Søren McGuire: Oplever du også et bekymrende fravær af bekymringer?

Jeg bekymrer mig. Konstant. Om alle mulige ting. 

Min økonomi. Mit arbejdsliv. Mine børn, min kære gamle mor, mit helbred, min årsopgørelse og om min kindtand, som vist trænger til en ny krone, hvorefter vi jo let og elegant er tilbage ved bekymringen om min økonomi, og det hele således kan begynde forfra. 

Når Søren ser ’Luksusfælden’, bliver han næsten misundelig på deltagerne af én særlig grund

Er det bare en fase, når drømmene går på at downsize? Eller er det vejen frem, når livet rykker i en?

Som en tyv om natten sniger de sig ind på mig, holder mig vågen, mens resten af byen sover, så jeg kan ligge der i mørket og ruminere over det hele som det selvpinende fjols, jeg er blevet. 

Bekymringer, hvis brugt og doseret rigtigt, tjener et vigtigt formål, de holder os i live, på dupperne og på sikker afstand af sabeltigeren. Med årene har jeg dog desværre perfektioneret evnen til aldrig at lade en god bekymring gå til spilde i sådan en grad, at jeg nu også er begyndt at bekymre mig over udsigten til alle de bekymringer, jeg slet ikke er begyndt at bekymre mig om endnu. 

Jeg er med andre ord omringet af sabeltigere. I  hvert fald oppe i min egen dumme knold. Det er et tåbeligt spild af både tid og liv, opslidende og ofte adgangsbilletten til en langt mere alvorlig angstdiagnose. Men jeg er sgu nok ikke den eneste. 

Vi lever i bekymringens tidsalder, hjulpet ekstra godt på vej af medierne, hvor ingen Trump-trussel eller dommedagsprofeti er for ubetydelig eller urealistisk til knaldgule breaking-bjælker og bekymrede eksperter i evig båndsløjfe. 

Hella Joof oplever en kløft med sin datters generation: "Der har vi jo et kæmpe problem"

Hella Joof har skrevet et livsleksikon, som hun har dedikeret til sin datter. Her står alt, hvad hun ved om livet – og er i tvivl om. Vi har talt med Joof om at være på Den Gamle Ordning, om at give faklen videre og om altid at ville det bedste. Og ikke mindst om at finde et fælles sprog, der kan bygge bro mellem generationerne.

For et år siden skulle vi forberede os på krig med russerne, nu er det så amerikanerne, der truer verdensfreden. Den er også helt gal med klimaet og miljøet, siger de. Temperaturerne stiger, aktiekurserne falder og resten sejler. 

Disse tider burde derfor være et sandt slaraffenland for en ufrivillig, men ikke desto mindre toptunet bekymringsentusiast som mig. 

Jeg burde være ude og grave atombunkere i baghaven, hamstre tørgær og toiletpapir, så jeg kan holde den gående et år eller to efter apokalypsen, organisere demonstrationer og fredsmarcher eller i det mindste bare gøre mig lidt mere umage med at sortere mit køkkenaffald, så jeg trods alt ikke bidrager helt så meget til oversvømmelserne og den globale opvarmning. 

Men hvad gør jeg i stedet? Køber nye sko. Og en sofa. Og kyllinger pumpet med vand og hakket oksekød. Som en anden realitetsfornægtende idiot. 

Problemet er nemlig, at de store, globale bekymringer i mit tilfælde viser sig at udligne de små, trivielle hverdagsbekymringer – og omvendt. Som et trylleslag. Hvorfor skal jeg bruge krudt på at bekymre mig om overtræk på kassekreditten, ulæste Aula-beskeder og næste måneds MUS-samtaler, når jeg alligevel snart bliver sendt til Grønland for at agere kanonføde for Trumps nordatlantiske invasionsstyrker? 

Line og Alex tog en vild beslutning i 2019: Nu lever de drømmen med deres to børn

Line og hendes mand var glade for livet i Danmark og huset i Holbæk, men de havde lyst til at prøve noget andet, mens børnene var små og omstillingsparate. I Grønland har de lært, at det er bedst at droppe udløbsdatoen, at man ikke kan regne med alles opbakning, og at det irriterende ved et nyt sted kan ende med at virke ret charmerende. Om lidt venter et nyt eventyr.

Og på den anden side, hvorfor skal jeg egentlig bekymre mig om klimakrise, verdenskrig og stigende vandstand i Køge Bugt, når jeg alligevel ikke kan gøre en skid ved det og i øvrigt har en klummedeadline, tre sultne teenagere og en defekt kindtand, jeg også skal bekymre mig om?

Apati og afmagt er ikke nogen videre fornuftig strategi, men i de seneste måneder har de givet mig en tiltrængt pause fra alle bekymringerne. Ikke en konstant pause, bare små, forbipasserende fravær af alle de bekymringer, som ellers sjældent viger fra min side.

 Så må I andre bekymre jer om Trump og klimaet, mens jeg shopper flyrejser og røde bøffer. Jeg er jo nok snart tilbage, klar til at overtage min del af bekymringerne.

Klummeskribent Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.