90'erne er tilbage - men hvorfor er det årti så sejlivet?

Der var engang, hvor optimismen var lige så høj som Aqua-Lenes pandehår, og hvor det syntes, som om de største teenagekriser handlede om, hvorvidt du var til Blur eller Oasis, Posh eller Baby Spice, om du kunne få dine 501’ere til at se lige dele slidte og sprøde ud, om du kunne få råd til et par Gucci-g-strenge fra Tom Fords revival af det slumrende modehus, og om du nogensinde ville komme dig over Kurt Cobains alt for tidlige død. 

Og selvom det er over 30 år siden, at Oasis blev dannet, og at en 29-årig Marc Jacobs lavede sin legendariske S/S-93 grunge-kollektion for Perry Ellis (der fik ham fyret og gjorde ham verdensberømt), inspireret af netop Kurt Cobain, hans kæreste Courtney Love og Seattles musikscene, er vi slet ikke færdige med det årti, der bliver ved med at vende tilbage. 

Betzy er alenemor med to jobs: Tid og ressourcer er mangelvarer for færøske kvinder

Betzy Ludvig har opfostret sine børn alene, er jurist på fuldtid og kører en forretning ved siden af. Kvinder bliver mere og mere karrieredrevne på Færøerne, men samtidig har de ofte stadig hovedansvaret i hjemmet. Men ligestillingen må gå begge veje - også på hjemmefronten - mener Betzy.

Måske fordi det repræsenterer lige dele rebelsk popkultur og blind tillid til fremtiden?

Spørger man modeekspert og kulturjournalist Chris Pedersen, er det ikke så underligt, at vi dyrker 90’erne:

“90’erne fascinerer, fordi det er en periode, der rummer det hele: grunge, glamour, minimalisme og supermodeller. 

Personligt var jeg vildt inspireret af grungen, som gav stemme til outsideren, og på en eller anden måde varslede et nyt og mere blødt mandesyn, samtidig med at jeg elskede Courtney Loves coked up-glamour med uglet hår, underkjoler og Mary Jane-sko,” husker han.

Og så var det en særlig tid, hvor ungdomskulturen kunne få mere frit spil, fordi det var muligt at gemme sig, dumme sig og være for meget af det gode i det skjulte. 

En brandert blev ikke delt på Instagram, og man kunne foretage sin walk of shame i al anonymitet.

“Gwyneth Paltrow sagde for nylig på 'The Late Late Show' with James Corden, at hun forbandt 90’erne med New York og en ungdom, hvor man kunne feste igennem på mørke natklubber, kysse ovre i hjørnet og være for fuld og følsom, uden det blev dokumenteret på sociale medier. 

Der var en frihed og vel på den måde også et langt større rum til at være ‘sig selv’. “I mean, talk about doing cocaine and not getting caught! Like, you could just be at a bar and having fun, dance on a table ... no camera phones […] You could stumble out of a bar and go home with some rando and no one would know,” fortalte hun. 

Den frisættende anonymitet har ingen længere.”

Chris Pedersen, der selv var en del af 90’ernes modescene, fremhæver visse modehuse som særligt signifikante.

“Jeg tænker selvfølgelig på Miuccia Prada, som introducerede den sorte nylonrygsæk i midten af 90’erne. 

For hende var det et opgør med den klassiske luksus, og ungdommen fangede altså den her new glamour med det samme; at luksus havde fået et nyt udtryk.

Jeg arbejdede hos Mads Nørgaard, hvor jeg købte en rygsæk i 1997, og jeg elskede den,” fortæller Chris Pedersen.

Han fremhæver også Calvin Kleins unisex-minimalisme og Helmut Lang, hvis minimalisme var anderledes punket og sexet med bondagejeans, tanktops, der satte brystvorterne fri, kashmirtrøjer med slidser på albuen og tunge sorte frakker, der var Patti Smith-chikke.

“Helmut Langs legendariske butik i Soho var sådan en hvid kælder med Jenny Holzer-neonlys-værker, og både han og Calvin Klein havde deres cool kampagner på de gule taxaer i New York. 

De definerede tidsåndens rå minimalisme og sort-hvide coolness.”

Kontrasternes årti

Som det næsten altid gælder, kan man ikke sige mode uden at sige musik, og netop i 90’erne var de to kunstarter ikke bare to flirtende, men snarere et par heftigt tungekyssende teenagere. 

Musikscenen var vild og alsidig, og den kunne fungere som soundtrack til enhver designers ideer.

“Det er virkelig udfordrende at indfange lyden af et helt årti, men 90’erne var især præget af kontraster og en række centrale genrer. 

Først og fremmest grunge og britpop, som hver især bragte deres særegne lyd og attitude til musikken. Grungen, med rødder i Seattle, var ekspressiv, utilpasset og fyldt med en rå vrede. 

Den var hård og uforfinet, som man hørte det hos bands som 'Nirvana' og 'Pearl Jam', og talte til en generation, der følte sig lidt på kant med det etablerede. 

