"Fra barnsben har jeg haft følelsen af, at der var noget, der kaldte"

– Jeg tror altid, jeg har haft fornemmelsen af, at der var mere mellem himmel og jord. Fra barnsben har jeg haft følelsen af, at der var noget, der kaldte, og at jeg skulle være noget for andre mennesker.

Og sådan er det blevet: Vibeke Drevsen Bach, 54, har altid arbejdet med mennesker, og som indehaver af firmaet Energy2work holder hun i dag bl.a. foredrag og workshops om nye måder at arbejde med demens på til gavn for både demensramte og pårørende.

For hende var det en spontan oplevelse, der vakte en slumrende spiritualitet, og som efterfølgende førte hende ind på et nyt spor, både personligt og arbejdsmæssigt.

– Da jeg var ved at lægge min dengang toårige datter til at sove, oplevede jeg pludselig at noget omfavnede mit ansigt og strakte min hals. Det føltes så kærligt, at jeg ikke blev bange. Samtidig begyndte min datter at hoste, og instinktivt rakte jeg min arm hen mod hendes krop og mærkede en kraftfuld kærlig energi strømme ud fra min hånd. Hosten stoppede, men energien fortsatte én time, og noget forandrede sig i mig for altid, fortæller Vibeke om oplevelsen, der ligger omkring 20 år tilbage.

På det tidspunkt var hun kampagneleder og ikke specielt optaget af spiritualitet. Hun havde dog gået en del år i terapi forinden og mener selv, at den proces kan have gjort hende mere åben.

– Det var jo ikke noget, jeg havde søgt, det kom bare ud af det blå. Jeg kunne ikke forklare oplevelsen, hverken videnskabeligt eller med jordnært sprog, så det var svært i forhold til mine omgivelser - jeg havde en stor frygt for at blive forladt eller sat i bås. For at finde en forklaring gik jeg på healing- og energikurser, og trods min egen indre modstand, overgav jeg mig til processen, og det har haft afgørende betydning for mit liv, fortæller Vibeke, der i dag tolker oplevelsen som en prikken på skulderen fra det kærlige, usynlige univers. Noget gav hende et skub i en bestemt retning, mod livsopgaven.

– Det var som om, jeg den aften trådte over en tærskel - som et ”point of no return” - jeg kunne ikke bare ”delete”, det ville i hvert fald have haft katastrofale omkostninger for mig, siger Vibeke.

– Set i bakspejlet har mit liv været fyldt med usynlige ledetråde, men nu kan jeg se dem. Det er som om, der har været lagt trædesten ud, som har støttet mig til at tage skridt, jeg normalt ville have takket nej til. I dag tror jeg ikke længere på, vi kommer hertil som et tilfældigt og blankt kort, tværtimod. Jeg oplever, at der er så meget i ethvert menneske, der bare venter på at blive fundet og næret. Der er vigtige livsopgaver til os alle, hvis vi tør tage dem på os.