Tv-vært Lillian Gjerulf Kretz: „Motion giver mig ro midt i kaos“

Lillian Gjerulf Kretz er stor yogafan. Da hun sidste år var på barselsorlov med sit andet barn, dyrkede hun det hver dag.

– Yoga giver mig indre ro og balance og gør, at jeg kommer ned i tempo og får kontakt til mig selv. Mens vi sidder her og taler sammen, går det op for mig, hvor meget jeg egentlig savner det.

Efterhånden er det nemlig adskillige måneder siden, hun har lavet yogaøvelser dagligt. Der har ikke været tid og overskud, siden hun kom tilbage til Danmarks Radio i oktober. Sammen med lægen og journalisten Peter Qvortrup Geisling sagde hun ja til at blive vært på DR’s nye „Sundhedsmagasinet”, der sendes hver tirsdag efter tv-avisen, og det har været krævende i opstartsfasen. Hun kan selv se ironien. Fordi hun skal sparke det nye program i gang, har hun lige nu ikke tid til det sunde liv, som hun gerne vil slå et slag for i programmerne.

– Det er den slags modsætninger, som vi vist er mange, der må leve med, ler hun.

Til gengæld har det nye job fået hendes privatliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen. Hun har været nyhedsjournalist i 15 år og nyhedsvært i syv.

SE OGSÅ: Martin Kreutzer: "Kom nu i gang, kvinder"

Nyhedsjournalistikken tror hun aldrig, hun bliver færdig med, men samtidig er den verden svær at kombinere med, at hun har to små børn på halvandet og fem år og en mand, Steffen Kretz, som er globalkorrespondent for Danmarks Radio og ofte rejser.

– Nogle gange skal Steffen kunne rykke hurtigt. Så får jeg en sms om, at han er på vej til lufthavnen. Lige nu er han f.eks. i El Salvador. Den virkelighed passer min nuværende værtsrolle bedre ind i, og så må nyhederne ude fra den store verden vente, til børnene bliver større og knap har så meget brug for mig.

– Jeg kan ikke alt. Jeg kan ikke fare verden rundt og have en superkrævende karriere og være et hundrede procent til stede for mine børn. Og det sidste har jeg lovet mig selv at være i så stor udstrækning som muligt.

– Jeg tror, at vi indimellem bilder os selv og hinanden ind, at vi kan det hele. Og vi kører os selv ned med de forventninger. Det kræver klare forventningsafstemninger og aftaler, når begge i et forhold sætter karrieren højt. Ellers ophober der sig nemt frustrationer.

For det meste når Lillian Gjerulf Kretz hjem i tide til at hente, lave aftensmad og putte børnene. Og ellers tager hendes mand sin del, når han er hjemme. Stadig kræver det dog en del at få enderne til at mødes.

– Hvis mine rejser falder sammen med Steffens, har jeg heldigvis en fantastisk sej 80-årig mor, som kommer over fra Ebeltoft og giver en hånd. Når det kniber, er Steffens store børn også søde til f.eks. at hente de små, og ellers har jeg en barnepige, jeg kan hyre et par timer her og der.

SE OGSÅ: Mia Lyhne: "Jeg er nødt til at være bomstærk"

Jeg var så bange for at miste min mor

Lillian Gjerulf Kretz’ nye „Sundhedsmagasinet” har allerede dykket ned i emner som f.eks. D-vitamins indvirkning på kroppen, vores sexlivs indvirkning på vores humør og meget andet.

– Hvad har gjort størst indtryk på dig i arbejdet med sundhed?

– Jeg tilrettelagde et program om gener, og det åbnede en ny verden for mig. Det er fascinerende, hvor meget vores gener kan fortælle os om, hvem vi er, om vores krop og psyke. I forhold til sundhed vil mange sikkert snart indrette deres træning og kost efter, hvad en gentest viser. Men gentest rejser også store etiske spørgsmål: Skal og vil vi vide alt? Hvad hvis en test viser, vi har forhøjet risiko for at udvikle en sygdom, vil vi så vide det? Hvis vi kan forebygge, ja. Men hvad hvis der ikke findes nogen kur? En gentest er et vigtigt redskab, men den skal bruges med omtanke.

– I programmet fik du selv taget en gentest og var tydeligvis meget berørt, hvorfor?

– I programmet fulgte jeg en kvinde, som havde fået fjernet begge bryster og hele underlivet på grund af en arvelig kræft. En sygdom, hendes mor var død af, og som hendes lille datter meget vel kunne have arvet anlæggene til. Derfor søgte hun svar på, hvornår der kan forebygges. Vi besøgte de førende eksperter i England sammen, og jeg så, hvad der er på spil. Set i det lys tænkte jeg meget over, hvad der gemte sig i min egen test.

