Vi har testet vandring på Marskstien, og her er vores bedste råd

Det er blevet eftermiddag, da vi parkerer bilen foran svømmehallen i Tønder og begiver os afsted på vandretur. Vi har byttet fredagsslik og rødvin med familien ud med en vandreweekend i et, for os, helt ukendt land i det sønderjyske. En weekend til samtaler, stilhed, natur og venindepleje.

Ingen af os kender området eller er specielt erfarne vandretyper – til gengæld er vi nysgerrige og har lyst til at tilbringe et par dage under åben himmel. Dog ikke om natten, vi har nemlig gjort det både nemt og rart for os selv ved at booke både aftensmad og overnatning

Tøndermarskens særlige natur- og kulturlandskab strækker sig over cirka 85 km2 og grænser op til Vadehavet og den tyske grænse. Marskstien går via de menneskeskabte diger i marsken og langs det forfinede netværk af sluser, åer og marker, skabt af sønderjyderne i deres kamp med at tæmme havet.

Her er utroligt fladt og utroligt frodigt – noget som både områdets bønder og mange fugle har glæde af, og vi drømmer om at se en lille sort sol (stæreflokke, der sværmer på himmelen, red.) og ellers bare nyde tiden og landskabet sammen.

Læs også

Forsker har fundet den vigtigste faktor for et godt helbred

DAG 1, Tønder til Højer (15 km)

Første stræk af vores tur begynder i Tønder, hvor vi provianterer en kop kaffe og en BMO (bolle med ost, red.) til turen. Her får vi første forsmag på, hvad turen byder på, når det kommer til forplejning, for sønderjyderne vil os det godt, og sparer ikke på hverken smør eller ost. Ingen skal gå sultne på Marskstien!

Her er hyggeligt i Tønders små gader med smukt udsmykkede huse, men vi må gemme sightseeing, til vi lander her igen på søndag. Vi har 15 km foran os mod Højer, hvor vi skal overnatte på Marskhotellet og i øvrigt har booket aftensmad, Vadehavstapas fra Højers berømte slagter – den med Højer-pølserne.

Vi følger ruten gennem Tønders hyggelige gader, ud ad byen og ind i marsken. Marskstiens skilte fortæller os, hvor vi skal hen, så vi kan sænke skuldrene og bare sætte en fod foran den anden, mens vi skridt for skridt lægger en travl uge bag os.

Efter en lille håndfuld kilometer nærmer vi os Schackenborg Slot, som vi ankommer til gennem slotshaven. Slottets cafe er åben, men vi kigger kun lige ind og låner toilettet, inden vi går videre igennem Møgeltønders flotte slotsgade.

Der er flere hyggelige caféer i de velplejede haver, hvor man sagtens kunne sidde og nyde det hele lidt – men vi er jo lige kommet i gang, og det føles fjollet at holde pause nu, så vi fortsætter videre.

Da det er sidst på eftermiddagen, sænker den blå time sig over marsken, og fuglene begynder at røre på sig i deres jagt efter nattely. Selvfølgelig vil vi gerne se sort sol, fænomenet når tusindvis af stære danner formationer på himmelen, inden de går til ro for natten i marskens rørskov. Timingen passer dog ikke helt, for det er i det sene efterår og tidlige forår, at de mange stære trækker fra nord til syd og omvendt – og altså provianterer og overnatter i marsken. Men vi ser faktisk bittesmå mini-sort sole her hen mod aftenen, hvor vi går de sidste 8 kilometer på å-digerne mod Højer.

Her er smukt og stille, og vi møder ingen andre end de græssende køer på vores vej. Det føles flere steder, som om vi er de første, der betræder stierne. Græsset er ikke trampet fladt – ja, havde det ikke været for skiltene, så kunne man blive helt i tvivl, om her overhovedet er en sti?

Da vi nærmer os Højer, er det begyndt at småregne, og vi lunter det sidste stykke hen til Marskhotellet på byens torv. Vi er lidt forsinkede, men hotellets søde køkkendame har dækket op til os på værelset og sat en flaske hvidvin på køl. Det er luksus at kunne hoppe i bad og sætte sig til bords til lyden af regnen udenfor.

Læs også

Denne nydelse i dobbeltsengen bliver mere og mere populær - alligevel skaber den forargelse

DAG 2, Højer til Rudbøl (24 km)

Vi vågner til solskin, og det er dejligt, for i dag skal vi gå weekendens længste stræk, nemlig knap 24 flade kilometer langs Vadehav, sluser og solsikker.