Det handlede om at være autentisk og lade følelserne komme til udtryk uden filter,” forklarer Pernille Jensen, der er journalist og musikanmelder på Politiken.

“Samtidig opstod britpop, som på mange måder var grungens polerede modstykke. Her ser vi bands som 'Oasis' og 'Blur', der udtrykte en mere optimistisk og selvsikker britisk kultur. 

'Oasis' var arbejderklassens børn, lidt rå og ubekymrede, mens 'Blur' repræsenterede middelklassen og kunstnerscenen og var mere intellektuelle og velklædte. Begge bands blev dog symboler på årtiets Cool Britannia-energi, hvor Storbritannien med Tony Blair i front, var on top of the world og et popkulturelt centrum.”

Samtidig med de cool knægte, var der dog også plads til tyggegummi-pop i form af konceptbands som 'Spice Girls' og 'Take That', der kom med en helt anden energi, let tilgængelige popmelodier og koreograferede optrædener, som talte til masserne og fyldte stadioner verden over. 

De repræsenterede den ubekymrede, kommercielle side af 90’ernes kulturscene.

“Det er svært at sige, hvad der står stærkest i dag, fordi alle disse genrer har efterladt et aftryk. 

To kvinder fra Silkeborg fandt en fælles skæbne på en vingård i Frankrig

Med en generations mellemrum giftede to unge kvinder fra Silkeborg sig ind i samme franske champagne-familie. I dag er Glennie og Thea svigermor og svigerdatter på vingården nordøst for Paris, og de har stor glæde af deres fælles baggrund.

Der er noget langtidsholdbart og nostalgisk ved det hele, både for dem, der gennemlevede det, og den generation, der nu lapper 90’er-hits i sig. 

Grungens autenticitet, britpoppens selvironi og poppens store følelser lever videre i både musikken og vores kollektive bevidsthed,” siger Pernille Jensen.

Tid til Oasis

Til sommer kommer Robbie Williams fra 'Take That' (endnu en gang) til Parken, Alanis Morissette spiller på Heartland, men størst af alt: 'Oasis' bliver genforenet, efter de to frontfigurer og brødre Liam og Noel Gallagher i årevis har været i en offentlig in-fight med hinanden. 

Så hvorfor finder de sammen nu – er det opportunisme eller forsoning, der er på spil?

“Ja, det svar er jo ren spekulation – men det er svært at overse, hvor mange penge, der ligger i en genforening. 

En turné med 'Oasis' ville kunne fylde stadioner verden over, og der er tydeligvis et publikum, som stadig hungrer efter at se brødrene Gallagher side om side på scenen. 

Men sagen er også den, at brødrene nok har erkendt, at de er bedst, når de er sammen. Liam har en unik sceneudstråling og en stemme, der stadig fænger publikum, mens Noel er den talentfulde musiker og sangskriver, som kan skabe melodier, der står distancen. 

Sammen skabte de en lyd, som definerede en generation. Og så er det jo en fantastisk historie at sælge billetter på: Brødrene, der både elskede og hadede hinanden, er tilbage i rampelyset,” siger Pernille Jensen.

Hun understreger, at 'Oasis’' offentlige opgør er en vidunderlig valuta i nutidens popkultur. 

De skændtes for fuld udblæsning, leverede kække onelinere og var aldeles ubekymrede over at lufte deres beskidte parkaer i al offentlighed.

“Deres evne til at uddele verbale lussinger har gjort dem til kultfænomener, der passer perfekt ind i en tid, hvor soundbites og memes dominerer. 

Deres kommentarer og skænderier lever videre på internettet og cementerer 'Oasis' som et band, hvis attitude og udtryk stadig rammer noget i vores kollektive bevidsthed. 

Søren McGuire: Oplever du også et bekymrende fravær af bekymringer?

Hvorfor gøre i dag, hvad man kan udskyde til i morgen?

Og så er der musikken – sange som 'Wonderwall' og 'Don’t Look Back in Anger' har fået klassikerstatus og har en vedvarende popularitet, der gør dem umulige at ignorere.”

'Oasis' repræsenterede desuden noget dybere for deres samtid, især i forhold til britpop-bevægelsen. Sammen med bands som Blur fangede de 90’ernes optimisme og selvtillid, hvor unge briter blev mødt med budskaber om en lys fremtid og masser af muligheder. 

Det var en tid, hvor de små generationer blev lovet, at der nok skulle være et job til dem, og at fremtiden så lys ud. Britpop blev lydsporet til en ungdom, der troede på, at de kunne ændre verden, og at alt kunne lykkes.

“For mange, mig selv inklusiv, var det store dilemma ikke, hvad der skulle blive af os i fremtiden, men om man var på 'Blur'- eller 'Oasis'-holdet. 

For mig var 'Oasis' favoritten – jeg voksede op i arbejderklassen, og 'Oasis' repræsenterede en rå og upoleret energi, der føltes autentisk. 