Det spillede også ind, at hendes egen mor fik brystkræft for nogle år siden, siger hun.

– Det var en af de kriser, som livet byder på. Jeg er meget tæt på min mor. Og jeg husker tydeligt den altomsluttende angst for at miste hende. I dag har jeg selv to små børn, og tanken om, at jeg ikke skulle kunne være der for dem, og at jeg måske også var disponeret for kræft, lå i baghovedet, da jeg fik svar på testen i programmet.

Heldigvis viste testen ingen tegn på, at hun er arveligt disponeret for alvorlige sygdomme, siger hun. Hendes egen mor er også fri af kræften i dag.

– Det var en stor lettelse, da hun blev erklæret rask. Hendes sygdomsperiode gav mig noget at tænke over. I dag tager jeg ikke længere noget for givet. Jeg sætter stor pris på det nære og på dem, jeg holder af. Og jeg blev mindet om, hvor vigtigt det er at fortælle, hvad de betyder for mig.

– Hvor vil du aldrig selv gå på kompromis med sundhed?

– Jeg går meget op i økologi, og endnu mere efter jeg har fået børn. Jeg er bekymret over, hvad konventionelle madvarer kan være sprøjtet og behandlet med. Det er jo mildest talt betænkeligt, at et æble f.eks. kan holde sig i ugevis og stadig se friskt ud. Så jeg forsøger at holde alt, der minder om sprøjtemidler og hormonforstyrrende stoffer væk fra mine børn. Samtidig gør jeg mig også umage for at få en masse grønt i dem.

Marie-Louises mor er dement: "Min mor forsvinder for øjnene af mig"

Fyldte chokolader frem for gulerødder

Ellers er hun ikke fanatisk. Og når hun er presset, kommer hun nemt til at række ud efter de fyldte chokolader i stedet for gulerødder. Det kan give lidt dårlig samvittighed, men ikke mere end det, siger hun.

– Jeg tager en gang imellem en sukkerfri periode. Det virker. Giver energi og stabilt blodsukker, men kan også være ret kedeligt. Til hverdag nægter jeg hverken mig selv chokolade, rødvin eller flødesovs, og jeg hygger mig med at bage kage med mine unger i weekenden.

Til gengæld går hun ikke på kompromis med sit behov for at løbe og vinterbade.

– Jeg skal helst af sted tre gange om ugen, men løber så kun tre kilometer og slutter med en iskold dukkert i vinterbadeklubben. At løbe er mit åndehul. Ofte dukker løsninger på de udfordringer, jeg har tumlet med, op på de ture. Hvis jeg ikke får trænet, er det lettere at havne i en ond cirkel. Så mister jeg hurtigere overblikket og bliver nemmere stresset. Og når jeg bliver stresset, bliver min lunte kortere.

Hun er også en stor tilhænger af at meditere.

– Det behøver ikke at tage mere end fem minutter, men gør en verden til forskel. Jeg sætter mig i et roligt hjørne, lukker øjnene og lytter til en af de meditationsapps, jeg har på min mobil. For tiden er jeg vild med en, der heder Buddhify. Den har meditationer til forskellige situationer. Det virker som en powernap for mig. Jeg finder ro, uanset hvor meget kaos der er omkring mig. Ofte har jeg også brugt det inden større tv-shows, eller inden jeg skulle sende live, det hjælper med at give mig fuldt fokus.

Hun mediterer både på arbejde og derhjemme.

– Foruden vores to fælles små børn bor Steffens to store børn på 19 og 21 år også hos os halvdelen af tiden. Der kan virkelig være gang i hytten. Det er skønt, men kræver energi. Hvis batterierne er flade, så gør meditation eller en løbetur underværker.

SE OGSÅ: Bliv stressfri med yoga: 5 øvelser, der giver energi

De modigste kvinder

Når Lillian Gjerulf Kretz skal pege på et vendepunkt i sit professionelle liv, nævner hun en rejse til Afghanistan i 2003 i slutningen af hendes journalistuddannelse. Hun og en veninde ville undersøge, hvordan det stod til med kvinders rettigheder og selvbestemmelse to år efter Talebans fald. Takket være afghanske flygtninge i Danmark fik de kontakt til en familie i Kabul, som de boede hos i fire uger.

– Det åbnede døre til en verden og en række mennesker, vi ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Størstedelen af de afghanske kvinder lever jo stadig under forhold, der er så umenneskelige, at det ikke er til at holde ud at tænke på. Vi mødte så mange stærke og modige kvinder, som på hver deres måde kæmper for kvinders rettigheder. Det er flot i et korrupt system, hvor de fleste magthavere havde et lige så afstumpet kvindesyn som Taleban.

