Som barn blev Pernille opfattet som doven og dum – i dag hjælper hun andre med samme diagnose

Hun sidder ved pejsen, mens ilden knitrer. Hun har netop lukket sin bog og lagt den i skødet, og nu ser hun ind i flammerne.

Overvældet og rørt. Ikke på grund af bogen. Men alene af den grund, at hun har læst den.

Puk Elgård havde ikke sørget over sine forældre – men en stor oplevelse har sat gang i processen

Puk Elgårds personlige sorgproces blev helt uventet sat i gang, da hun arbejdede på et bestemt tv-program.

Pernille Degel er 55 år og en veluddannet kvinde. Ja, hun er faktisk læreruddannet med en tillægsuddannelse som læsevejleder. Så der burde ikke være noget hverken spektakulært eller ekstraordinært ved det faktum, at hun netop har læst en bog.

Men det er der.

"Jeg har selvfølgelig læst masser af fag- og pligtlitteratur i mit liv. Men indtil den aften havde jeg aldrig læst en bog kun for fornøjelsens skyld," siger hun.

"Selv om jeg er blevet en habil og effektiv læser, var det uoverskueligt for mig at læse af lyst. Måske fordi der stadig var skamfulde og svære følelser forbundet med det."

Nærmest selvhad

De skamfulde og svære følelser har dybe rødder i Pernilles barndom og ungdom, hvor hun som ikke-diagnosticeret dyslektiker, altså, ordblind, blev opfattet som langsom, måske endda ligefrem lidt dårligt begavet. 

Først i den lokale folkeskole og siden på den katolske privatskole, som hendes mor flyttede hende til for at hjælpe hende i gang med den læsning og stavning, der blev ved med at føles umulig.

"Jeg var et videbegærligt barn og ville rigtig gerne, men jeg kunne bare ikke få fat om det. Det blev meget hurtigt skamfuldt, når det var tydeligt, at jeg slet ikke kunne følge med," husker hun.

"Dengang vidste ingen, hvad dysleksi var, så selv de lærere, der forsøgte at hjælpe mig, havde ikke forudsætninger for det."

Tammi Øst: ”Det var så svært, at jeg ikke magtede at snakke om det”

Man skal kæmpe for kærligheden, for livet og kærligheden hænger uløseligt sammen, siger skuespiller Tammi Øst, der til gengæld selv gik stille med sorgen over sin skilsmisse. Det fortæller hun til ALT for damerne.

Konsekvensen blev, at Pernille følte sig dum og forkert. En følelse, der i vidt omfang blev bekræftet af hendes omgivelser. Af lærere, der gav op. Og af klassekammerater, der så ned på hende, mobbede hende og holdt hende ude.

"Min ordblindhed fik enorme konsekvenser for min skolegang. Jeg havde meget lavt selvværd. Nærmest selvhad," siger hun.

10-øren faldt

Derfor var det også lidt af en præstation, at Pernille fik en afgangseksamen og senere bestod HF.

"Det lykkedes kun, fordi jeg arbejdede dobbelt så meget som alle andre. Og det var også sådan, jeg kom igennem lærerseminariet," fortæller hun.

"Jeg brugte alle vågne timer og ledige stunder på at studere, og så læste min daværende kæreste kompendierne og genfortalte dem for mig, så jeg kunne huske dem – ellers kunne jeg slet ikke følge med," fortsætter hun.

"Jeg overvejede aldrig, at der kunne være noget andet på spil, end at jeg bare ikke var lige så dygtig og hurtig som andre. Ikke engang da jeg senere valgte at læse videre for at specialisere mig i at undervise børn med læsevanskeligheder og dysleksi, havde jeg mistanke om, at jeg kunne være ordblind."

Her faldt 10-øren til gengæld.

"Jeg kunne bare sætte det ene flueben efter det andet, efterhånden som jeg kom gennem materialet. Det var så åbenlyst, at jeg selv havde dysleksi," siger Pernille.

"Og da jeg lod mig teste, faldt svaret prompte. Jeg er det, man kalder en velfungerende dyslektiker. Fordi jeg i vid udstrækning har formået at kompensere for min ordblindhed med selvlærte strategier og en god hukommelse."

Det er det imidlertid ikke alle, der lykkes med. Og af netop den grund valgte Pernille at etablere Læseklinikken-abc, som er et privat tilbud til børn, unge og voksne med dysleksi og læsevanskeligheder.

"Så vidt jeg ved, er jeg om ikke den eneste, så i hvert fald den første lærer med ordblindhed, der har taget den uddannelse. Og det gør faktisk en forskel," siger hun.

"Jeg kan mærke på mine elever, at så snart jeg fortæller dem, at jeg selv har dysleksi, så oplever de en enorm lettelse. Skuldrende falder helt ned. Det er, som om de tænker: ”Åh, endelig én, der kender det og forstår, hvordan jeg har det.”"

Myrerne i bogen

Én af de mest kendte beskrivelser af ordblindhed findes i en scene fra filmen Gummi Tarzan, hvor hovedpersonen, Ivan Olsen, åbner en skolebog, kun for at se bogstaverne myldre rundt på siderne som små, ustyrlige myrer.

Men er det virkelig sådan, det føles at have dysleksi?

"Ja, for nogle er det, som om bogstaverne simpelthen hopper rundt," siger Pernille, men understreger samtidig, at ordblindhed findes i lige så mange forskellige variationer og grader som mennesker.

Ditte Hansen indrømmer: ”Jeg var en bedre mor anden gang”

Skuespiller Ditte Hansen må indrømme noget bestemt om sit forældreskab, da samtalen falder på børneopdragelse i ALT for damernes podcast ’Skål Søster’.

Men der er selvfølgelig grundlæggende fællestræk.

"De fleste læsere læser logografisk. Det vil sige, at de genkender ordet uden at skulle bryde det op og stave sig igennem det, hver gang de ser det," forklarer Pernille.

"Det er lidt, ligesom man ser og genkender et symbol eller et billede. Det gør dyslektikere bare ikke. De skal bryde ordet op for at læse det."

Med den rette hjælp og læsetræning kan mange ordblinde lære at genkende ord og føje dem til deres eget logografiske vokabularium. Men der er stor forskel på, hvor mange gange de har behov for at møde og læse ordet, før de tilegner sig det som et logografisk og genkendeligt ord. For nogle er det 200 gange, for andre flere tusinde.

"For at læse flydende skal man kunne mindst 4.000 logografiske tegn. Når det ikke falder én naturligt, skal der lægges meget arbejde i skabe så stort et katalog," siger Pernille.

"Af den grund læser mennesker med dysleksi sjældent, hvis nogensinde, hurtigere end deres indre højtlæsningsstemme kan nå at læse teksten op."

Sejrede over bogstaverne

Sådan er det også for hende.

Også selv om hun i dag har et logografisk vokabularium, der er helt på højde med, ja, faktisk større end den gennemsnitlige læsers.

"Men for mig handler det også om, at jeg virkelig vil forstå teksten, ikke bare løbe den igennem. Og nu, hvor jeg er begyndt at læse for min fornøjelses skyld, også vil nyde den," siger Pernille.

Det betyder meget for hende. Og det rækker langt ud over læsning.

"Da jeg læste min første bog af ren og skær lyst, var det selvfølgelig en kæmpe sejr. Men det var mere end det," siger hun.

"Det føltes, som om jeg endelig har ret til at være her."