Vi spiser morgenmad i Marskhotellets lyse café og får udstukket to solide madpakker til turen. Da vi er ved at spænde rygsækkene på, spørger den samme søde hoteldame, der havde dækket op til os, da vi ankom i går, om vi da ikke vil have kørt vores rygsække til Rudbøl?

Altså, den del havde vi faktisk ikke booket, selv om bagagetransport er en mulighed på Marskstien. Men når nu vi får tilbuddet, flytter vi alt andet end madpakker, drikkedunke og tørre strømper over i den ene rygsæk, og på den måde begynder vi dagens vandrestræk med færre kilo på skuldrene.

Vi går igennem Højer og kigger ind hos den lokale keramiker, Jytte Lysgaard, der er i gang på sit værksted. Hendes unikke keramik står allerede på flere Michelin-restauranter i området, men vi kan ikke fylde rygsækken med stentøj, selv om det frister.

Vi passerer byens ældste hus og den fine Højer Mølle, hvor der er udstillinger om marskens folk og natur i de gamle kornmagasiner. Men vi er ikke supererfarne vandretyper, så vi har faktisk ikke rigtig nogen idé om, hvor længe vi vil være om at gå de 24 kilometer? Umiddelbart synes vi ikke, det lyder af meget – men vi har jo nok nogle timer foran os eller fem. Mindst. Derfor går vi bare en lille tur omkring den gamle have omkring møllen og fortsætter så ud af byen og videre ud mod Emmerlev, hvor vi rammer Vadehavet.

Her møder vi fugleentusiaster med kæmpe kikkerter og tyske par i autocampere og faktisk også flere andre, der er på vandretur. De må dog gå ad nogle andre ruter end Marskstien, for den har vi igen i dag stort set for os selv.

Strækningen fra Emmerlev til Vidå Slusen er den del af ruten, der går tættest på Vadehavet, men det er en asfalteret sti, og der er langt ud til havet. Dog er der små stier gennem den våde rørskov, man kan gå ad ud mod vandet, og det gør vi også for at komme tættere på – men det er lidt ærgerligt, at Marskstien ikke er tilrettelagt, så man får mere Vadehav. For det er helt særligt.

Ved Vidå Slusen er der mange mennesker, som har taget bilen herud for at stå på den lille udsigtsplatform, hvor man kan kigge ud over Vadehavet og spotte særlige fugle.

Vi sætter os i solen ved åen og overvejer et smut ind forbi den lille Café Slusen, hvor man kan få gourmethotdogs med lammepølse fra de lam, der bor i marsken. Men vi er ikke sultne endnu og har jo også fået madpakke med fra Marskhotellet, så vi bevæger os videre langs den smukke Vidå og slår ind på stien igennem marskområdet Margrethe Kog.

Her går vi højt oppe med et smukt kig udover Det Fremskudte Dige, marskens yderste værn mod Vadehavet og det nyeste dige, som blev etableret efter stormfloderne i 1976, hvor alle marskens indbyggere måtte evakueres. Her er stille og helt utroligt fint, og hvis vi vidste noget om fugle, ville vi sikkert have en fest, for mellem os og Det fremskudte Dige er Saltvandsøen, et stort fugleområde, hvor mange forskellige vadefugle holder til. Men vi er ikke ornitologer – om end vi bliver lidt klogere undervejs, hvor Marskstiens informationsskilte fortæller om marskens mange dyr.

Vi sætter os i græsset og spiser frokost, mens marsklammene betragter os nysgerrigt. Madpakkerne er solide – Højer-pølse og lokal ost på sønderjysk rugbrød. Det føles rigtigt at læne sig tilbage for en lille stund fordøje og lukke øjnene bare lidt i de grønne omgivelser. Vi taler om, at vi er faldet i takt i løbet at det her første døgn, vi har tilbragt sammen nu, min veninde og jeg.

Vi småsnakker, når noget falder os ind, får talt større ting igennem, der optager os – men vi går også i lange perioder med en rolig stilhed imellem os, hvor vi bare suger omgivelserne til os og sætter det ene ben foran det andet. Det er trygt og utroligt fint at rykke vores venskab ud under den store blå himmel.

Vi er næsten halvvejs, og vi har stadig gode ben, synes vi – men det er hårdt at gå på de knoldede græsspor, som udgør store dele af Marskstien. Måske fordi den er så relativt ny og ukendt, at den faktisk ikke er særligt velbevandret endnu? Måske fordi vi er ”uden for sæson”, når det kommer til sort sol, som er områdets helt store trækplaster. 

