Min økonomi. Mit
arbejdsliv. Mine børn, min kære
gamle mor, mit helbred, min årsopgørelse og om min kindtand, som vist
trænger til en ny krone, hvorefter vi
jo let og elegant er tilbage ved bekymringen om min økonomi, og det hele
således kan begynde forfra.
Som en
tyv om natten sniger de sig ind på
mig, holder mig vågen, mens resten
af byen sover, så jeg kan ligge der i
mørket og ruminere over det hele som
det selvpinende fjols, jeg er blevet.
Bekymringer, hvis brugt og doseret
rigtigt, tjener et vigtigt formål, de
holder os i live, på dupperne og på
sikker afstand af sabeltigeren.
Med årene har jeg dog desværre
perfektioneret evnen til aldrig at lade
en god bekymring gå til spilde i sådan
en grad, at jeg nu også er begyndt at
bekymre mig over udsigten til alle de
bekymringer, jeg slet ikke er begyndt
at bekymre mig om endnu.
Jeg er med
andre ord omringet af sabeltigere. I hvert fald oppe i min egen dumme
knold. Det er et tåbeligt spild af både tid
og liv, opslidende og ofte adgangsbilletten til en langt mere alvorlig
angstdiagnose. Men jeg er sgu nok
ikke den eneste.
Vi lever i bekymringens tidsalder, hjulpet
ekstra godt på vej af
medierne, hvor ingen
Trump-trussel eller
dommedagsprofeti
er for ubetydelig eller
urealistisk til knaldgule breaking-bjælker
og bekymrede eksperter i evig båndsløjfe.
For et år siden
skulle vi forberede os på krig med
russerne, nu er det så amerikanerne,
der truer verdensfreden. Den er også
helt gal med klimaet og miljøet, siger
de. Temperaturerne stiger, aktiekurserne falder og resten sejler.
Disse tider burde derfor være et
sandt slaraffenland for en ufrivillig, men ikke desto mindre toptunet bekymringsentusiast som mig.
Jeg burde være
ude og grave atombunkere i baghaven, hamstre
tørgær og toiletpapir, så jeg kan holde den
gående et år eller to efter apokalypsen, organisere demonstrationer og fredsmarcher eller i
det mindste bare gøre mig lidt mere umage med
at sortere mit køkkenaffald, så jeg trods alt ikke
bidrager helt så meget til oversvømmelserne og
den globale opvarmning.
Men hvad gør jeg i stedet? Køber nye sko. Og en
sofa. Og kyllinger pumpet med vand og hakket
oksekød. Som en anden realitetsfornægtende
idiot.
Problemet er nemlig, at de store, globale
bekymringer i mit tilfælde viser sig at udligne
de små, trivielle hverdagsbekymringer – og
omvendt. Som et trylleslag. Hvorfor skal jeg
bruge krudt på at bekymre mig om overtræk på
kassekreditten, ulæste Aula-beskeder og næste
måneds MUS-samtaler, når jeg alligevel snart
bliver sendt til Grønland for at agere kanonføde
for Trumps nordatlantiske invasionsstyrker?
Og på den anden side, hvorfor skal jeg egentlig
bekymre mig om klimakrise, verdenskrig og
stigende vandstand i Køge Bugt, når jeg alligevel ikke kan gøre en skid ved det og i øvrigt har
en klummedeadline, tre sultne teenagere og en
defekt kindtand, jeg også skal bekymre mig om?
Annonse
Apati og afmagt er ikke nogen videre fornuftig
strategi, men i de seneste måneder har de givet
mig en tiltrængt pause fra alle bekymringerne.
Ikke en konstant pause, bare små, forbipasserende fravær af alle de bekymringer, som
ellers sjældent viger fra min side.
Så må I andre
bekymre jer om Trump og klimaet, mens jeg
shopper flyrejser og røde bøffer. Jeg er jo nok
snart tilbage, klar til at overtage min del af
bekymringerne.
Klummeskribent Søren McGuire
Journalist og
forebyggelseskonsulent. Fraskilt,
far til tre og en lille
smule mere boomer
for hver dag.