De gjorde det okay at være lidt for fuld og lidt for højlydt, uden at man skulle komme med undskyldninger dagen derpå,” husker musikanmelderen.

“Britpoppen repræsenterede også en særlig stil.

'Oasis' havde et karakteristisk look, der var let genkendeligt: parkajakker, grydehår og en selvsikker attitude. Deres stil var ligesom musikken – nem at tage til sig og efterligne. Det var en plug and play-æstetik, som ikke krævede det helt store. 

Med deres comeback er det oplagt, at vi vil se en renæssance for Gallagher-lookalikes: Unge i tyverne, der aldrig har oplevet 'Oasis' live, men som alligevel forguder dem og hylder deres stil og lyd. Måske er det noget af det, vi længes allermest efter netop nu ovenpå klimakrisen og valget af Trump: den uforpligtende optimisme og frihed, som britpoppen symboliserede. 

Og 'Oasis' er klar til at bringe den følelse tilbage.”

Uendelig inspiration

Det er dog ikke kun Oasis-brødrene, der skal være på din nye sæsons moodboard. Modeverdenens pendant til britpoppens badboys, Kate Moss, er nemlig fortsat en af de mest centrale eksponenter for 90’ernes uforfinede æstetik.

“Kate Moss repræsenterede alt det nye og uventede, noget antikommercielt og næsten rebelsk, der var i kontrast til de polerede supermodeller som Cindy Crawford og Claudia Schiffer. 

Hun var indbegrebet af fest, overdrivelse og en cool, ubesværet livsglæde, som man ikke kunne finde andre steder. 

Hun fik alt til at se afslappet ud – om det så var at bære en Galliano-kjole uden makeup og med håret skrabet tilbage i en hestehale,” mindes Chris Pedersen.

“Hun gjorde sig bemærket med sit ustylede look og virkede altid som en, der bare levede sit liv uden at rette på tøjet, og som aldrig sagde undskyld. 

Hendes mantra var ‘Never complain, never explain’, hvilket står i befriende kontrast til i dag, hvor mange kendisser deler alt på sociale medier.”

Og på trods af både skandaler med stoffer, offentlige kærlighedseskapader og en skilsmisse har Kate Moss formået at bevare en aura af mystik omkring sig. Hun er blevet nogens hustru, mor og muse, men hun er stadig svær at få greb om. 

Og netop derfor kan hun fortsat spejle vores drømme og repræsentere den ultimative partygirl, der har lanceret flere fast fashion-kollektioner – senest med Zara i 2024.

“Kate Moss er vor tids svar på oldschool-Hollywood-divaer a la Greta Garbo. Hun er blevet et slags lærred for vores drømme og længsler. Vi ved ikke, hvem hun er bag facaden, og det gør hende bare endnu mere elegant. 

For mig inkarnerer hun Coco Chanels ord: Elegance is refusal,” siger Chris Pedersen

Men inden du gennemtrawler genbrugsbutikker og pulterkamre for 90’er-levn, understreger han, at ikke alle tendenser er værd at holde fast i.

Minimalismen holder fortsat – som Levi’s 501 og en hvid tanktop – ligesom de personlige items, du har haft i årevis.

“Tænk på Kate Moss’ ikoniske leopardpels eller Vivienne Westwood-piratstøvlerne, som hun har båret igennem en hel livstid. 

Calvin Klein og Helmut Lang-æstetikken holder også fortsat på de fleste, og jeg går også stadig med mine nylontasker fra Prada, som var så definerende for perioden,” fortæller Chris Pedersen.

Kimia frygter for sit liv, hvis hun rejser til Iran: "Jeg ser nok aldrig min mormor igen"

Ved at lave kunst, der er kritisk mod det iranske præstestyre, løber Kimia Bahari en stor risiko. Hun blev som mange andre vækket til at gøre modstand i 2022 efter Jina Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt. Dermed har Kimia opgivet chancen for at gense sin elskede mormor, der bor i Iran. Nu har det iranske præstestyre en ny og endnu mere kvindeundertrykkende lovgivning på vej. Men der er et oprør i gang, der har bredt sig til hverdagen.

“Det vi til gengæld godt kan lade blive i gemmerne, er det farverige plastiklook a la Aqua,” mener han, men tilføjer dog:

“Når det er sagt, elskede jeg faktisk, at Aqua kørte deres eget show uden en stylist og gjorde, hvad de ville. 

Dét savner jeg lidt i dag. Den individualitet, som 90’erne bød på, var befriende. Vi målte os ikke på samme måde med hinanden, men gik efter det, vi kunne lide og satte vores eget præg på stilen. 

Det står i kontrast til i dag, hvor influencere ofte fremstår ens med samme it-tasker, kindben og læber og en cremefarvet og sort garderobe, og hvor kendisser er købt og betalt af Chanel, Louis Vuitton, Prada og Dior. 

90’erne føltes som individualismens sidste store epoke.”