"Lykken blev et tal og ikke en følelse"

– Hvis min ældste datter er i værelset, vil jeg ikke stå og kigge ondt på min krop, og jeg ville aldrig sige, "hvor er jeg fed", eller "jeg trænger til at tabe et par kilo." Jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke skal sige sådan noget over for hende.

Marie-Louise Pii Winkel er mor til to døtre på fem og to år, og for hende er der en særlig grund til at være ekstra påpasselig med ikke at give sine børn en forkert opfattelse af kroppen. Hun har selv levet med en spiseforstyrrelse i over ti år. Først anoreksi, siden tvangsoverspisning, hvor maden styrede hendes liv. I perioder var hun underlagt sygdommen, og kunne ikke kontrollere sit indtag af mad. Selvom hun ikke lider af sygdommen i dag, er den stadig i hendes tanker, og hun er opmærksom på, hvilke signaler hun sender til sine børn.

Lykken var 55 kilo

Marie-Louises sygdom startede, da hun i slutningen af folkeskolen for første gang blev opmærksom på sin vægt på grund af kroppens forandringer i den alder. Da hun var 15 år, skete der store omvæltninger i hendes liv.

– Min far døde af kræft, og samme år begyndte jeg i gymnasiet. Det var to kæmpe omvæltninger i min trygge hverdag. I gymnasiet kom jeg i klasse med de her super tynde piger. Jeg har altid været lidt buttet og haft store lår, fordi jeg dyrkede meget motion. Noget i min fysik gjorde, at jeg så sådan ud, men jeg ville se ud som de tynde piger.

Marie-Louise gik på skrappe slankekure. I en af dem måtte hun i ti dage kun indtage ahornsirup med chilipulver og citron.

– Lykken var at veje 55 kilo. Lykken blev et tal og ikke en følelse, og når jeg kom ned på den vægt, ville jeg gerne veje endnu mindre, siger hun. Moderen roste hende, når hun tabte sig, og folk omkring hende bekræftede hende i, at hun så godt ud. I 2.g fik Marie-Louise gennem en veninde sit første møde med overspisning.

– Min veninde overspiste en masse mad. Det triggede noget i mig. Jeg kunne mærke, at mad dulmede og gav ro. Jeg oplevede, at jeg kunne bruge maden på den måde, og det begyndte jeg at gøre. Min mor spiste Nupo-pulver, og det begyndte jeg også at gøre for at opveje overspisningen. I 2.g og 3.g. skiftede jeg mellem skrappe kure og overspisning, og jeg svingede meget i vægt. En overgang var jeg nede på 47 kilo, hvor jeg normalt ligger på 60 kilo. Sygdommen påvirkede mig rigtig meget, og jeg klarede mig kun lige gennem 3.g med dårlige eksamensresultater, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg var besat af sundhed"

Mistede kontrollen

Da Marie-Louise havde fået huen, tog hun et år til Bruxelles. I Belgien oplevede hun frihed væk fra familien og de faste rammer, men samtidig var hun i spiseforstyrrelsens vold.

– Jeg havde et fast mønster. Jeg kørte tre uger meget stringent, dyrkede motion og spiste sundt, men i den fjerde uge brasede det hele sammen. Jeg forsøgte at have kontrol over kroppen. Sygdommen var der nonstop, fra jeg slog øjnene op om morgenen. "Hvordan er det i dag?", "Hvordan skal jeg komme gennem dagen i dag?", tankerne var der hele tiden. Når jeg ikke spiste, gav det mig en god følelse. Jeg var helt oppe og svæve for så at falde i et hul, når det gik galt. Jeg var meget skamfuld og vildt ked af det, når jeg ikke kunne styre det. Kontrol har altid været meget vigtig for mig. Jeg vil gerne styre tingene. Jeg havde en far, som var alkoholiker, så jeg kommer fra et hjem, hvor der på en måde ikke var kontrol.

Når trangen til mad overtog Marie-Louise, var det med hendes egne ord et orgie af mad, som blev indtaget.

– I Belgien boede og arbejdede jeg hos den her supertynde franske familie. I stedet for at tage en ekstra portion til aftensmad, tog jeg tre-fire ekstra portioner, som blev efterfulgt af kage. Jeg skulle bare have noget sødt, noget fedt eller hvidt brød. Det skulle indeholde en af de ting. Jeg gik i pendulfart mellem spisestuen og køkkenet, jeg kunne blive ved, siger Marie-Louise. Det var ikke blot hos den franske familie, hun blev styret af sygdommen. I Belgien boede et vennepar, hvor hun efter aftensmaden stjal mad i køleskabet.