Læs også

Prinsesse Alexandra og grev Michael har lovet hinanden at gøre noget bestemt: ”Det andet er så besværligt”

Vi nærmer os den tyske grænse og det lille grænsevogterhus, som nu er informationscenter for områdets natur og historie. Vi har lyst til kaffe nu, og google fortæller os, at den lille café på den tyske side af grænsen, Café Zollhaus, har åbent. Det har den ikke, men havde den haft, kunne vi have siddet og drukket kaffe med kig ud over de blomstrende solsikkemarker.

Herfra har vi omkring 8 kilometer tilbage, og Marskstien tager os igennem den lille flok huse i Nørremølle, hvor der er kunst i haverne, og herfra det sidste stræk langs Vidåen mod Rudbøl. Her er det kun os og fårene, fuglene og frøerne. Og sommerfuglene og guldsmedene, der flyver fra det høje græs, efterhånden som vi kommer gående. Små stæreflokke er her også, og en STOR fugl letter pludseligt fra rørskoven, og den genkender vi! Det er en stork, der er ude at spise sig mæt i marsken, og vi får øje på flere, mens vi går her.

Solen skinner, og alting flimrer i grønt og blåt, mens vi lader tankerne flyve og bare går. På Rudbøl Grænsekro bliver vi taget imod med vantro – har vi gået 24 km fra Højer til Rudbøl? Der er jo kun knap 8 km ad landevejen? Jo, det har vi gjort helt frivilligt, forsikrer vi om, og det går op for os, at vi har brugt omkring 8 timer på turen, det er noget længere tid, end vi forventede. Nok fordi vi ikke har haft travlt, og så var der jo den der lille lur i græsset...

Vi får bestilt aftensmad, så den er klar, når vi har taget et bad, og bliver installeret på noget, der minder om en brudesuite fra 1970’erne i den gamle del af kroen. Rudbøl Grænsekro er af den helt klassiske slags, der er blevet bygget til igennem årene for at få plads til store fester med tre retter, en mand på orgel og desserter, der bliver båret ind i dæmpet lys og til taktfast klappen. Det er hyggeligt og nostalgisk, og den menu, vi får serveret på terrassen i aftensolen, fejler ingenting. Kølig hvidvin og udsigt til Rudbøl Sø har vi også, og vi vælter mætte, tilfredse og trætte i seng.

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

DAG 3, Rudbøl til Tønder (16 km)

Vi spiser morgenmad i gildesalen og får udleveret vores madpakker, denne gang i søde blomstrede madkasser. Vi efterlader igen vores tungeste rygsæk og drager sorgløst afsted på de sidste 16 kilometer mod Tønder.

Senere finder vi ud af, at da vi ikke oprindeligt har booket bagagetransport, er der faktisk ikke nogen, der kommer og henter vores rygsæk. Men så kører kromutter den da bare selv til Tønder, finder vi ud af – sønderjyderne er bare dejlige, altså!

Vi går på diger og igennem ”kog”, som de inddæmmede marskområder hedder, og møder igen ingen på vores vej. Vi taler om, at det er virkelig usædvanligt at kunne bevæge sig i timevis igennem landskabet uden at møde andre mennesker i Danmark, det er helt særligt. Her går græssende køer og heste i noget, der mest af alt minder om et guldaldermaleri, og vi stopper ofte og bare står og betragter det hele.

Cirka halvvejs kommer vi til Lægan Pumpestation, der blev opført for knap 100 år siden, da man begyndte at afvande marsken. Pumpestationen er åben og har gratis adgang alle ugens dage – udstillingen giver en fin forståelse for marskens system af åer, pumper, diger og sluser. Vi sidder her med kig til Nørresø og spiser frokost, inden vi går afsted på de sidste kilometer af vores tur.

På en måde er vi mættet af marskens flade landskab nu. Det er særligt, frodigt og stille, men også en smule kedeligt i længden, når det hele er himmel og grønne enge. Måske havde det været fedt med mere variation på turen – men omvendt er det nærmest meditativt at gå i.

Nu nærmer vi os Tønder fra den anden side af byen, hvor vi bliver mødt af byens vartegn, det gamle vandtårn, der nu er museum for bysbarnet, møbelsnedkeren Hans J. Wegner. Vores tur slutter på Hostrups Hotel, hvor vi desværre ikke skal overnatte, for her er fint!

Til gengæld sidder vi på terrassen og drikker en kop kaffe i solen, inden vi snupper vores bagage og finder bilen, der har stået og passet sig selv ved svømmehallen. Vi har to go-kaffe med til turen, inden vi lander hjemme hos familien og skal til at tænke på andre end os selv – og madpakker – igen.