Min mands lyst får mig til at tvivle på vores parforhold
Bliv klogere på pornografiske præferencer, når sexolog Ditte Winkel svarer på spørgsmål fra læserne.
Spørgsmål om pornografiske præferencer fra læser:
Jeg er en kvinde i midt 40’erne, og jeg er gift med en jævnaldrende mand.
Jeg ved, at han jævnligt ser porno og onanerer, og selvom det ikke er noget, vi deler med hinanden, så har jeg intet problem med det.
Og dog. For jeg er virkelig tilfældigt faldet over hans søgehistorik, og det er hans præference af porno, jeg nu har det svært med. Den indeholder nemlig en del homo- og biseksuel porno. Og jeg synes jo egentlig ikke, at jeg har ret til at have en mening om det, eftersom det er en del af hans privatliv.
Alligevel efterlader det mig med en mærkelig mavefornemmelse, for hvad så med den sex, han og jeg dyrker?
Er den tilfredsstillende for ham? Jeg er så forvirret.
Skal jeg tage bladet fra munden og spørge ind til det, eller hvad synes du?
Ditte Winkel svarer:
Det med porno kan være en kompleks og finurlig størrelse, som der sjældent forelægger et entydigt svar på, da det, vi visuelt bliver stimuleret af undervejs, har mange forskellige spor.
Derfor vil det også i dit tilfælde være farligt at konkludere, at din mands søgehistorik på homo- og biseksuel porno er et endegyldigt svar på, hvad der tænder ham. Og jeg fornemmer, at det også er den konklusion, du forsøger ikke at drage, selvom det er svært.
Til sammenligning viser tal faktisk, at mange kvinder, der ser porno, foretrækker at finde noget i den lesbiske kategori, og der drager vi sjældent samme slutning, nemlig at de kvindelige seere har en skjult uudlevet seksualitet for samme køn.
Faktisk rynker vi sjældent på øjenbrynene over det faktum, for det virker helt acceptabelt eller som en selvfølge, at kvinder foretrækker at se seksuel interaktion mellem andre kvinder.
En af grundene til, at kvinder søger på den kategori, er, at mange kvinder synes, at den lesbiske porno og skuespillernes nydelse virker mere ægte.
Det har altså ikke nødvendigvis noget at gøre med, at de tænder på deres eget køn ude i den ”virkelige” verden. Det samme ræsonnement kan gøre sig gældende med din mand. Porno kan også være et udtryk for fantasier.
Så selvom man synes, at det er lækkert at se på trekanter på skærmen, behøver det ikke at betyde, at man har lyst til at invitere en tredjepart ind i sit parforhold.
Desuden kan seksualitet udvikle sig med tiden og/eller forekomme i faser, hvor vi mennesker bliver fascineret af noget i en periode og tillader os selv at dykke ned i det for senere at finde det uinteressant og søge videre.
Fuldstændig ligesom med mad, sport, mode osv. Så der er virkelig mange scenarier i det her.
Derfor synes jeg absolut, at du skal spørge ham om det. Det virker allerede som om, I har et ægteskab med forståelse for hinandens nydelse, både sammen og hver for sig, hvilket jeg læser ud af din måde at beskrive din/jeres tilgang til ens egen seksualitet samt et aktivt fælles sexliv.
Det tænker jeg, at du kan bruge som en positiv indgangsvinkel til samtalen, hvor du nysgerrigt kan spørge ind til, hvad pornoen tilbyder ham.
Lad være med at lave trickspørgsmål for ham a la ”hvilken slags porno ser du?”, for hvis han så ikke svarer ud fra, hvad du ved, så kan jeres kommunikation hurtigt blive anklagende, og hvor han føler, at han skal forsvare sig.
Så læg dine kort på bordet på en kærlig og varm måde, så øger du også muligheden for, at han tør at lukke dig ind i noget, der måske kan være virke grænseoverskridende eller skamfuldt for ham.