Vi tester Grøn Keto: Er det en kur, der dur?

Vi tester Grøn Keto: Er det en kur, der dur?

Keto-kuren har længe været hypet. Nu er den tilbage i en lidt grønnere udgave, der udelukker okse og gris for klimaets skyld, og som lover at booste din fedtforbrænding med periodisk faste. 34-årige Trine Marvig Højgaard Nielsen har testet kuren i 3 uger.

Før kuren

Hvad er din motivation for at gå i gang med kuren?

“Jeg gerne vil tabe mig nogle kilo, få en lettere følelse i kroppen og forhåbentlig opleve mindre træthed. På den korte bane vil jeg gerne smide et kilo eller to for at føle mig godt tilpas i bikinien på stranden, når jeg leger med mine børn.

På den lange bane håber jeg, at de tre uger kan være startskuddet til, at jeg får en sundere hverdag med mere energi, mindre oppustethed og mindre trang til usunde snacks.

Jeg har ikke de store forventninger til, at jeg taber mig mange kilo i løbet af bare tre uger, men jeg forestiller mig, at jeg vil føle mig lettere og sundere, når de tre uger er gået, og at lysten til at fortsætte de sunde vaner varer ved.”

Er der noget, du tror vil blive en udfordring?

“Jeg ser ikke de store udfordringer i forhold til, hvad jeg må spise. Der er masser af lækre retter at vælge imellem. Fasten i uge to skræmmer mig heller ikke. Det er primært tiden til at forberede maden, som kan blive en udfordring.

Jeg vil forsøge at preppe så meget som muligt om aftenen, så der ikke skal snittes og hakkes til madpakken om morgenen. Derudover vil jeg handle ind til en uge ad gangen. En anden udfordring bliver at få børnene med på de nye aftensmadsretter. Dog får de selvfølgelig kulhydrater til maden, så jeg håber, at det går.”

Grøn keto

Keto går ud på at få kroppen til at skifte over til fedtforbrænding og være i ketose, en tilstand, hvor kroppen forbrænder fedt som primært fedtstof. Det gør du ved at spise meget få kulhydrater. I modsætning til traditionel keto udelukkes i grøn keto-kuren okse- og svinekød fra dit proteinindtag for at gøre kuren mere klimavenlig.

Derudover adskiller grøn keto sig fra traditionel keto ved at anvende en periodisk faste. Bogen er skrevet af Alice Apel Hartvig, autoriseret klinisk diætist, og Majbritt Louring Engell, der er professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en master i fysisk aktivitet.

Bog, Grøn keto, Gyldendal, 200 kr. 

Efter kuren

Hvordan har det været at spise efter grøn keto-principperne?

“Det har været lettere end forventet. Jeg valgte at følge de madplaner, der er i bogen. Det gjorde, at jeg ikke skulle tænke så meget over, hvad jeg skulle spise for at opfylde principperne.

Den første uge forløb uden problemer i forhold til maden, men jeg kunne godt mærke, at jeg var mere træt end normalt. Uge to hvor jeg periodisk skulle faste, gik også godt. Jeg havde ikke problemer med at holde mig inden for tidsintervallet, da det kun betød, at jeg skulle springe morgenmaden over.

Uge tre er også gået okay. Jeg kan dog godt mærke nu, at jeg savner at spise flere kulhydrater især rugbrød og havregryn. Den første uge tabte jeg knap to kilo, men det var primært væske, og jeg har ikke tabt mig meget siden. Til gengæld har jeg holdt de to kilo.”

Hvad er det bedste ved grøn keto-kuren?  

“Elverbrødet! Det er ikke noget, jeg har hørt om før, men det smager vildt godt og indeholder stort set ingen kulhydrater. Derudover synes jeg, at opskrifterne i bogen er rigtig lækre. Jeg har fået øjnene op for nye, sundere retter end de sædvanlige hverdagsretter, som jeg plejer at lave, og jeg har fået mange flere grøntsager ind i min kost.”

Hvilke udfordringer har du haft?

