Børneferie

Stressfri ferie med børnene - 5 destinationer

Ferie kan være en voldsom tressfaktor i mange familier. Det er her alt det, vi ikke når af sjove oplevlser, samværd og afslapning i hverdagen, skal indhentes. Har du endnu ikke planlagt, hvor familien skal tilbringe sommeren, så læs med her, hvor coach Mona Lyngby guider til fem destinationer, der kan tilfredsstille både børn og voksne uden at stresse.

Mona Lyngby er coach med speciale i stress og hun kender godt til dilemmaet forældre kan stå i, når de skal planlægge ferien.

- En ferie uden aktiviteter, kan gå hen og blive stressende for nogle forældre, fordi de føler sig forpligtede til at underholde børnene. Omvendt kan for mange aktiviteter have samme virkning. Det vigtigste er nærværet, og det kan faktisk lade sig gøre at få det hele, siger hun.

Mona Lyngby har for ALT for damerne fundet frem til fem feriedestinationer, der egner sig perfekt til børnefamilier:

Bondegårdsferie ved Vadehavet

En bondegårdsferie er ideelt for dem, der er til naturoplevelser og det langsomme tempo i ferien. Marskens Bondegårdsferie Hohenwarte i Sønderjylland er et familiedrevet hobbylandbrug, der ligger natursmukt i rolige omgivelser i gåafstand fra Vadehavet. Hohenwarte har over 50 dyr lige fra vaskebjørne til minigrise og det er muligt at være med til at fodre dem og indgå som en del af gårdens hverdag. Hohenwarte tilbyder bl.a. fællesspisning med de andre familier, pandekagebagning over bål, hestevognsture, skattejagt i naturen og ponyridning. Vadehavet byder på et rigt fugleliv, og Højer by er med sine gamle huse og landsbystemning også et besøg værd.

Priser fra 240 kr. pr. nat pr. person i højsæson. www.hohenwarte.dk

Camping for de vandglade

Camping er populært blandt børnefamilier, især er der rift om pladser med god beliggenhed og mulighed for mere luksus. Hasmark Strand Camping på Fyn ligger fem minutter fra stranden og byder på lidt af det hele. Her er stort indendørs og udendørs badeland og et væld af aktiviteter som bålaften med snobrød og fællessang, smykkefremstilling, trylleshow, cirkus, bingo, kaninfodring, karaoke, strandlege, grill og levende musik. Når de voksne skal forkæles er der wellness, sauna og massage, og det hyggelige byliv i Odense ligger kun 15 km væk. Med Hasmark Campings app, kan man hurtigt få overblik over, hvad der er at se i området. Pladsen er netop blevet kåret til Danmarks bedste campingplads i 2013.

Priser: 2.895 kr. for tre nætter i lejet vogn i højsæson. www.hasmarkcamping.dk

Feriehus ved Stevns Klint

Et feriehus er som et sommerhus, men med flere muligheder for at være social via aktiviteter og fællesområder. Rødvig Ferieby ligger med sine 26 huse og fællesarealer smukt ned til badestrand og den hyggelige havneby Rødvig, hvorfra Stevns Klint starter. Aktive familier med større børn kan vandre de 22 km ad Trampestien oppe på klinten langs havet, og småbørnsfamilier kan i stedet tage på en sejltur langs klinten. På Geomuseum i Fakse kan børn og voksne rejse tilbage i fortiden og grave efter 60 millioner år gamle fossiler i Fakse kalkbrud. Rødvig Ferieby arrangerer bl.a. fælles grill, bålaften med pandekager og snobrød, konkurrencer i minigolf og petaque samt bolchekogning og udflugter i lokalområdet.

Priser fra 995 kr. pr. nat for 4 pers hus i højsæson. www.roedvigferieby.dk

LÆS OGSÅ: Det siger dit barns navn om dig

Prærievognstur på Sydfyn

Prærievogne er ikke kun noget der hører til det vilde vest – denne ferieform har faktisk eksisteret i over fyrre år i Danmark. Hos landets største udbyder Hestevognsferie på Sydfyn kan man leje en prærievogn med plads til 4-5 personer og lade turen gå fra lejrplads til lejrplads mellem smuk natur og hyggelige landsbyer langs den fynske sydøstkyst. Der er gasblus, køleskab og toilet i vognen. Det siges at være en af de mest afstressende ferieformer, der findes, fordi man som familie tvinges ned i gear uden at det bliver kedeligt. Der er ikke mere end 1,5 -4 timers kørsel imellem hver lejrplads. Det kan godt tage en dags tid at vænne sig til stilheden og det intense samvær; til gengæld kommer man afslappet tilbage til hverdagen.

Priser fra 6.950 pr. uge pr. vogn (max.5 personer) i højsæson eller 2950 kr. for en weekend. www.hestevognsferie.dk

Aktiv ferie på Gudenåen

For den aktive og naturelskende familie kan en kanoferie være et hit. Hos Tørring Kanoudlejning og Kanofart udlejer de kanoer til familier med børn helt ned til 0-års alderen. Det er muligt fordi Tørring ligger tæt ved Gudenåens udspring og derfor tilbyder en meget børnevenlig og sikker sejlrute helt indtil man når op til Silkeborg-søerne. Naturen omkring Gudenåen er spækket med fredfyldt og betagende natur, og blot et par dage i kanoen kan gøre underværker hos stressramte forældre. Langs åen er der teltpladser med bålsteder, toilet og vand, men der er også mulighed for at leje hytter eller overnatte på Bed and Breakfast, hvis man er til lidt mere luksus. Tørring Kanoudlejning tilbyder picnickurv til turens første dag, hjælp til at pakke kanoen, instruktion, redningsveste og evt. cykelleje, hvis man vil fortsætte langs landevejen efter nogle dage på vandet.

Priser 500 kr. pr. dag, 1350 kr. for tre dage. www.kano-udlejning.dk

LÆS OGSÅ: Vælg den rigtige sport til dit barn