Deltagerne i "Alene i vildmarken"

Her er deltagerne i ny sæson "Alene i vildmarken"

I år bliver det endnu vildere kunne være temaet for den nye sæson af "Alene i vildmarken", hvor eksperter i overlevelse får den ultimative udfordring.

logo herognu HER&NU HN

Flere hundrede kilometer nord fra Polarcirklen i finske Lapland gjorde sidste års udgave af "Alene i Vildmarken"til den absolut koldeste og hårdeste i programmets historie.

LÆS OGSÅ: Stor drøm opfyldt: Sebastian og Asta flytter i hus

I den kommende sæson er programmet rykket yderligere nordpå, og allerede de første dage kommer frosten, og de syv deltagere sættes på prøve. For selvom deres færdigheder i overlevelse er med dem, er der ingen, der kan føle sig sikre – alt kan ske i vildmarken.

Tidligere er deltagerne ved start blevet sejlet ud til det område, de skulle være i. Som noget nyt starter de denne gang deres overlevelsesrejse med at vandre ud og finde deres habitat ved hver deres sø med kort og kompas. Undervejs kan de også finde en overraskelse, der kan øge deres chancer for at overleve.

- Alle vores deltagere rejser til vildmarken med en lyst til at rejse ud alene og udfordre sig selv både psykisk og fysisk. Og selvom de alle besidder færdigheder, der kan hjælpe dem med overlevelsen, så kan alt ske i vildmarken. Jeg tør godt love, at denne niende sæson er en af de mest uforudsigelige sæsoner af "Alene i Vildmarken", siger DR-redaktør Irene Strøyer i en pressemeddelelse.

Sæsonpremieren er torsdag den 1. maj på DRTV fra morgenstunden og klokken 20.00 samme dag på DR1.

De syv deltagere i år besidder alle specifikke færdigheder, som de mener kan være en fordel for dem i konkurrencen om at overleve længst i vildmarken. Programmet går altså i retning af det, man kender fra de populære versioner fra Australien og Canada.

De danske deltagere er alt fra erfarne lystfiskere og polar-eventyrere til bushcraftere, bueskytter, friluftsvejledere og vildmarkseventyrere.

Charlotte Karrebæk: 50 år – Speciale: Polar-eventyrer

Charlotte Karrebæk

Charlotte bor i Espergærde sammen med sin kæreste. Hun har en søn på 21 år og en datter på 17 år fra et tidligere ægteskab. Hun arbejder som koordinator på en ungdomsskole og er crossfit-træner. Derudover er hun børnebogsforfatter.

Charlotte har været på adskillige soloture i det svenske Lapland og ved Nordkap, da hun elsker naturen nord for Polarcirklen. Charlotte arrangerer også vildmarksture - både til det nordligste Skandinavien og herhjemme.

Charlotte har i øvrigt et fokus, der handler om at inspirere især kvinder i midtlivet til at holde sig sunde og stærke og til komme mere ud i naturen og til at gribe eventyret.

Christian Askholm: 44 år – Speciale: Bueskytte

Christian Askholm

Christian er for nylig flyttet til Grønland, men er oprindeligt fra Brenderup på Fyn, hvor han har arbejdet som bygningssnedker i 19 år. Han har været soldat i otte år og har været udsendt.

Christian er fraskilt og har to sønner og to bonusdøtre. Han har været buejæger i 11 år og har skudt på eliteplan. I fritiden træner han forhindringsbaneløb (OCR) på eliteplan og har deltaget både i DM og EM.

Jakob Cardi: 27 år – Speciale: Lystfiskeri

Jakob Cardi

Jakob bor i Vanløse sammen med sin kæreste og arbejder som kørende sælger. Oprindeligt kommer han fra Thurø i det sydfynske øhav, hvor fiskeriet startede.

Jakob har sammen med hans far fisket hajer i New Zealand, barracudaer i Afrika, men Jakobs passion for fiskeri har dog primært forgået i Nordens farvande, hvor utallige timers tålmodighed er blevet sat på prøve, i håbet om det næste store hug.

John Kahn: 45 år - Speciale: Bushcraft

John Kahn

John bor i hjertet af Nørrebro, København.

Han er lærer, studerer til friluftsvejleder og underviser unge mennesker med særlige behov, blandt andet i friluftsliv og camp craft. John er vant til at bruge naturens materialer og kan snitte alt fra knive, skeer, kopper og andre værktøjer i vildmarken.

Han har en solid erfaring med at bygge shelters og lave reb af naturmaterialer. John har også købt sin egen skov, som han på sigt vil bruge til undervisning. John er fraskilt og har tre børn.

Bente Boisen: 49 år – Speciale: Lystfiskeri

Bente Boisen

Bente bor i Viborg med sin mand. Sammen driver de et værtshus, møntvaskeri, solcenter og erhvervslokale i Viborg.

Bente er passioneret lystfisker og issvømmer. Hun fisker primært efter havørreder, men har også trollet i Middelhavet og fanget fisk i Norden.

Kristian Jersing: 44 år – Speciale: Overlevelse

Kristian Jersing

Kristian bor i Gilleleje sammen med sin kæreste og deres søn på to år. Kristian søger eventyr og føler sig tilpas i vildmarken.

Han er uddannet soldat med syv år i Forsvaret, Den Kongelige Livgarde og med to udsendelser bag sig, og så er han uddannet friluftsvejleder.

Kristian har også haft sin egen vildmarksskole i Canada i 10 år, hvor han underviste i overlevelse, og han har planlagt ekspeditioner til blandt andet Alaska, Canada og New Zealand.

Zenia Maltha: 30 år – Speciale: Udendørsliv

Zenia Maltha

Zenia bor i Tindbæk i Midtjylland med sin mand og deres fireårige datter på en nedlagt gård.

Zenia går på jagt, og familien forsøger at være selvforsynende med kød. Hun har tidligere været i forsvaret og lever blandt andet nu af at undervise kvinder i friluftsliv og formidle friluftsliv og jagt på Instagram. 

Hun underviser blandt andet i at mestre friluftslivets grundlæggende færdigheder, hvordan man tænder bål og laver bålmad samt hvordan man opdager styrken i sig selv gennem naturen.