Det gjorde ikke mindst et stort indtryk, da de interviewede en ældre mand og hans tre koner hver for sig om flerkoneri. Den yngste af konerne var en kvik pige, der havde ambitioner om at blive læge. Hendes far havde været progressiv og var indstillet på at opfylde hendes ønske om at studere. Men under Taleban-styret blev han alvorligt syg, kunne ikke forsørge hende og sagde, at hun blev nødt til at gifte sig med naboen, en ældre mand, der i forvejen havde to koner.

– Under interviewene fandt vi ud af, at selvom de tre kvinder i begyndelsen havde set hinanden som konkurrenter, så fandt de senere sammen i et stærkt søsterfællesskab. Deres ægtemand ville have, at den yngste også skulle skænke ham børn, men de tre kvinder indgik en alliance og fik indsmuglet p-piller til den yngste. Hvis hun ikke blev gravid, var der måske en chance for, at han ville give hende lov til at studere. Hun blev på den måde deres fælles håb for en anden fremtid.

– Den kvindesolidaritet midt i alt det fortvivlende var smuk og livsbekræftende. Min rejse til Afghanistan gav mig i det hele taget en forståelse for, hvor vigtigt det er, at de undertrykte og tavse stemmer kommer til orde. Det er sådan nogle historier, der er min drivkraft som journalist.

På sine mange rejser som reporter har hun tit befundet sig i farlige situationer. F.eks. under en researchtur om børnesoldater i Afrika, hvor soldaterne var høje på stoffer og pegede på hende med skarpladte våben.

– Min mand og jeg foretager risikovurderinger og tænker altid først og fremmest på sikkerhed, når vi rejser ud. Men jeg er helt klart blevet mere forsigtig og langt mere sårbar, nu hvor jeg er blevet mor.

SE OGSÅ: Sygeplejerske i krigszonen: "Jeg har sagt farvel til frygten"

Jeg har lært at slukke mobilen

Lillian Gjerulf Kretz var 35 år, da hun fik sin søn, og 40, da hun fik sin datter. Og de har forandret meget for hende, siger hun.

– Det allerbedste har været, at radaren er blevet flyttet væk fra min egen næsetip. Det er befriende og sundt. Livet har fået fylde og mening på en ny og dejlig måde. Jeg knuselsker mine børn. Og intet gør mig mere glad end at være sammen med dem. Men jeg tror, de fleste mødre i ærlighedens navn også vil sige, at det til tider er udmattende. Så er det ekstra vigtigt at huske at give sig selv små åndehuller og fylde energi på igen. Selv er hun blevet bevidst om ikke at fokusere for meget på det negative. Bl.a. på grund af sin mors sygdom.

– Jeg prøver hver dag at minde mig selv om det, jeg har at være taknemlig for. Dyrker det nærmest, selv når tingene går mig imod. Mange kvinder er gode til at slå sig selv i hovedet med fejltagelserne frem for at klappe sig selv på skulderen og huske på succesoplevelserne. Jeg er ikke anderledes, men jeg prøver at forbedre mig.

Når hun skal lade op, sker det især sammen med familien.

– I et af vores programmer på „Sundhedsmagasinet” så vi på, hvad vores brug af smartphones og tablets gør ved os fysisk og mentalt. Hvad de koster os i nærvær. Det har fået Steffen og mig til at blive bedre til at lukke ned derhjemme, når vi har fri. Der skal være pauser, hvor vi er ordentligt til stede. Så spiller vi sammen med børnene, eller vi tager ud og træner med den mindste i en babyjogger og den store på cykel ved siden af.

– Hvor har du udviklet dig mest, siden du var ung?

– Da jeg var yngre, brugte jeg en del energi på, at mine omgivelser skulle synes, jeg var god nok. I dag ville jeg ønske, jeg kunne sige til mit unge jeg: Du er god nok, og hvis du arbejder hårdt og tror på dig selv, skal du nok komme derhen, hvor du vil.

Hun er opdraget til, at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Man skal kæmpe for at nå sine mål, gøre sig umage.

– Men jeg synes, at unge i dag skal leve op til alt for mange ting. Særligt pigerne. Jeg har jo selv fået en datter, og det bekymrer mig, at der er så stor fokus på at være perfekt. De er efterhånden ikke ret gamle, før de bliver presset. De skal være dygtige, se godt ud og helst have en masse venner og likes på de sociale medier. De skal præstere i to verdener − i virkeligheden og på nettet. Jeg ville ønske, at vi kunne hjælpe vores børn til at hvile i, at det ikke er anerkendelse fra de mange, men kærlighed fra de få, der er det vigtigste. 

SE OGSÅ: 35 geniale løbetips, der booster din motivation

Sisse Fisker: "Følger man sit hjerte, kan det koste penge og omveje, men man fortryder det aldrig"

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Mit job kræver, jeg er i topform"