Kvinde i skoven

Ny sundhedstrend vil have dig til at bade i skoven – og der er mange fordele ved det

Et skovbad er en ældgammel japansk tradition, som handler om at være i og give sig hen til skoven. Også herhjemme er flere begyndt at bruge skoven som et terapeutisk rum, og forskning viser, at der både er fysiske og mentale fordele ved at bade under træerne. Tag med forfatter Marie Hougaard på skovtur, og åbn dine sanser. Vi lover, at det er tiden værd.

Det har været en travl uge. Alle dagene i min kalender har været fyldt ud, og jeg har ikke sovet særlig godt.

Det gør jeg sjældent, når jeg har travlt, for jeg har en tendens til at tage arbejdet med i seng.

Samtidig har jeg været alt for meget på min telefon. Så i dag, søndag, skal jeg holde fri, både fra arbejdet og telefonen. Jeg havde egentlig planlagt at læse en bog og drikke kaffe i sofaen under tæppet. Men da jeg står op, skinner solen, og himlen er lys og mild, så jeg kommer på en anden idé. Min kæreste, som var ude til sent i går, ligger stadig i sengen, da jeg stikker hovedet ind i soveværelset.

“Skal du med i skoven?” spørger jeg. Han mumler noget, der lyder som “nej tak.” Men kort efter står han alligevel op og trækker i varmt tøj.

Det er ikke en helt normal skovtur, vi skal på. Vi skal i skovbad. Det er noget, jeg har læst om, og som jeg har villet prøve et stykke tid. Shinrin yoku, som det hedder på japansk, er en gammel terapeutisk tradition, der stammer fra, ja, Japan. Trods navnet har et skovbad intet med vand at gøre. Det, man bader i, er nærmere skoven i sig selv, og ud over træer kræver det, at man giver sig tid og giver sig hen til skoven. Derfor er telefonen også device non grata.

“Vi kan ikke have telefoner med,” siger jeg til min kæreste, da vi står ud af bilen, og han er ved at putte sin i lommen. “Hvorfor ikke?” spørger han. “Fordi,” siger jeg, “man skal kunne være helt til stede i skoven, og vi kommer bare til at tage billeder og alt muligt, hvis vi har dem med.” “Okay,” siger han, og når at tage et billede af mig, hvor jeg skærer ansigt, inden han lægger den i bilens handskerum.

Vi går i rask trav fra bilen og mod skoven. Første udfordring er tempoet. Vi har lange ben begge to, og det er naturligt for os at gå hurtigt. Samtidig griber jeg mig selv i at tænke, at skovbadet er noget, der skal gøres og overstås, lidt ligesom en løbetur, så jeg kan sætte hak ud for at have gjort noget godt for mig selv, og vi kan komme hjem og holde søndag med god samvittighed. Den tankegang er selvfølgelig helt imod skovbadets filosofi. For hele pointen er, at vi er taget i skoven, ikke for at optimere, men for at tage de skovlige omgivelser til os med alle sanser.

Så nu står vi i skovbrynet. De nøgne brune, træer rejser sig foran os, som høje, ranke skikkelser. Vi sætter tempoet ned og bevæger os langsomt ind blandt stammerne. Det er en kold dag, og frosten har gjort jorden hård og knoldet, der er iskrystaller på bladene på jorden, som knitrer under vores skosåler. Her er ikke andre end os. Lidt inde i skoven standser vi op. Nu handler det om at aktivere sanserne. Vi trækker vejret dybt ind og ånder langsomt ud. Sådan har jeg læst, at man skal gøre. Luften er kold i næseborene. Der lugter af fugtig jord, vådt bark og mos.

Vi kigger os omkring, kigger på skoven, som ved første øjekast bare var brun. Men her er faktisk også grønt. Her er mos og små spirer, som bryder gennem skovbunden, her er en lille sø med et tyndt lag is på overfladen. Vi går helt ned til søen. Vandet er klart. Hvis det havde været varmere, havde jeg rørt ved det. I isen ligger bladene fanget, og lidt længere ude, hvor der ikke er is, ligger to ænder og flyder fredfyldt rundt.

