Hvordan gik dit nytårsforsæt? Nu er det tid til sommerstatus
Nytåret føles måske som længe siden, men hvad lovede du egentlig dig selv? Og fik du handlet på det? Nu vil jeg opfordre dig til at bruge en af sommerens lange nætter på at drikke hvidvin og gøre status over dit liv.
1. Tid til at tjekke ind
Vi kan ikke gå fra godt til ekstraordinært uden at vide, hvad vi selv mener, er ”ekstra”, og uden at sætte fokus på mål og udvikling. Derfor er det tid til at gøre status. I den ideelle verden gør du det cirka seks måneder efter, at du har lavet din strategi, men du kan gøre det, når du vil. Det vigtigste er at gøre det, når du føler, at det kan give dig værdi. Når du tjekker ind, så tænk på det som en mental helbredsundersøgelse, hvor du reflekterer over, hvordan du vil bruge din tid, og om det hænger sammen med, hvad du reelt gør.
2. Skriv din succesliste
Fat pennen, og skriv alt det fine ned, du har brugt din tid på, fra opgaver klaret på arbejdet, kilometer tilbagelagt i løbesko til stunder med dine børn og elskede. Når du har skrevet listen, så nyd et glas vin og vær taknemmelig for alt det gode, der er i dit liv. Vi glemmer det, vi faktisk opnår, og ser mere det, vi ikke når. Det skal vi vende nu; du skal fejre dig selv for de gode valg, du har truffet det sidste halve år. Lykken ligger ikke forude. Den er lige her midt i hverdagens kaos, de ikke-realiserede projekter og alt det uperfekte.
3. Gør status
Find dine noter frem fra da, du lavede din strategi. Jeg anbefaler, at du har en mappe med alle dine noter samlet, så du nemt kan se, hvad du tidligere har besluttet, og drage læring af, hvordan det hænger sammen med hverdagen. Når du sammenholder din succesliste med din strategi, hvilket billede tegner der sig så? Gør du det, du gerne ville? Eller forsvinder det i gode intentioner, du aldrig handler på? Tænk over, hvad der forhindrede dig i at følge din strategi, og bliv helt skarp i dine svar. Det er okay at fravige sin strategi, fordi noget andet viste sig at give mere mening. Dog er det et problem, hvis du egentlig gerne ville, men det bare ikke skete. Stram op, kære. Livet kommer ikke igen med et andet forsøg, hvis du fejler første runde. Hvad har du savnet det sidste halve år? Og hvordan kan du give dig selv mere af det?
4. Forny dit engagement
Ideen med at gøre status handler i kernen om at blive klogere på, hvilke mønstre vi er styret af. Nogle mennesker er super gode til at lave en strategi, men knap så gode til at følge den. De overvældes ofte af det, der tilfældigvis sker. Andre er super gode til både at lægge strategien og følge den. Deres udfordring kan være, at de gør det, de har planlagt, selv om de konkrete situationer kalder på noget andet. Det er som en operation, der lykkes, men patienten dør. Det giver ingen mening at holde fast i en løberutine, hvis man i virkeligheden har en familie, der har meget brug for én, eller at holde romantiske weekender, hvis man i virkeligheden drømmer om at arbejde igennem. Livskunsten findes i at kunne lægge strategien, handle på den og have indsigten til at skifte kurs, hvis nuet kalder på noget andet. Så brug fem minutter til at stille ind på, hvad status er for dig lige nu.
5. Mærk lykken
Uanset hvad du finder frem til gennem dine refleksioner, så afslut med at sætte dig nogle konkrete mål og prioriteter for de næste seks måneder. Mit råd er, at du arbejder med maksimalt tre mål. Husk, at det, du hele tiden giver prioritet, er det, der fylder i dit liv. Så hvad skal fylde det næste halve år? Tag en beslutning, og skriv den ned, tegn et billede af den, eller fortæl alle om den. Gør det så tydeligt, at du hele tiden selv kan se den. Vent ikke med at tage tidligere fri en dag om ugen for at være sammen med dit barn. Udskyd ikke kæresteaftenen, til I har penge til en god restaurant. Lav pasta, og kys en hel aften. Drop ikke din faglige ambition, til du er klogere og mere erfaren. Gør det nu. Gå efter det, der giver dig sus i maven og følelsen af, at lykken er omkring dig.