Da Vibeke så sig selv på bryllupsbilledet, tog hun en beslutning: "Det skubbede mit liv i gang"

Der var kø for at komme ind til overlægen på den psykiatriske afdeling. Vibeke, der dengang var 22, blev kaldt frem og lægen sagde, "Vibeke; du har paranoid skizofreni, og du bliver aldrig rask!"

"Så gik jeg igen og vidste ikke, hvad det var. Jeg lånte en fagbog, som jeg ikke forstod noget af. Da jeg blev syg, blev hele vores familiesituation rigtig svær for os allesammen. På det tidspunkt i 90'erne blev der ikke talt ret meget om psykisk sygdom, så det var ensomt. Jeg følte det, som om jeg kom i fængsel på livstid, men ingen, selv ikke læger, kan spå om fremtiden. Lægen kunne ikke vide, at jeg i dag har det fantastisk," erklærer Vibeke Andersen, 52.

Sara Maria åbner op: Angsten er vendt tilbage

44-årige Sara Maria Franch-Mærkedahl havde lige fået styr på sin angst, da hun oplevede et uvedkomment tilbagefald.

Scenen udspillede sig i 1994, hvor den unge Vibeke allerede havde været i udredning i et par år. Forinden havde hun været indlagt med en depression, der, når hun ser tilbage, havde været længe undervejs:

"Jeg var det indadvendte barn, der aldrig rakte hånden op, sad bagerst i klassen og følte mig som en outsider. Jeg kom på efterskole og fik det værre og værre, men det blev dæmpet ned. Dengang troede man, det var forældrenes skyld, at deres børn kom til at lide af psykisk sygdom. Jeg har haft så mange selvmordsforsøg, at jeg ikke har tal på dem", erkender Vibeke.

Vibeke fortæller roligt om sit liv, som hun med et skævt smil kalder "op ad bakke"

"Jeg kom på førtidspension, da jeg var 22 og har brugt 32 ud af 52 år i psykiatrien. Jeg levet uden håb, og når man mister håbet, hvad har man så tilbage? Jeg var handlingslammet, indtil jeg fandt noget at stå op til."

Bryllupsbilledet

Det "noget" kom efter Vibekes søsters bryllup i 2002. Vibeke vejede 110 kilo, fordi hun var så hårdt medicineret og nærmest kun lå i sin seng. Hun havde boet på seks forskellige bosteder for brugere af psykiatrien.

"Til brylluppet blev jeg fotograferet sammen med min far. Da jeg så billedet, tænkte jeg: "Er jeg SÅ stor?" Det chokerede mig, og jeg tog til lægen og bad om hjælp til at tabe mig."

Vandring hitter: ”Der bliver løst mange problemer på sådan en tur”

Kulde, frost og sne på næsen. Intet stopper Naturvandrerne i Rold Skov, der hver uge snører vandreskoene og følges ad ud på tur. Først var de kun 10, der gik, nu er de 240! De er 60+ og elsker at følge naturen på alle årstider, og så kan de ikke undvære det gode fællesskab, de har fået.

"Internettet var kommet, og her fandt jeg inspiration til sund mad. Jeg meldte mig ud af bostedets fede madklub, hvor vi fik sovs, kød og kartofler hver dag. I stedet fik jeg lov at lave mad i mit eget lille køkken. På køleskabet hang billedet af min far og mig, og det motiverede mig virkelig til at tabe mig," fortæller Vibeke.

Hvordan hun fandt styrken til at gennemføre en livsstilsændring, kan hun ikke helt sige, men billedet triggede en handlekraft indeni, som Vibeke siden har dyrket.

"Jeg begyndte at gå, og det var med til at skubbe mit liv i gang. Det var noget, jeg kunne gøre i mit eget tempo og ikke som i skoletiden, hvor jeg altid blev valgt sidst til holdsport, fordi jeg ikke var god til det."