Her er helt stille, kun vores åndedræt og knasen fra vores skridt, grene, der knækker. Og pludselig en fugl, der fløjter. Vi kigger efter i netværket af brune, nøgne grene, lægger hovederne tilbage. Over os er himlen blå med smalle, hvide skyer og solens eftermiddagsstråler, som rammer en stamme og afslører alle dens farver: Heller ikke stammerne er kun brune. Fuglen er ikke til at få øje på.

Selvom vi har aktiveret sanserne, er det med at være til stede i skoven ikke nemt for mig. Mine tanker løber afsted, og jeg starter hele tiden alle mulige samtaler med min kæreste. Det er ham, der siger: “Skulle vi ikke fokusere på at være i naturen?” “Nå jo,” siger jeg. Det hjælper at røre ved skoven. Jeg tager mine handsker af og rører ved et gammelt, faldent træ. Det ligger hen over vores rute, som en kæmpe, der er drattet omkuld.

Stammen er kold og hård, ru mod mine håndflader. Hvis det havde været varmere, havde jeg lagt mig oven på den og kigget op mod himlen. Det havde været et fint sted at gøre ophold, men kulden fra jorden har sneget sig op gennem mine støvler nu. “Måske det er på tide at finde tilbage til bilen?” siger jeg, og det går op for mig, at jeg ikke aner, hvor bilen er.

Mellem træerne er retningen forsvundet for mig. Vi har gået væk fra stien længe, og jeg aner ikke, hvor vi er. Det med retning har aldrig været min stærke side. Jeg ville hverken kunne udpege nord, syd, øst eller vest. Ville heller ikke kunne lave et bål, hvis det skulle komme så vidt, at vi faktisk for vild. Har ellers været spejder som barn. Men der er heller ingen fare for, at vi farer vild.

Min kæreste siger, at vi skal til højre. Jeg ved ikke, om hans indre kompas er bedre end mit, han er opvokset i området og kender skoven godt. Så vi går til højre, og det viser sig, at bilen ikke er så langt væk igen.

Tilbage i København

Rødkindede og med kolde fødder sætter vi os ind i bilen. Min kæreste ser væsentligt friskere ud nu, end da vi kørte fra byen for to timer siden. “Har du det bedre?” spørger jeg. Han nikker og smiler, sidder med sin telefon, mens jeg kører. Vi tager Strandvejen tilbage til byen.

Han googler fordelene ved skovbadning, læser højt. Selv et kortere ophold i skoven kan styrke immunforsvaret, sænke blodtrykket og reducere stress, aggressivitet og depression og give bedre søvn og mere energi, siger han. Det kan også gavne hjerte-kar-systemet. Han læser, at træerne udskiller kemikalier, som vi indånder, phytoncider, som kan forbedre vores immunsystems hvide blodlegemer. Og, siger han, skovens virkning holder ikke kun, mens man opholder sig i skoven, men kan faktisk måles helt op til en måned efter skovbadet.

Så sætter han Brimheims Literally Everything på og lægger telefonen fra sig. Det er eftermiddag, solen har bevæget sig mod vest, og havet ligger spejlblankt mellem os og Sveriges skarpe silhuet. Længere fremme er Middelgrunden og Øresundsbroen og København med sine tårne. Det øjeblik i bilen føles ukompliceret og lykkeligt, som en lille hilsen fra skoven.

Sådan tager du et skovbad

  • Sæt god tid af, gerne et par timer.
  • Lad mobilen blive hjemme, og følg dine instinkter.
  • Gå langsomt og uden mål. Det er lige meget, om du går langt eller kort, det handler om at være i skoven.
  • Brug dine sanser: Lyt til lydene, læg mærke til lugtene, rør ved skoven, og iagttag dens mange farver.