6 råd til jobsamtalen: Skal jeg fortælle, at jeg er blevet fyret?
To eksperter giver råd til, hvor ærlig de vil vurdere, at du er omkring, at du er blevet opsagt i en tidligere stilling, når du søger et nyt job. Læs deres seks gode anbefalinger her.
1. Skriv det ikke i din jobansøgning
Det er ingen skam at blive fyret, men tænk dig alligevel om en ekstra gang, inden du skriver det i din jobansøgning.
- Du skal helst ikke efterlade noget tolkning til den, der ansætter, anbefaler karriererådgiver Anne Malberg Horsager, der vejleder studerende ved Copenhagen Business School.
LÆS OGSÅ: Her er de 5 spørgsmål du skal ringe og stille inden du sender din jobansøgning
Så medmindre din arbejdsløshed skyldes, at det firma, du arbejdede for, er gået konkurs, er det ikke en god idé at skrive i din ansøgning, at du er blevet opsagt.
2. Skal jeg fortælle, at jeg er blevet fyret til samtalen?
- Jeg ville undgå at begrunde min jobansøgning med, at jeg var blevet fyret eller er arbejdsløs, siger Karina Tewes, der er HR-ansvarlig hos Mærsk.
Fortæl i stedet, hvad du finder interessant ved det job, du har søgt. Det gælder både i jobansøgningen og under interviewet.
- Man kan godt blive revet lidt med og komme til at snakke om, hvad man er på vej væk fra, men vi, der ansætter, vil jo gerne høre, hvorfor det lige præcis er os, du har valgt. Det er klart, at en opsigelse også er en del af motivationen for, at du er jobsøgende, men det fortæller mig jo ikke noget om, hvorfor det er det her job, du har søgt ud af de 100 jobopslag, der ligger på Jobindex, fortsætter hun.
3. Vær ærlig
Du behøver ikke at fortælle, du er uden arbejde som det første, når du præsenterer dig selv, men jeg vil nu alligevel anbefale at komme ind på det og være ærlig omkring det.
- Vores værdier hos Mærsk forudsætter ærlighed, og derfor ville jeg ikke opfordre til, at man skal lade være med at fortælle, man er blevet opsagt, siger Karina Tewes.
- Det kommer altid frem på denne ene eller anden måde, og jeg ville lægge mere vægt på uærlighed end på, at man er blevet opsagt.
I stedet for at du ved et uheld kommer til at nævne det ved frokostbordet, når du er blevet ansat, så sørg for at spille med åbne kort over for din måske kommende chef allerede ved jobsamtalen. Ellers kommer du blot til at fremstå utroværdig.
4. Husk: Det er ikke er nogen skam at blive fyret
Siden finanskrisen bed sig fast i 2008, er det blevet hverdag, at virksomheder bliver nødt til at fyre gode medarbejdere pga. nedskæringer. Det ved din kommende chef godt, og derfor er du ikke automatisk slået hjem i jobsøgningsspillet, blot fordi du tidligere har fået stukket en opsigelse i hånden.
- Du skal ikke føle dig mindre værd af den grund. Det kan vi sagtens forstå. Vi har også selv opsagt medarbejdere, som vi gerne ville ansætte igen, hvis det var muligt, siger Karina Tewes.
Anne Malberg Horsager er enig:
- Flere af os har i dag mange skift på CV’et. For nogle er det endda et plus, at man ikke har været for lang tid et sted.
5. Lad bitterheden blive hjemme
Selv om det gør ondt at blive opsagt, så lad det ikke skinne igennem, at du er såret, når du sidder til en jobsamtale og vil gøre et godt indtryk.
- Når du træder ind til et interview, så lad bitterheden over at være blevet opsagt blive hjemme og omtal situationen og det, der er sket i neutrale vendinger. Det er vigtigt, at du forholder dig professionelt til det, siger Karina Tewes.
6. Svar kort
- Jo kortere, du svarer, desto bedre. Det, man som arbejdsgiver typisk vil vide, er, hvor hurtigt du kan starte. Der kan det være et plus, at du er ledig og kan tiltræde med det samme, siger Anne Malberg Horsager.
Vær ikke bekymret for, at arbejdsgiveren spørger mere ind til situationen, når du fortæller, at du er blevet opsagt. Det er de færreste, der finder det nødvendigt at stille uddybende spørgsmål.
LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet
LÆS OGSÅ: 13 råd enhver ny iværksætter bør følge
LÆS OGSÅ: 10 råd der optimerer dit arbejde og giver dig mere fritid