Vibekes mor kom og gik ture med sin datter, og i løbet af et par år tabte Vibeke 48 kilo og tog en del selvtillid på i stedet. Nok til at turde sætte en kontakt-annonce i avisen, hvor der var bid!

Kærlighed og frihed

Hvor galt kan det være? Nogenlunde sådan var Prebens indstilling til Vibekes psykiske tilstand. Han er 15 år ældre end Vibeke, og meget hurtigt vidste de begge, at de ville hinanden.

"Vi købte et nedlagt landbrug uden for Ribe i 2005, og Preben har altid støttet mig. Jeg ville ikke have børn, for når jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv, hvordan skulle jeg så klare et barn, og Preben havde fire børn, så han behøvede ikke flere. Han har givet mig frihed til at prøve ting af," fortæller Vibeke.

I de kommende år fik Vibeke det bedre. Hun gik mere og længere og begyndte sågar at løbe. I 2015 gik hun Bornholm rundt med sin mor.

"Og det var en helt særlig tur. Det er svært for mine forældre at forstå, at jeg skulle tilbringe så mange år som patient i psykiatrien. I lange perioder var jeg helt væk, fordi jeg var så bedøvet af medicin. Det var de vidne til, og det må have været så hårdt. Der er dog undervejs spiret et håb hos især min mor, som er blevet min støtte," siger Vibeke.

Når hun ser tilbage på sit voksenliv, er der to nedslag, som forandrede alt. Det første var bryllupsbilledet, hvor hun blev konfronteret med sin overvægt. Det andet var en ny behandlingsform, som har sat Vibeke fri.

Træningsekspert: Sådan får du en stærk krop, der holder længe

Ondt i lænden, ledsmerter og øm nakke er blot nogle af de skavanker, som Mette Kryger, 53, mærker i takt med, at lysene på fødselsdagskagen bliver flere. Og det er hun langt fra ene om, for alderen tærer automatisk på muskelmassen, hvis ikke vi aktivt modvirker det. Bliv klogere på, hvad du helt konkret kan gøre for at styrke kroppen til et langt og smertefrit liv – træningsekspert Rikke Holm-Nielsen hjælper dig godt i gang.

Stemmen blev tavs

I 2020 blev Vibeke tilbudt virtual reality-behandling, som over otte behandlinger gjorde stemmen i hendes hoved tavs. Forenklet sagt går det ud på, at man møder sin værste fjende – sin indre, ødelæggende stemme, som i den kunstige virkelighed har fået form, er en såkaldt avatar. Med virtual reality-briller på kan Vibeke møde sin avatar, altså sine egne dæmoner, og give svar på tiltale.

"Stemmen fortalte mig, at jeg ikke duede, at jeg skulle lægge mig til at dø, og at Preben var mig utro. Udelukkende negative ting, som i årevis har holdt mig nede. Nu kunne jeg sige, "Jeg tror ikke på dig!", og "Min mand kan godt lide mig"."

Vibeke holder en pause og smiler ved tanken om julen 2020, hvor hun sagde endeligt farvel til stemmen:

"Jeg gik alene på en grusvej og råbte "Fuck dig!" af mine lungers fulde kraft til stemmen. Det har været et enormt pres på mit liv og helt fantastisk at slippe fri."

Siden har der været ro i Vibekes hoved, og hun er nået så langt, at hun ikke længere har symptomer på paranoid skizofreni. Hun er nede på at få en meget lille mængde medicin, og hvor hun før var til ugentlige samtaler med en psykiater, er det i dag en til to gange om året.

"Nu mærker jeg mine følelser, og det er nyt, for jeg var lukket ned i så mange år. Jeg oplever, at når jeg går, så flyder tankerne, og jeg finder ro. Som Kierkegaard sagde, "Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den", og det er rigtigt."

"Jeg har et godt liv i dag, og bitterhed kommer vi ingen vegne med. For mig er det vigtigt, at det her er en håbsfortælling," siger Vibeke.