Sådan får du flotte former
De fyldige former har fået en renæssance.
Ja, det hører man måske tit, men denne gang er det ikke kun Scarlett Johansson og Kate Winslet, der holder fanen højt. Runde former er nu strøet vidt omkring i vores medieunivers fra tv-serien "Mad Men" til realitystjernen Kim Kardashian.
Det hårdt pumpede look med vaskebræt og skarpt optegnede arme er ude. I stedet er idealet en krop, der ser sund og feminin ud med hofter, bagdel og en slank, men ikke tonet mave. Kort sagt: kvindelige kurver.
Timeglassets årti
Dette årti ser ud til at komme til at stå i den timeglasformede sirenes tegn.
"Mad Men"-feberen har været over os i et par år nu. I USA blev kjolerne revet væk, da highstreet-kæden Banana Republic lancerede en kollektion inspireret af den populære tv-serie, for det er nemlig blevet legitimt at have kvindelige former. Da modebladet Complex Magazine ved en fejl lagde et billede af Kim Kardashian ud på nettet, der ikke var fotoshoppet, afslørede det til almindelig skræk og rædsel, at den armensk-amerikanske skønhed havde appelsinhud på lårene.
Modebladet skyndte sig at rette fejlen, og låret fik prompte det tynde, lidt sugede udseende, vi er så vant til. Men Kardashian tog tyren ved hornene og lagde det oprindelige billede op på sin private hjemmeside. Hendes kommentar var, at hun selvfølgelig – som så mange andre kvinder – havde en smule appelsinhud.
LÆS OGSÅ: Sådan undgår du oppustet mave
Før man får tårer i øjnene af lettelse over, at kvindelige former ENDELIG kom på mode (igen), skal man huske, at divatendensen ikke er slået igennem på catwalken endnu. I modeverdenen er der flere storbarmede kvinder end før, men det er stadig de tynde modeller, der dominerer billedet. Designerne er ikke meget for at opgive det afpillede look, som er så dejlig ukompliceret at klæde på. Nogle modeller, heriblandt Kate Moss, har dog lagt sig lidt ud.
I Hollywood er størrelserne nok gået fra en 32-34 til str. 36 og 38, men stjernerne ligger ikke på den lade side. For også det harmonisk bløde look kræver hårdt arbejde.
En ny måde at træne på
Kim Kardashian, Nicole Richie og Beyonce ligger (desværre) ikke bare og spiser chokolade i sofaen. Det er selvfølgelig også en slags taktik... men mest den slags taktik, der giver konemave og ret store lår. Hvilket selvfølgelig også er former, men måske bare ikke heeelt dem, vi er ude efter.
Vi har spurgt personlig træner Anthony Mitchell, hvordan man kommer i form med timeglasset i behold, og hvad danske kvinder går efter generelt.
Hvilke former for træning skal man holde sig til, hvis man vil have et lidt blødere, feminint look frem for et hårdt trænet/pumpet look?
– For at få et blødere mere naturligt look skal man fokusere på mindre intense motionsformer som yoga og pilates. Yoga og pilates er ikke kondi-tionstræning, men giver på den anden side større udholdenhed og øget core-styrke. Vil man have et mere traditionelt hårdt pumpt look og vægttab, skal man derimod gå efter cardio- og vægttræning.
Hvordan med kost?
– Naturligvis er det forskelligt fra person til person, men som udgangspunkt anbefaler man flere små måltider, tre til seks om dagen, frem for få store. Og man skal huske at få rigeligt med vand i løbet af dagen. Kostrådene kombineres med motion.
Har du set en ændring i, hvad kvinder efterspørger, i løbet af dine 15 år som personlig træner?
– Der har klart været en mentalitetsændring de sidste år. Før var vægttab en topprioritet, og det er det ikke altid mere, nu drejer det sig ofte om sundhed.
Hvad er det vigtigste for danske kvinder, når de henvender sig til dig?
– På førstepladsen ligger sundhed og ønsket om at have en harmonisk krop. Efter det kommer fitness, og først derefter decideret vægttab.