kure har hun forsøgt at kontrollere vægten. Uden held.

"Jeg begyndte min første slankekur i 1970’erne, da jeg var 14 år. Det var Ananaskuren, som min veninde og jeg havde fundet i et dameblad. Hun holdt ud længere end mig. Og der gik lang tid, før jeg spiste ananas igen," husker Mette.

"I 1980’erne begyndte jeg at faste, tælle kalorier og veje hytteost. I 1990’erne kunne jeg nærmest ikke spise pasta nok, og I 2000’erne måtte jeg slet ikke spise kulhydrater, men fyldte mig med grøntsager. Rigtig mange grøntsager."

Pointen er, understreger Mette, at hun ligesom alle mulige andre har prøvet det hele. Og selvfølgelig har tabt sig i perioder. Men altid har taget det hele på igen. Også ofte lidt til.

Og det er det, der reglen: Kun fem procent af dem, der opnår et vægttab, lykkes rent faktisk med at holde det.

Læs også

Rebekka led af kronisk migræne - en dag fandt hun den lindrende løsning

Hjernen modarbejder

Mette satte sig derfor for at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. Hun interviewede forskere fra ind- og uland. Og forsøgte sig med kure, blandt andre NUPO og Rybelsus – som indeholder det samme som Wegovy, bare i pilleform – for at dokumentere, hvad der sker, når kuren kører – og når den stopper.

"Helt grundlæggende handler det om, at så snart vi slipper tøjlerne – stopper med at tælle kalorierne, spise pulveret eller tage medicinen – så arbejder vores hjerne på højtryk for at bringe kroppen tilbage til sit udgangspunkt. Det er ren overlevelse. Hjernen vil bringe os tilbage, til før sulten satte ind. Og lægge lidt til, så du kan overleve den næste," forklarer Mette.

"Hjernen vil som udgangspunkt ikke være fed. Men den forsøger at få dig tilbage til den vægt, du havde før slankekuren. Hjernen oplever en slankekur som en krisetilstand, så den sætter alt ind på, at du føler dig mere sulten og udnytter kalorierne bedre. Således at vi efter en kur både føler os mere sultne og ikke har brug for så meget mad."

Et nyt håb

Undersøgelser har understreget denne mekanisme igen og igen. Og studier dokumenteret, hvor forsvindende lille chancen for varigt vægttab er. Alligevel er det, som om vi – både sundhedsmyndigheder og os selv – helst fortrænger denne ubelejlige sandhed.

"Det handler jo om, at man ikke vil tage modet fra nogen. Eller fra sig selv, for den sags skyld. Fordi vi lever i en verden, hvor din lykke og dit værd i høj grad er bundet op på dit udseende, ikke mindst din vægt," siger Mette.

"Jeg har da heller ikke lyst til at taget håbet fra folk, men jeg tror, vi er nødt til at begynde at håbe på noget andet end at blive tynde. Og tale om sundhed i stedet for vægt."

Læs også

Jenny er skovbader: "Vi skal turde kigge indad for at få det bedre"

Hvis vi ikke får brudt med den kultur, som især kvinder er underlagt, står vi kun tilbage med selvlede, selvkritik og selvbebrejdelse. For vi bliver, efter alt sandsynlighed, ikke tyndere, lyder pointen fra Mette.

"Min mission er at inspirere folk til at måle deres liv og værd på andet end vægten. I stedet for at spilde tid, kræfter og energi på et håbløst og dybets set meningsløst projekt," siger hun.

Behøver ikke at elske

Det er lettere sagt end gjort. Det ved Mette godt. Hun kan mærke det selv.

"Jeg har stadig ikke helt rystet ønsket om bare lidt færre kilo af mig. Det bor i mig og har gjort det, så længe jeg kan huske. Det er næsten umuligt at vriste sig fri af. Men jeg kan mærke, at jeg er på vej," siger hun.

Hun spiser generelt sundt og varieret. Men hun nægter ikke længere sig selv noget. Hun tæller ikke sine kalorier. Hun vejer ikke sin mad.

"Man siger, at du skal elske din krop. Men mindre kan måske også gøre det. Det er måske okay bare at holde af den og sætte pris på den som, den er," siger hun.

Og så har hun smidt badevægten ud.

"Det er befriende."

Om Mette Korsgaard, 66 år

• Journalist, dokumentarist og for­fatter. 
• Gift og mor til tre. 
• Bogen tager læseren med på en humoristisk rejse gennem slidsomme slankekure, hvor Mette døjer med sultne nætter, kvalmen­de slankemedicin og fantasier om desserter samt spørger videnskaben, hvorfor vi bliver tykkere og tykkere, når de fleste af os gerne vil være tyndere.

Min fede hjerne af Mette Korsgaard, Gyldendal, 250 kr.