Nukâka Coster-Waldau har fundet en særlig løsning: ”Nu har jeg ikke længere ondt i min ryg og lænd"
I sine yngre år var Nukâka Coster-Waldau tilbøjelig til at overbelaste sin krop, når hun trænede. Nu har hun fundet en særlig træningsform, som er tidseffektiv, toner kroppen, giver overskud og har hjulpet hende af med problemer i både lænd, ryg og knæ – og som hun også har lokket sin 79-årige mor med på.
Jeg brugte alt for meget tid i motionscenteret, da jeg var ung. Jeg havde en følelse af, at det aldrig var godt nok, det jeg gjorde, og derfor blev træning mere og mere en stressfaktor for mig end en fornøjelse.
Jeg trænede ofte fem gange om ugen i halvanden times tid ad gangen, og hver gang, jeg fik tilbudt en ny rolle som skuespiller, trænede jeg endnu mere intensivt i perioden op til. Det var meget usundt for min krop, og jeg fik nogle gange skader, fordi det jo slet ikke er sundt at træne sig op så hurtigt op, hvis du ikke er lige stærk over det hele i kroppen.
Fordi jeg trænede så meget, fik jeg nærmest kortisolstress. Det var selvfølgelig ikke særligt sundt, hverken for sind eller krop, så derfor forsøgte jeg at google mig frem til nye træningsformer, hvor jeg kunne spare tid og kræfter, men stadig få en effektiv træning. I den forbindelse faldt jeg over EMS. Jeg var lidt skeptisk, fordi det jo ligner noget, du kan købe i en tv-shop-reklame og måske også lød for godt til at være sandt. Men jeg valgte alligevel at give det en chance, og heldigvis for det, for der fandt jeg ud af, at det faktisk virker.
Når man dyrker EMS, skal man have en dragt på, som sender elektriske impulser ud i kroppen, der optimerer effekten af styrketræningen. Da jeg begyndte til EMS-træning for tre-fire år siden, var det først underligt at få dragten på, men også fedt, og jeg vænnede mig hurtigt til både den og træningsformen.
Ret hurtigt kunne jeg også mærke, at jeg syntes, at den her form for styrketræning var både nemmere, sjovere og mere effektiv end noget, jeg havde prøvet før. Det trænede hele min krop igennem, uden jeg blev udmattet, som efter mine forhenværende ture i fitnesscenteret.
Jeg er hypermobil og har i mange år døjet med lænde-, ryg- og knæproblemer, specielt efter mine fødsler. Derfor var det også vigtigt for mig at finde en skånsom træningsform, der ikke kunne skade eller overbelaste min krop, som jeg nogle gange selv kom til ved almindelig styrketræning. Jeg har virkelig mange gange oplevet, at min krop føltes helt radbrækket, fordi jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle træne den på en nænsom måde, og måske også fordi jeg er lidt utålmodig.
Nu har jeg ikke længere ondt i min ryg og lænd, og jeg har faktisk også fået en god kropsholdning. I min familie har vi tendens til at have lidt en dårlig kropsholdning, men min har rettet sig ud på en naturlig måde nu, fordi jeg bl.a. får trænet alle de små muskler, man normalt ikke rammer med almindelig træning. Selvom EMS ikke er konditionstræning, kan jeg også mærke, at jeg har fået en meget bedre kondition. Og så er min numse også blevet pænere, fordi jeg nu har fået kontakt til de muskler, som var faldet i søvn efter mine graviditeter, haha.
Det bedste ved EMS-træning er for mig, at det ikke tager særligt lang tid, og alligevel er det ligeså effektivt som en 90 minutters højintensiv træning i et motionscenter. Og ligesom mange andre vil jeg jo gerne være i god form på en sund måde. Jeg er social og kreativ, og jeg er skuespiller og sanger, som kræver overskud. Desuden vil jeg gerne være sammen med min mand og mine børn så meget som muligt i vores udfarende hverdag, fordi de er de bedste mennesker i mit liv. Alle de ting har jeg meget mere tid og overskud til nu, fordi jeg ikke træner så meget som før.
Ved at træne EMS 20 minutter to gange om ugen holder jeg min krop i form uden at blive udmattet, og det giver mig så meget velvære og energi. Og så må jeg altså også lige tilføje, at min seje mor på 79 også er hoppet i dragten. Hun har pludselig ikke ondt i hoften længere og har tabt mange kilo på kun otte træninger. What’s not to like!