5 hjerter til ’Konklave’: ”Ralph Fiennes er guddommelig i rollen”
Ralph Fiennes er guddommelig som den sagtmodige kardinal i front for et valg, der berører over en milliard mennesker verden over.
Denne fortælling burde ikke fungere: En flok ældre magtliderlige mænd snakker, sladrer og stikker hinanden i ryggen.
Det er dybt gammeldags. Og stærkt underholdende. Filmen er fremragende.
Paven er netop død. Derfor skal Fader Lawrence (en afdæmpet og aldeles sublim Ralph Fiennes) lede konklavet, hvor alverdens kardinaler mødes i Vatikanet.
Kandidaterne, frisindede Bellini (Stanley Tucci), åleglatte Tremblay (John Lithgow), to forstokkede kardinaler og måske Lawrence selv, kæmper diskret og indædt, da en ny kandidat (spillefilmsdebutanten Carlos Diehz) markerer sig.
Isabella Rossellini er et lille blus af et fyrtårn som nonnen Søster Agnes, men fylder ikke meget, desværre. Instruktør Edward Berger (”Intet nyt fra Vestfronten”) har skabt en aldeles nervepirrende thriller, hvor enhver bevægelse og ethvert blik bliver tolket og dømt.
Måske af Gud selv, men i hvert fald af dem, der påberåber sig at have den rette tro. Alt i denne film er dybest set bare en flok mænd, der hvisker og forhandler i overdådige søjlegange. Magten er hele tiden i spil, de vogter hinanden og beder inderligt.
Alt er ritualer og form, der kun lige akkurat dækker de skiftende alliancer mellem disse fromme mænd, som bogstaveligt talt er afskåret fra virkeligheden. Både før og under deres samling, synes jeg.
Den katolske kirke har med rette fået kritik, og filmen her går ikke for alvor ind i de skandaler, der har plaget den i nyere tid, men dog noget. Her mærkes politikken og psykologien, og tråden tilbage til de første kristne fællesskab, der for længst er blevet knudret og skrøbelig.
Kamera-arbejdet er visuelt slående, linsen kæler for alt det hvide, røde og guldbelagte, stoffet i roberne og det grå og kolde marmor. Og selv hvis man er inderligt uberørt af religion, så mærker man spændingen intenst undervejs.
Selvom det i princippet mest handler om mænd i præstekjoler, der taler sammen i et rum. I Rom.
'Konklave' har biografpremiere den 12. december