Stephania Potalivo: "Kærlighed, mad og humor er de tre vigtigste ting i livet"
I aften er der premiere på en ny sæson af Sjit Happens. Vi har lokket sunde tips ud af en af hovedrolleindehaverne, nemlig smukke Stephania Potalivo.
Hvad betyder sundhed for dig?
– For mig er kærlighed, mad og humor de tre vigtigste ting i livet – og har du dem, er du sund. Jeg er halv italiener og er vokset op i et madhjem, hvor det er en kultur at samles omkring maden, som der skal være masser af, og hvor der ikke er fokus på kulhydrater. Sundhed er at kunne nyde sit liv og spise god mad tilberedt af gode og ordentlige råvarer.
Tænker du over, hvad du spiser?
– Som sagt elsker jeg mad, og hvert måltid betyder meget for mig, så jeg vil ikke spilde det på noget kedeligt. Men jeg sørger for at spise med måde og lever lidt efter 80-20-princippet. Jeg er ikke fanatisk, men synes, at man skal tillade sig at have det godt. Skal jeg fx have en burger, vil jeg hellere lave den selv, fordi så kan jeg sørge for, at maden er tilberedt af gode og lækre råvarer.
Hvad elsker du at spise?
– Thai- og vietnamesisk mad, forde det er frisk, lækkert og spicy. Jeg har hang til kokosmælk og rød og grøn karry. Den type mad gør mig heller ikke så tung i maven, som hvis jeg har spist kartofler og sauce.
Hvilken form for motion dyrker du?
– Jeg har aldrig været glad for at træne og gå til noget bestemt. Jeg har været medlem i et fitnesscenter i fem år, men det kan tælles på én hånd de gange, jeg har været der. Det er selvfølgelig vigtigt at være aktiv, og derfor går og cykler jeg i hverdagene. Jeg har været heldig med at kunne spise, hvad jeg ville, uden at det kunne ses, men det er som om, at det ændrer sig, jo ældre jeg bliver. Og nu hvor det er vinter, får jeg heller ikke cyklet og gået så meget, som jeg burde. Og derfor er jeg netop begyndt at gå hos en personlig træner. Og det er virkelig motiverende. Jeg kommer af sted og har fundet ud af, at det faktisk er fedt at være svedig og få rørt kroppen. Men hold kæft hvor har jeg været øm. Jeg kan godt mærke, at jeg slet ikke er vant til at bruge kroppen på den måde. Men jeg har virkelig lyst til det.
Hvad giver det dig at dyrke motion?
– Lige nu er det meget nyt og grænseoverskridende, og jeg bliver virkelig udfordret til træning. Vi laver mange øvelser på gulvet og med vægte. Det ser så let ud, når min træner gør det, men det er virkelig svært og hårdt. Lige nu bobler jeg ikke med energi efter hver time, det gør mere ondt, men jeg ved jo, at det er godt for mig at komme i gang, og energien skal nok komme. Jeg har lyst til at være sund.
Er der en sundhedstendens, du aldrig kunne finde på at kaste dig over?
– Faste – det kunne jeg aldrig finde på, eller diæter for den sags skyld, så hellere spise så sundt og godt som muligt. Livet er for kort til at leve helt fanatisk.
Hvordan slapper du allerbedst af?
– Jeg slapper allerbedst af, når vejret er godt og jeg ligger i solen i parken eller på en strand – det kan være alene eller sammen med en veninde. Sol og godt vejr giver energi og glæde.
Hvad er dit bedste sundhedstip?
– Hvis man har en dårlig dag eller er stresset, har man en tendens til at krumme ryggen. Mit råd er, at du retter ryggen. Hav en god kropsholdning, for man ser bare mere frisk og lækker ud. Det giver også noget ved dig at have en flot holdning. Man møder verden med et åbent og glad sind.
Kan du anbefale et skønhedsprodukt?
– For mig er det vigtigt at bruge produkter uden kemi. Jeg får smurt masser af makeup i hovedet, når jeg er på arbejde, så det er skønt at bruge et naturligt og rent produkt, når jeg har fri. Jeg bruger det svenske mærke Estelle & Thild, det giver blød hud og er fyldt med gode sager.
Hvad gør dig glad?
– Et godt grin. At kunne grine og have det sjovt sammen er unikt og giver mig en kæmpe lykkefølelse. Du kan spise, træne og leve sundt, men hvis du ikke er glad, har du ikke en god udstråling.
Hvornår føler du dig allersmukkest?
– Om sommeren, hvor huden har en smuk glød, og jeg kan gå rundt i klipklapper og en lille kjole, modsat om vinteren hvor håret er tørt, og man pakker sig ind i store jakker.
Hvor elsker du at rejse hen?
– Jeg elsker at rejse og boede i New York hele sidste sommer, hvor jeg gik på skuespilskole, og det er jo en fantastisk by. Men jeg har selvfølgelig en kærlighed til Italien, og jeg elsker især at rejse i det sydlige italien, hvor der er en stemning af det ægte gamle Italien, som man kender det fra en gammel film. Det er en mere simpel livsstil, og der kan være en nostalgisk og romantisk feeling. Jeg kunne ikke leve i det, men det er skønt at være på ferie i.
Hvad går du aldrig på kompromis med (sundhedsmæssigt)?
– Det er svært at sige aldrig, men for mig er det vigtigt at købe økologisk. Mælk, æg, grønt og kød – der vil jeg altid vælge det økologiske.
Har du en dårlig vane, du gerne vil ændre?
– Jeg har en tendens til at overspise, fordi jeg er så glad for mad. Jeg spiser, selv om jeg er mæt, og jeg er også lidt af en skraldespand, der gerne spiser andres rester.
Hvis du skal synde, hvad gør du det så allerhelst med?
– God kage – det giver en lykkefølelse i munden. Det er jeg klart mere til end en slikpose.
I mit køleskab er der altid…
– Frugt. Jeg spiser lidt for meget, og det har jeg altid gjort.
I mit køkken finder man aldrig…
– Spegepølse – jeg kan ikke lide ting, der er røget.
Der er premiere på "Sjit Happens" sæson 3 i aften kl. 21.25 på TV2 Zulu.
SE OGSÅ: Rosalinde Mynster: "Jeg er stolt af mig selv efter hver løbetur"
SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor sund er din kost?
SE OGSÅ: Michelle Kristensen: "Truckerbad giver mig tid til motion"