Sarah Grünewald om sociale medier, sundhed og energi

"Jeg ønsker, at man nogle gange kan vise, at det hele ikke er en dans på roser"

Perfekt figur, smukt hår og fejlfri hud. Sådan kender de fleste model og tv-vært Sarah Grünewald fra ”Vild med dans” og fra hendes egne billeder på de sociale medier. Men de seneste par måneder har tv-værten arbejdet på at bryde med det glansbillede.

– Jeg kiggede på min kamerarulle og kunne se, at selvom billederne havde en god historie, kunne jeg ikke lægge dem op (på de sociale medier, red), fordi man kunne se min mave, som ikke så godt ud lige dér. Som udgangspunkt har jeg ikke lagt billeder ud for at fremstå perfekt, men det blev pludselig poleret. Og det er jo virkeligheden, man gerne vil have ”likes” på, har hun fortalt til TV 2.

– Det lægger et enormt pres på en generation, som i forvejen har det ret svært. Jeg har selv en lille dreng, og jeg vil gerne have, at han vokser op med øje for, at det hele ikke er så perfekt, fordi så bliver man skuffet og ender med at bure sig inde, forklarer hun.  Sarah Grünewald ønsker, at hun kan nå derhen, hvor hun bliver ligeglad med, hvordan hun ser ud på de sociale medier. Hun håber, at andre kan gøre det samme og dermed tør vise deres realistiske side.

– Jeg leder ikke efter, at alle skal pille næse på deres Instagram-billede, eller at man skal se dem være på toilettet, men jeg ønsker, at man nogle gange også kan vise, at det hele ikke er en dans på roser, forklarer hun.

SUNDHED

Hvad er sundhed for dig?

– Sundhed er for mig noget, der kommer indefra. Det er, når jeg passer på mit hoved. Mine tanker. Når jeg får ryddet op i det, der stresser mig, og når jeg sørger for at trække vejret og nyde livet. Det er sundhed.

Hvornår er du allermest sund?

– Når jeg er hos min mor på Falster. Der får jeg masser af frisk luft, sund mad og ro. Min mor elsker at kokkerere til mig, og jeg er vild med lyden af gryder, pander og stille P4-musik, kombineret med duften af mad, der steges, gerne frisk fisk, lidt salat, hjemmebagt rugbrød og krydderurter fra haven, alt imens at jeg bare ligger på sofaen eller har stjernestunder med min lille søn Luis.

Hvornår er du allermindst sund?

– Når jeg arbejder for meget. Når jeg først får sat mig ned med computeren, møder ind i et studie eller er på en filmoptagelse, fordyber jeg mig til tider så meget, at jeg glemmer alt om mad, vand, vejrtrækning og pauser. For at kunne være rigtig til stede, når jeg er sammen med min familie – og det synes jeg faktisk, jeg er ret god til – så kræver det, at jeg har ro i maven over at have nået alt det, jeg skulle på arbejde. At jeg tager hjem med en følelse af, at jeg har gjort mit bedste. Og det koster nogle gange et glas vand, et æble eller en frokost, hvilket jo ikke er supersundt.

Hvordan holder du energien oppe i den mørke tid?

– Jeg holder energien oppe ved at bruge den på ting, der gør mig glad, og ved at frasortere det, der gør mig i dårligt humør eller tapper mig for energi. Faktisk har jeg altid nydt den mørke tid. Stearinlysene, den tungere jazz-, blues- eller soulmusik, som passer bedst til den kolde tid. Men jeg sørger også altid for at have mit eget lys for enden af tunellen, som kan være en rejse i januar eller februar til Thailand eller Mexico, hvor jeg kan nyde livet og glæde mig til, at sommeren i Danmark vender tilbage... hvis den altså gør det! 

Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv?

– Så tager jeg et laaangt karbad, drikker myntete og hører jazz.

Hvor vigtigt er søvn for dig?

– I det år hvor jeg nærmest ikke sov på grund af min lille søn, fandt jeg ud af, at søvn betyder ALT! Nu sover jeg heldigvis syv timer de fleste nætter.

Hvad er dit allerbedste trick til at se frisk ud efter en nat med for lidt søvn?

– En iskold vinterdukkert gør underværker. Når jeg er i nærheden af en sne- og frostfri strand, springer jeg gerne i. Jeg skal til at være bedre til at have håndklæde i bilen, for jeg glemmer det alt for tit, og København er jo omringet af vand! 

Hvor finder du inspiration til det sunde liv?

– Instagram har jeg virkelig et had-kærlighedsforhold til. Det minder mig til tider om, at jeg ikke er født med en guldske i rø… og ikke har min egen båd eller hus på Mauritius. Til gengæld inspirerer det mig til bl.a. sund mad. For eksempel har madbloggen Valdemarsro reddet min frokost og aftensmad mange gange – hun kan få alt til at smage supergodt på ingen tid! Jeg har også fundet en stor gave via Instagram, nemlig min personlige træner, Timmy Kimose. Ham fandt jeg frem til via Emilie Liljas (model, dj og træningsekspert, red.) Instagram-profil, som jeg følger, fordi hendes træningsprogrammer er lettilgængelige, effektive og nemme at lave derhjemme.