Hvad signalerer dit barns navn?

Det afslører dit barns navn om dig

En royal Victoria eller en lille nordisk Solbjørg? Dit barns navn signalerer mere til omverdenen, end du måske tror.

Dit barns navn fortæller måske mere om dig, end du tror. Det kan blandt andet afsløre, om du er til vandretur i de norske fjelde eller charterferie med all inclusive, og om du elsker at gå mod strømmen eller ikke har det store behov for at skille dig ud.

Marni, Asko og Vian er blandt de seneste ti drengenavne, der er blevet godkendt som fornavne i Danmark, og der kommer hele tiden nye til.

LÆS OGSÅ: Derfor døber du dit barn det samme som alle andre

For sagen er, at vi moderne forældre mere end nogensinde ønsker at iscenesætte os selv gennem vores børn.

– Måske er der nogen, der kan huske det forældrepar, der i 1990’erne kæmpede mod myndighederne for at få lov til at kalde deres søn Christophpher. Morens begrundelse var, at de havde et særligt barn, der fortjente et særligt navn. Sådan tænker mange forældre i dag, siger navneforsker ved Københavns Universitet Birgit Eggert.

Oldemor-nostalgi

Uanset om du ikke har valgt at stave dit barns navn på en særpræget måde eller har fundet på et navn, ingen andre hedder, har du ifølge Birgit Eggert bevidst eller ubevidst tænkt over, hvad navnet signalerer, da du valgte det til dit barn.

Måske er du til oldemor-nostalgi a la Asta og Alma eller moderne klassikere som Anna og Emma, eller måske har du valgt et navn som Thora eller Solbjørg, som signalerer nordisk råstyrke.

“For en eller to generationer siden var man ikke så bevidst om navnet. ‘Han skal hedde Peter ligesom sin bedstefar’ lød ræsonnementet. I dag går man op i navnes betydning, og hvad de signalerer,” fortæller Birgit Eggert.

Ønsket om et unikt navn hænger ifølge Birgit Eggert sammen med, at vi fra de yngre generationer har en større hang end tidligere generationer til at iscenesætte os selv og skille os ud fra mængden via det sted, vi bor, vores tøjstil, fritidsinteresser og så videre.

Med andre ord er dit barns navn med til at signalere til omverdenen, hvem du er.

LÆS OGSÅ: 15 babynavne inspireret af Disney

Ligesom det ikke er lige meget, om du dyrker skak eller triatlon, er det ikke lige meget, om din pige skal hedde Bente eller Flora-Maria.

“Det er, fordi vi tror, at Alma er et enormt originalt navn, lige indtil barnet kommer i vuggestue, og vi finder ud af, at der er tre, der hedder det samme,” siger Birgit Eggert, der dog påpeger, at der de seneste 50-100 år er blevet færre og færre, der hedder det samme i hver generation.

Blandt andet fordi vi, for eksempel gennem medierne, har fået flere inspirationskilder til navne end tidligere.

Den tid, vores børn er født i, spiller også en rolle. Det er meget sjældent, at vi giver vores børn navne, som er typiske for vores egen generation.

Ifølge Birgit Eggert kommer navne generelt igen og bliver populære med tre generationers mellemrum.

Bopæl afgørende

Det vil sige, at du ikke kunne drømme om at kalde din dreng for Jesper ligesom mange af drengene i din egen generation hedder, heller ikke for Stig, som nogle af dine venners fædre hedder.

Derimod er Viggo, Otto og Vitus populære navne – navne, der er tre generationer gamle, og som var populære på dine oldeforældres tid.

Derfor vil en mor på 20 år typisk også have andre præferencer end en mor på 40 år – simpelthen fordi de tilhører forskellige generationer.

Hvor du bor, og hvad du arbejder med, spiller også en rolle i forhold til valget af navn.

Mere tradition i provinsen

Tendensen til, at mennesker i provinsen lever en anelse mere traditionelt end folk i byerne, slår igennem i valg af navne, der ofte er noget mere brogede og utraditionelle i byerne.

Desuden er der forskelle i navnevalg, alt efter hvilken uddannelse man har.

“Jeg har eksempelvis indtryk af, at skuespillere og andre kreative mennesker vælger ret specielle navne til deres børn. Jeg tænker, at det er, fordi de lever af at skille sig ud, og at det er noget, der går igen i forhold til deres børn,” siger Birgit Eggert.

Hun hæfter sig også ved, at den mere velhavende del af befolkningen ofte vælger internationale navne med royal klang som Victoria, Josephine, William og Carl.

En kraftig og udholdende storm

“Jeg tror ikke, at de kopierer kongehuset, men navnene ligger op ad dem, som kongehuset vælger, fordi de tilhører samme segment, hvor man lægger vægt på, at navnet skal være internationalt,” siger Birgit Eggert.

Det er klart, at der i navnevalget – uanset om det har royalt islæt eller ej – også ligger ambitioner eller forventninger om, hvilke personlige egenskaber vi ønsker for vores barn.

Et af de navne, som suser op ad navnehitlisterne lige nu, er Storm. Et navn, som emmer af kræfter og udholdenhed.

Det hedder de kendtes børn

  • Casper Christensen og Anette Toftgård – Cajsa Phoebe og Marvin
  • Mai-Britt Vingsøe – Filuca og Tillie Fia
  • René Dif – Mabel Maija
  • Ibi Støving – Anakin
  • Lasse Rimmer – Pippi Alberte og Hedvig Betty
  • Nik (fra Nik og Jay) – Lotus
  • Michael Jackson – Blanket, Paris og Prince Michael
  • David og Victoria Beckham – Cruz, Brooklyn, Romeo og Harper Seven

“Det kræver sin dreng at hedde Storm. Men spørgsmålet er, om han automatisk bliver sej? Man kan også vende den om og spørge: Bliver man en Brian af at hedde ‘Brian’?,” spørger navneforskeren, der umiddelbart ikke har noget svar, og forskningen siger heller ikke noget om det.

Men helt uomtvisteligt er det, at du præger dit barn med hans navn, og at han går ud i verden og sender signaler om sit ophav med det.

LÆS OGSÅ: Numerologi: Det betyder dit barns navn

LÆS OGSÅ: 7 babynavne, der er forbudt i Frankrig

LÆS OGSÅ: Fridd, Freja og Arthur: Skal dit barn have et nordisk navn?