“Selv om det på den ene side har været en stor hjælp at følge bogens madplan fast, så har det også betydet, at jeg skulle købe rigtig meget ind, og jeg synes desværre, at der har været en del madspild, som jeg har måtte smide ud, fordi ingredienserne ikke gik igen i de efterfølgende retter.

Derudover så har frokostretterne krævet en del forberedelsestid, da der er mange grøntsager, der skal snittes. Mine børn har været åbne overfor at smage retterne, men det er ikke altid, at de har været begejstret for dem.

På grund af corona-krisen og lockdown har det også været en udfordring ikke at falde i og hygge sig lidt ekstra med familien med kager, is og så videre, og jeg må indrømme, at jeg er faldet i et par gange.”

Læs også: Monica har testet 40 plus boost kur: "Jeg har følt mig lettere og sundere, og jeg har ikke haft hovedpine

Du drømte om mere energi, mindre oppustethed og mindre trang til usunde snacks. Har kuren hjulpet dig med det?

“Grøn keto har helt sikkert givet mig mindre oppustethed. Jeg har stort set ikke følt mig oppustet eller overmæt, siden jeg startede. Kroppen har fået det rigtig godt på den måde. Men jeg synes ikke, at kuren har givet mig mere energi. Tværtimod.

Jeg har været mere træt, end jeg plejer. Jeg ved dog ikke, om det skyldes, at vi har arbejdet hjemme og hjemmeskolet vores børn på grund af lockdown, eller om det skyldes kosten. Jeg er heller ikke helt sluppet af med min trang til søde sager, men madplanen gør det nemmere at undgå de usunde snacks.”

Vil du fortsætte med at spise efter grøn keto-principperne?

“Jeg vil helt klart fortsætte med at bruge opskrifterne fra bogen og forsøge at holde mit kulhydratindtag nede, for kuren har givet mig en god fornemmelse i kroppen.

Sådan skal du spise:

Grøn keto er lavet ud fra en treugers-plan med tre faser. Generelt for de tre uger skal din kost bestå af grøntsager, sunde fedtstoffer og mættende protein.

  • Uge 1: Grøn keto I denne uge spiser du mad morgen, middag og aften. Du må vælge én portion kulhydrat om dagen som 50 gram rugbrød eller 200 gram frugt. Du har én fridag, hvor du kan forkæle dig selv med for eksempel en hjemmelavet pizza eller et stykke kage.
  • Uge 2: Periodisk faste og grøn keto I denne uge skal din krop have ro fra mad i 16 timer i træk. Derfor skal du spise dine tre måltider i tidsrummet fra klokken 12 til 20. Du skal springe din morgenmad over, så dit første måltid er din frokost. Ligesom i uge et må du spise én portion kulhydrat om dagen og holde én fridag.
  • Uge 3: Grøn keto – boost I denne uge skal kroppen leve af sit fedt. Du skal ikke faste, men køre en ren ketogen diæt på maksimalt 30 gram kulhydrat om dagen. Rent praktisk betyder det, at du ikke kan spise en portion kulhydrat, som du har kunnet i de to første uger. Derudover er det kun udvalgte grøntsager, du må spise, da nogle grøntsager indeholder mere kulhydrat end andre. I denne uge har du ingen fridage.

Kilde: Grøn keto

Det lover kuren:

  • Et stabilt blodsukker, så du slipper for sukkercravings.
  • Masser af grøntsager, der giver din krop vitaminer og mineraler og skaber et sundt og velfungerende tarmmiljø.
  • Et immunforsvar i balance, der kan bekæmpe kronisk inflammation og gøre din krop rask.
  • Sunde fedtstoffer til at opbygge velfungerende hormoner og sunde celler.
  • Et vægttab på ét kilo om ugen.

Kilde: Grøn keto

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at køre de tre uger igennem slavisk igen, men jeg vil prøve at integrere nogle af principperne i min hverdag. Jeg har virkelig fået øjnene op for spidskål, så det kommer jeg til at spise meget mere af fremover, og elverbrødet er også kommet for at blive.”