– Det var pinligt, jeg kunne ikke styre mig selv, jeg skulle bare have noget mad, fortæller hun. Når suset over maden havde lagt sig, blev hun ramt af negative følelser.

– Det var rædselsfuldt. Jeg blev så ked af det. Jeg følte en skam over, at jeg ikke kunne styre, hvad jeg skulle have. Når jeg havde fået nok mad, slappede jeg helt af, på en måde var jeg dulmet ned. På den anden side kom der et fysisk ubehag over al den mad, jeg havde spist. Der er rigtig meget dobbelthed i det. Skammen var forfærdelig. Jeg slog mig selv i hovedet og forsøgte at tage mig sammen. Konstant spurgte jeg mig selv: "Hvad har du gang i?"

Da Marie-Louise stoppede hos den franske familie, boede hun et stykke tid for sig selv. Her stod overspisningen på i længere perioder, og det gik helt galt, da hun i to uger var på ferie i Italien og gav helt efter for trangen. Hun vejede 74 kilo, da hun kom hjem til Danmark igen. Stille og roligt begyndte hun at få lidt hjælp. Hun læste bøger, fik terapi og gik til gruppemøder, hvor man kunne tale. Sessionerne hjalp, men sygdommen påvirkede hende så meget, at hun måtte droppe ud af universitetet.

Når trangen kom over hende, kunne hun finde på at købe fire flødeskumskager hos bageren, som hun skyndte sig hjem og spise.

– Jeg spiste altid alene. Når jeg var ude med vennerne, kunne jeg tæmme mig lidt. Mine små orgier foregik alene. Så isolerede jeg mig. Det var så skamfuldt, der var ikke nogen som skulle se, at jeg mistede kontrollen. Jeg vidste godt, det ikke var normalt at købe fire flødeskumskager. Man kunne måske købe en, men jeg skulle ikke hjem og nyde dem, jeg skulle bruge dem. Jeg skulle have en effekt. Jeg skulle hjem og blive dulmet. Jeg skulle ikke hjem og hygge mig. Det er det, som er hele forskellen. Det var ikke nydelse for mig. Jeg tror, at der var mange som ikke opdagede noget, fordi jeg havde sat en facade op over for omverdenen. For dem var jeg den søde og glade pige.

Marie-Louise fik en shippinguddannelse, hvor et job førte hende til USA et år. Et år med de store amerikanske portioner hjalp ikke just, men da hun kom hjem til Danmark, begyndte hun mere effektivt at kæmpe imod sygdommen med faste terapeutaftaler og samtalegrupper.

– Jeg blev kureret, da jeg var 26-27 år, men det tager tid, før man er helt ude af sygdommen. Jeg har haft symptomer på sygdommen siden og vil nok altid have fokus på det.

LÆS OGSÅ: Bruger du din allergi som slankekur

En graviditet er ikke altid ren lykke

Selvom hun Marie-Louise blev kureret, var det ikke hendes sidste møde med sygdommen. I 2006 blev hun gravid. Hun havde set frem til graviditeten, men først da maven begyndte at runde, blev hun glad. Indtil da havde hun frygtet, at folk troede, hun var blevet tyk. En tanke, hun ikke kunne lide.

– Jeg fortalte min mand, at jeg følte, jeg så lidt småtyk ud. Jeg spiste meget mere, fordi jeg ikke kunne mærke min krop. Graviditeten gjorde, at jeg ikke kunne fornemme, hvornår jeg var sulten. Jeg har altid været glad for at cykle og røre mig, men det gjorde jeg ikke, da jeg var gravid. Jeg turde ikke.

Lige efter hun var blevet gravid, startede hun på en ny uddannelse, og sammen med graviditeten påvirkede det hende.

– Den vilde trang til at spise var der pludselig igen. Det var helt vildt angstprovokerende at starte et nyt sted. Jeg tænkte meget over, om jeg kunne klare det. Jeg tog to-tre honningmadder og stillede mig selv spørgsmålet, "hvorfor sker det her nu?" Jeg fik talt med nogle om det i skolen og fik det stoppet, før jeg gav efter for trangen. Det var et symptom på, at jeg var super nervøs for at starte på det her studie. Jeg oplever, at min sygdom kommer op, når jeg er rigtig sårbar. Det er mere et symptom, det er ikke en sygdom længere. Men det er et symptom, jeg vil have resten af livet.

