Susanne havde løbet i mange år, men efterhånden fik hun problemer med knæ, hofter og fødder, som gjorde ondt hver gang, hun løb.
I stedet begyndte hun at cykle ved siden af sin datter, når hun skulle ud at løbe langt. Det var bare på en gammel damecykel med tre gear, hvoraf det ene ikke virkede.
"Den var rigtig tung at køre på, men jeg syntes egentlig, at det kunne noget at cykle. Det er den samme følelse af at komme ud i naturen og få vind i ansigtet, som man får, når man løber. Jeg googlede lidt, fandt frem til Charlie Cycling og Rikke, som jeg lånte en cykel af til en prøvetime.
Jeg blev med det samme bidt af det, selvom jeg aldrig før havde kørt med klikpedaler.
Den første gang, jeg mødte op til træning med hele holdet, var det faktisk lidt grænseoverskridende, for jeg tror, der stod omkring 50 kvinder, som helt tydeligt allerede havde et fællesskab.
Jeg kendte ikke et øje, og jeg var helt ny på en racer. En af damerne tog med det samme virkelig godt imod mig, vi havde god kemi, og i dag ses vi også privat.
Det betød meget at blive mødt på den måde, for jeg var totalt på udebane."
Det var ikke kun de fysiske gener, der fik Susanne op på cyklen. Hun var også et sted i sit liv, hvor hun trængte til at gøre noget kun for sig selv.
"Min datter løber på højt niveau, og jeg har gennem årene brugt rigtig meget tid på at tage rundt til stævner med hende.
Da hun flyttede til USA, havde jeg pludselig en masse tid til mig selv, samtidig med at jeg havde en mand, der var syg med lymfeknudekræft.
Sygdommen havde fyldt rigtig meget i mange år, og da vi så oveni var indespærret i lang tid under coronapandemien, kunne jeg bare mærke, puha, nu har jeg brug for at gøre noget for mig selv. Så det at cykle blev et frirum for mig.
I lang tid valgte jeg ikke at tale om min mands sygdom, når jeg var i cykelklubben, for det var ligesom mit helle. Der skulle sygdommen ikke fylde, for den fyldte allerede alle mulige andre steder i mit liv. Det var rigtig dejligt at få den timeout med en masse kvinder, og jeg kunne hurtigt høre, at fællesskabet var en redning for mange.
Nogle var blevet skilt, nogle syntes, det var svært, at børnene var flyttet hjemmefra, og andre var blevet ramt af sygdom, men i cykelklubben kunne det hele rummes."
Susannes mand er glad for, at Susanne har fået en hobby, hun elsker, og da han selv bruger en del tid på tennis, er der ingen sure miner, når hun er ude på de lange cykelture.
Hen ad vejen har Susanne åbnet op om de svære år overfor nogle af kvinderne i cykelklubben, og hun har også fået flere gode, fortrolige veninder, som hun ser i andre sammenhænge.
"Og det sjove er jo, at jeg faktisk bruger mere tid sammen med mine relativt nye cykelveninder, end jeg bruger med mine andre venner. Vi ses jo fast to gange om ugen til træning, og derudover cykler vi sammen på andre tidspunkter og bruger tid på rengøring og vedligeholdelse af cyklerne.
Vi laver også andre ting, bl.a. har vi holdt nytårsaften sammen, og vi går til saunagus og yoga."
"Jeg glæder mig altid til, at jeg skal ud og cykle, for humøret er højt og stemningen er god. Og jeg kommer også altid glad hjem. Udover at cykling er mit frirum, har det også været skønt at lære noget helt nyt og mærke, at jeg bliver bedre og bedre til det.
Det har været mega godt for mig, og jeg taler nærmest ikke om andet cykling. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst var ude og købe noget almindeligt tøj, i stedet bruger jeg pengene på cykeltøj og cyklen.
I år regner jeg også med, at jeg skal med på klubbens cykelrejse, for det gør jo noget ekstra for fællesskabet, at man er med på sådan en tur.
Det er selvfølgelig en prioritering at bruge ferie og penge på noget, der ikke er sammen med familien, men jeg tror, jeg gør det, og jeg glæder mig meget."
Om Susanne Godborg, 51 år
- Konsulent i medicinalgrossistfirma.
- Gift og har en datter og to bonusdøtre, der alle er flyttet hjemmefra.
