Thomas Grimstrup var klassens klovn: Dette fik ham til at ændre sig
I dag er "Kærlighed hvor kragerne vender"-Thomas' brune øjne rolige og hans fremtoning afslappet, og det er svært at forestille sig, at han engang var en, der kravlede på væggene i folkeskolen.
Der skulle ikke meget til, før 27-årige Thomas Grimstrup fik alle til at dø af grin, da han gik i folkeskole. Et par blikke fra kammeraterne var nok, og så sprang han rundt, lavede fjollede ansigter og fik folk til at ryste på hovedet.
– Jeg var klassens klovn, ham den sjove, som fik folk til at grine. Jeg talte ikke rigtigt med pigerne dengang, fortæller Thomas, da HER&NU besøger ham i hans hjemby, Skjern.
Thomas Grimstrup er en af de fire singlefyre, der leder efter en kæreste i ”Kærlighed hvor kragerne vender” på TV 2.Foto: Klaus Bo Christensen
I dag er Thomas brune øjne rolige og hans fremtoning afslappet, og det er svært at forestille sig, at han engang var en, der kravlede på væggene. Til HER&NU forklarer han, at han ændrede sig, da han tog på efterskole i 9. klasse, hvor han fik mulighed for at brillere inden for håndbold og for alvor fandt sig selv.
– Det var virkelig godt for mig. Jeg gik på Vejle Idrætsefterskole, hvor vi trænede håndbold syv gange om ugen og spillede kampe i weekenderne. Der var struktur, og man fik mulighed for at udvikle sig inden for det, man brændte for. Det var en fed tid, fortæller han og forklarer, hvordan det blev et afgørende vendepunkt i hans liv:
– Min tid på efterskolen gav mig uden tvivl mere selvtillid. Den ændrede meget ved, hvem jeg var, for jeg lærte at hvile i mig selv. Jeg blev også mere populær. Når man scorer ti mål i en håndboldkamp, så bliver der snakket om det, fortæller Thomas og griner.
Artiklen fortsætter under billederne og små tekster rundt om Thomas...
I dag spiller Thomas håndbold i Rækker Mølle, og når han er i klubben, føler han sig helt hjemme.Foto: TV 2
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” tager vestjyden sine dates med i hallen. For ham er det afgørende at finde en partner, der er aktiv og ikke bange for en udfordring.Foto: TV 2
Thomas har sine rolige, mørkebrune øjne fra sin far, som oprindeligt er fra Bangkok.
– Jeg kan bestille mad på thai og spørge, hvor toilettet er, men så rækker mine sprogkunstskaber ikke længere. Jeg kan heller ikke lave thailandsk mad. Jeg er mest bare fra Skjern."Foto: Klaus Bo Christensen
Et ophold på efterskole gav Thomas mere selvtillid, men det med damerne har han aldrig helt fået styr på. – Jeg er ikke vant til at date. Hvis jeg var god til det, havde jeg ikke været med i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, siger han.
Intet hierarki
Den 27-årige bilsælger spillede på et tidspunkt på håndboldhold med selveste Mathias Gidsel i Skjern, men modsat Gidsel blev Thomas aldrig professionel. Dog forblev håndbolden og foreningslivet en vigtig del af vestjydens liv.
– Mit netværk og mine venner kommer allesammen fra foreningslivet. Det fylder også enormt meget her i Skjern. Vi mødes ikke på andre måder, fortæller Thomas, som også sætter ord på, hvad det er, han elsker ved håndbold og foreningslivet:
Annonse
Den 27-årige bilsælger er ikke bleg for at smide en kæk kommentar til sin tidligere holdkammerat Mathias Gidsel. – Uden mig var Mathias aldrig blevet til noget, siger han med et glimt i øjet.Foto: Klaus Bo Christensen
– Udenfor omklædningsrummet kan der være et hierarki, men på banen og i omklædningsrummet er alle lige. Det kan jeg virkelig godt lide.
Udover håndhold cykler Thomas også for at holde sig i form. På cyklen oplever han en følelse af ro i hverdagen og får et tiltrængt frirum.