For to år siden blev Marie-Louise mor igen. Denne gang var det en meget hårdere graviditet, da hendes spiseforstyrrelse stak sit ansigt frem igen.

– "Hvad er det, der sker nu?", tænkte jeg. Jeg frygtede, jeg var røget tilbage. Jeg følte, jeg mistede kontrollen. Jeg tænkte, "er jeg den eneste, det sker for?", fortæller hun.

– Der findes alle de her bøger om lykken ved at være gravid. Der er et kæmpe forventningspres om, at man skal være lykkelig, når man er gravid. Men når man har en spiseforstyrrelse, kan man få det dårligt over den store mave, og så føler man skam over, at man ikke er så lykkelig, som det er forventet. Jeg skammede mig over ikke at være så lykkelig, som man skulle. Men er det noget, jeg må sige højt? tænkte jeg. Jeg fortalte grædende en veninde om det, og hun foreslog mig at få professionel hjælp. Jeg gik rundt og havde det utrolig dårligt over den her skam. I sjette-syvende måned fik jeg bragt det på bordet over for min jordemor. Jeg fortalte hende, hvor grim og fed, jeg følte mig. Vi havde en god snak, hvor jeg fortalte, hvor forfærdeligt jeg syntes, det var, og hun lyttede. Det var rigtig rart. Hun forstod, hvad jeg følte. Det var en stor lettelse, og jeg var sindssygt glad for at få taget hul på bylden. Jeg kunne bedre acceptere mig selv. Det var et kæmpe vendepunkt i min graviditet. Det, at snakke med en om de forbudte følelser, fik mig til at få det bedre. Derefter fortalte jeg hende, hver gang jeg havde det dårligt, og vi tog problemerne hen ad vejen.

Hjælp til andre

I dag er Marie-Louise ovre sin sygdom og har det så godt, at hun fungerer som støttekontaktperson i LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Hun mener, man som syg og pårørende kan gøre meget.

– Det er vigtigt, man taler om tingene. For mig har det hjulpet utrolig meget at gå i grupper, hvor jeg opdagede, at andre har det på samme måde som mig. Jeg har også fundet ud af, at man gerne må give udtryk for, at man er bekymret for en person. Konen i venneparret i Bruxelles, hvor jeg stjal mad fra køleskabet, havde en mistanke om, at jeg ikke havde det godt, men det blev aldrig sagt. Hvis hun havde taget udgangspunkt i episoderne med maden, ville jeg have benægtet, for der er en masse skyld og skam i at gøre sådan noget. Jeg ville have forsvaret mig selv. Tag i stedet udgangspunkt i, at du er bekymret for vedkommende, og tag en snak på den baggrund, siger Marie-Louise. Hun har et godt råd til kvinder, som står over for at skulle være mor, og som tidligere eller stadig lider af en spiseforstyrrelse.

– Man skal have en lille handlingsplan, så man måske allerede første gang fortæller jordemoderen, hvordan man har det. Generelt skal man sørge for at snakke om det, da det hjælper utrolig meget.

At tale om tingene er en vigtig del for Marie-Louise, især over for hendes døtre.

– Min ældste datter har sagt til mig, at jeg er en tyk mor og at hendes 2-årige søster har en tyk mave. Hun er fem et halvt og meget bevidst om, hvordan hun og andre ser ud. Det er meget vigtigt for mig, at hun forstår, hvad der er normalt, og at man skal elske sig selv lige meget hvad. Det kan godt være, at hun synes, jeg er tyk, men derfor elsker jeg stadig mig selv. Da hun sagde, at hendes søster havde en stor mave, satte jeg mig ned og forklarede hende, at sådan skal en 2-årig se ud, siger Marie-Louise. Det er vigtigt for hende at være et sundt forbillede for sine børn, hvad angår både forholdet til kroppen og opfattelsen af omverdenen.

– Den 5-årige ved udmærket, hvilket tøj hun skal have på. Det tror jeg, mange små børn er bevidste om.

Endnu er hendes døtre små, men Marie-Louise ved allerede nu, at der er ting, hun skal holde øje med i fremtiden, især når det andet køn begynder at blive interessant.

– Når mine piger elsker sig selv for dem, de er, så er det ydre ikke det vigtigste.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden