Skål

Lider du af monster-tømmermænd? Nyt studie gav ”fri bar” – og undersøgte gammel skrøne

Nu viser nyt studie, hvordan du kan undgå de værste tømmermænd - og det er faktisk helt enkelt.

Har du også for nylig været til en fest, hvor der både røg øl, snaps, vin og måske en enkelt cocktail indenbords? Så kan du godt forvente, at dine tømmermænd bliver værre, end hvis du blot havde holdt dig til én type alkohol.

Det viser nyt videnskabeligt studie, hvor forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og Herlev Sygehus har undersøgt, hvordan du kan undgå de værste tømmermænd.

”Vi har ønsket at undersøge, om det er sandt eller blot en skrøne, at høj tilgængelighed af forskellige typer alkoholiske drikkevarer er forbundet med et større alkoholindtag og værre tømmermænd dagen efter. Altså drikker man mere og får værre tømmermænd dagen derpå, hvis man indtager forskellige typer alkohol, for eksempel vin, øl og spiritus, fremfor hvis man begrænser sig til den samme type alkohol og for eksempel drikker enten kun vin eller øl hele aftenen,” siger Janne Tolstrup, der er professor i alkoholforebyggelse ved Statens Institut for Folkesundhed og en af forfatterne bag studiet.

Flere valgmuligheder giver større tømmermænd

I studiet deltog 35 personer, som blev delt op i to grupper. Alle forsøgspersonerne fik fri bar, forstået på den måde, at alle måtte drikke lige så mange genstande, de ville. Dog måtte den ene gruppe kun drikke den samme form for alkohol efter eget valg hele aftenen, altså fx kun vin eller kun gin og tonic, mens den anden gruppe kunne give den gas og indtage både øl, vin og cocktails.   

Dagen efter skulle deltagerne rapportere om symptomer på tømmermænd, såsom hovedpine, kvalme, opkast, tørst og nedsat koncentrationsevne. Og her stod det klart, at deltagerne, der havde blandet og drukket forskellige typer alkohol, både havde flere og dobbelt så slemme tømmermænd, end deltagerne, der havde holdt sig til samme type alkohol.

”Samtidig viste det sig, at deltagerne i blandingsgruppen havde drukket mere alkohol. De drak i gennemsnit 10,9 genstande i løbet af aftenen, mens gruppen, der var begrænset til den samme type alkohol, indtog 5,7 genstande. Så det er ikke så overraskende, at blandingsgruppen fik flere tømmermænd. Vores resultater lægger derfor op til, at dét at blande fører til, at man drikker mere og derfor får flere tømmermænd, ” siger Janne Tolstrup, som også har et bud på, hvorfor man drikker mere, hvis man har mere at vælge imellem.

”Kostforskning viser, at hvis der er en buffet med mange slags retter, så spiser man mere, end hvis der kun er to ting at vælge imellem. En forklaring er, at man bliver træt af at spise det samme hele tiden og derfor spiser mindre. Vores studie tyder på, at det også gælder med alkohol,” siger Janne Tolstrup.